Af:
Nina Azoulay (tekst) og Thomas Jensen (foto)

Kan ny teknologi knække korruption? Startup gør forsøget

Bekæmpelse af korruption er en af hjørnestenene i FN’s verdensmål, og med en ny app vil startup’en Hiveonline bidrage til den kamp – og på sigt også forbedre kapitalmarkederne ved at skabe flere investerbare aktiver i udviklingslande. Vi har mødt kvinden bag det nye teknologiske værktøj, som både FN, World Economic Forum og Verdensbanken også har fået øjnene op for.

hiveonline top

sdg

Verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner

Vi skal opbygge effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner samt reducere ulovlige pengestrømme, korruption og bestikkelse.

Serie: Nordea Invest Magasinet sætter fokus på FN’s verdensmål og fortæller i en række artikler om hvert af de 17 mål.

sdg

Systemet er egentlig bygget til at hjælpe håndværkere i den skandinaviske byggebranche, men i sommer blev det også rullet ud i et af verdens fattigste lande. Her skal det være med til at bekæmpe korruption, hjælpe små virksomheder med at vokse og styrke lokalsamfundene økonomisk. 

- Systemet kan virke til alle typer forretninger. Niger er så fattigt, så hvis Hiveonline kan fungere der, kan det fungere i hele verden.

Sådan siger Sofie Blakstad, CEO i startup’en Hiveonline og hjernen bag virksomhedens digitale platform og app, som foreløbigt er lanceret i Danmark og Niger – og efter planen også er på vej i Sverige, Benelux-landene, Kenya, Rwanda, Mozambique og flere andre afrikanske lande.

Lanceringen i Niger er sket i samarbejde med udviklingsorganisationen Care, der i forvejen har et stort netværk og erfaring med mikrovirksomheder i den vestafrikanske republik, som er et af verdens fattigste og mest underudviklede lande. Og det er ifølge Sofie Blakstad det sted, hvor behovet for Hiveonlines teknologi er allerstørst.

Hiveonlines app er designet til at skabe et mere økonomisk bæredygtigt miljø for små virksomheder. Den samler alle dele af en virksomheds forretning i samme system – fra digital markedsplads og dialog med kunder til kontrakter, møder, fakturering, betaling og bedømmelse. Systemet er bygget op, så en kontrakt eksempelvis ikke kan ændres, uden at begge parter accepterer og kan se ændringerne. Og man kan se, at der går penge ind i systemet, når en regning betales. Alle transaktioner gemmes i app’en, ligesom alle handlinger opnår en form for point, og dermed kan virksomheden dokumentere sit arbejde, sin økonomiske troværdighed og kreditværdighed og vise sit samlede omdømme.

- Det er et værktøj til at spore, hvor penge bevæger sig hen, og det mindsker muligheden for korruption betragteligt. Men det er også et værktøj til at opbygge sin forretning og lave en opsparing, og det mindsker samtidig behovet for korruption væsentligt, siger Sofie Blakstad.

Sofie Blakstad
Sofie Blakstad lancerede Hiveonline i 2016 og blev sidste år nævnt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige kvinder i fintech-branchen af Lattice 80 – en global fintech-hub.

Og det er den bedste måde at bekæmpe korruption på, mener hun.

- Korruption opstår oftest ud fra en nødvendighed. Jeg tror, at de fleste mennesker vil vælge korruption fra, hvis de kan. Her i Norden er det nemt at vælge fra. Men i et land, hvor der kommer mindre end 10 procent af de lovpligtige skatter i statskassen, og der derfor ikke er råd til at lønne eksempelvis hæren eller politistyrken, opstår der typisk korruption, forklarer hun.

Og det forplanter sig videre i resten af samfundet, tilføjer hun. Som i eksempelvis Niger, hvor kun en encifret procentdel af befolkningen har en bankkonto. Selv om mobile betalingsmodeller er i fremgang, lider landet under dårlig netværksdækning, og der handles oftest med kontanter. I mange af de økonomier, Hiveonline arbejder med, er en meget lille del af økonomien officiel. Det meste handel er udokumenteret, baseret på kontanter og går uden om skattesystemet, og det er et fundamentalt problem, at der ikke flyder penge ind i centraladministrationen, påpeger Sofie Blakstad, der mener, at korruptionen bedst bekæmpes med værktøjer, der kan spore pengenes færd.

Nemmere at få et lån

Hiveonline rammer tilsyneladende et behov i Niger. I mange af landets små lokalsamfund har organisationer hjulpet med at opbygge mikrovirksomheder. Men selv om mange indbyggere efterhånden har drevet forretning i årevis, er det svært for dem at låne penge til at udvide forretningen, forklarer Sofie Blakstad og fortæller om et ægtepar i Honduras, som er endnu et sted Hiveonline forbereder at lancere sin app. Ægteparret har i årevis fisket og solgt deres fangster gennem en særlig app, men pludselig bliver manden syg og kan ikke passe sin del af forretningen. Fordi de har handlet alle fisk gennem en særlig app, kan hustruen tage skærmbilleder af handlerne og på den måde vise banken, at hun har erfaring med at drive forretning. Dermed lykkedes det hende at få økonomisk støtte fra banken til at fortsætte forretningen uden sin mand. 

- Pointen er, at hvis du kan bevise, at du har en økonomisk og forretningsmæssig historik, har du mange flere muligheder. Men det var omfattende for hende at skaffe dokumentationen. Hiveonline er bygget op med ‘track record’ over transaktioner, så man nemt og hurtigt kan bevise, at man er troværdig og kreditværdig, og det giver også mulighed for at bruge mobil betaling, siger Sofie Blakstad.

Niger hiveonline
I sommer lancerede Hiveonline sin app i Niger i samarbejde med organisationen Care, som gennem sit Village Savings and Loans Association har et omfattende netværk af mikrovirksomheds-ejere. Foto: Hiveonline/Care.

I Niger samarbejder Hiveonline med Care, som har 800.000 medlemmer af deres såkaldte ‘Village Savings’-model, hvor primært kvinder arbejder sammen i små fællesskaber og hjælper hinanden med at spare penge op. 

- De her kvinder har erfaring med at drive forretning. Men de fleste handler sker med kontanter og uden skriftlige aftaler, og i bankens øjne er der ikke tale om ‘rigtige’ betalinger eller transaktioner. Derfor kan ingen af kvinderne få adgang til hverken bankkonto eller helt almindelige lån til deres virksomhed. Men når vi digitaliserer processen, kan de tage deres kredithistorie med til en långiver, forklarer Sofie Blakstad.

Både kvinderne og udlånsvirksomhederne kan se fordelen i det nye system, fortæller Sofie Blakstad.

- De elsker det! Og de vil meget gerne arbejde med hinanden. Vi var meget spændte da vi gik ind i Niger. Men selv om mange af kvinderne ikke kan læse og aldrig har brugt digital teknologi før, kan de bruge app’en, for den afspejler den proces, de allerede kender fra deres virksomheder, forklarer Sofie Blakstad og tilføjer, at udfordringerne med at lancere en app i et land med dårlig mobil- og netforbindelse har kastet flere kreative løsninger af sig. For eksempel udviklingen af et såkaldt ‘disconnected mode’, der gør det muligt at gennemføre transaktioner via bluetooth i stedet for med netforbindelse.

Udforsker nye teknologier

Sofie Blakstad er på hjemmevant grund, når hun taler om at opbygge digitale systemer, der kan administrere pengestrømme. Indtil hun i 2016 stiftede Hiveonline arbejde hun for en række internationale banker, hvor hun med flere tusinde mand under sig stod i spidsen for at designe og opbygge systemer i stor skala. 

Her så hun mulighederne i kunstig intelligens og i blockchain-teknologien og muligheden for at bruge det til at bygge et nyt system.

- Bankerne har fokus på store kunder og store virksomheder, fordi de har mange penge og er nemme at arbejde med. Store virksomheder får andel i milliarder i form af støtte og hjælp, mens små virksomheder får mindre end to procent – selv om de rundt regnet bidrager med halvdelen af verdens økonomi. Jeg har tilbragt det meste af mit liv i bankverdenen med at få bankerne til at fungere bedre, men jeg blev klar over, at det ikke er i bankerne, at løsningen skal findes på de her problemer, forklarer hun.

Fra at sidde alene med Hiveonline består teamet i dag af syv fastansatte folk i Danmark, Sverige og Rwanda, og det vokser fortsat, ligesom virksomheden knopskyder med nye tiltag. 

"Korruption opstår oftest ud fra en nødvendighed. Jeg tror, at de fleste mennesker vil vælge korruption fra, hvis de kan"

Sofie Blakstad, CEO i startup’en Hiveonline

Mere attraktivt for investorer

Sidste år blev Sofie Blakstad udråbt som en af verdens 100 førende kvinder i fintech, og hun har været inviteret til at tale ved både G7- og G20-topmøderne, af Verdensbanken, World Economic Forum og FN’s organ for verdensmål. Gennem de seneste to år har Hiveonline også arbejdet sammen med FN-kontoret The Sustainable Digital Finance Alliance om bæredygtige investeringer og verdensmål.

- En af pointerne med Hiveonline er også at få flere penge ind i de små virksomheder og lokalsamfund. Indtil nu har der været store udfordringer med at tiltrække investeringer på grund af risikoen for korruption. Men når man kan bevise, hvor pengene bliver af – at de faktisk går til en underleverandør eller til et solcelleprojekt i landsbyen – bliver det pludselig meget mere attraktivt for investorer at være med, forklarer Sofie Blakstad. 

Ved siden af arbejdet med app’en arbejder Hiveonline med at undersøge, hvordan blockchainteknologien kan hjælpe kapitalmarkeder med at frigøre mere kapital ind i bæredygtige projekter. Under klimatopmødet New York Climate Week præsenterer virksomheden en rapport om ‘blockchainbaserede grønne obligationer’.

- Vi håber, at næste skridt bliver en praktisk implementering. Ved at bygge en infrastruktur, som skaber sporbarhed og gennemsigtighed håber vi virkelig, at … måske ikke ligefrem disrupte, men at forbedre kapitalmarkederne ved at give investorerne adgang til flere investerbare aktiver på steder, som de ikke tidligere havde tænkt på at investere. Det er ambitionen, siger Sofie Blakstad.


Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.