India
Af
Lasse Karner, journalist

Valg i Indien: Før så urørlige Modi har mistet sit momentum

Valgkampen er skudt i gang i verdens største demokrati. Indiens økonomi er i hastig vækst, men mange indere føler ikke, at de får del i fremgangen. Brudte valgløfter og politiske nederlag presser den ellers populære premierminister Narendra Modi.

Asien
Indien
Indsigt

Fem år er gået, siden Narendra Modi vandt den mest overbevisende indiske valgsejr i nyere tid. Hans parti, Bharatiya Janata Party (BJP), snuppede over halvdelen af pladserne i det indiske underhus og kunne dermed danne en flertalsregering. Det er ikke set siden 1984. Modi og BJPs politiske fremmarch fortsatte på regionalt plan, hvor den ene delstat efter den anden faldt for dets paroler om økonomisk vækst og styrkelse af hinduradikale mærkesager. Det politiske landkort blev langsomt farvet i BJPs safrangule kulør. Derfor så det længe ud til, at Modis tid ved magten ville strække sig over flere valgperioder. Men når der senest i maj igen er parlamentsvalg i Indien, er resultatet langt fra givet på forhånd. BJP ser ikke længere usårlig ud og kommer til at kæmpe hårdt for at blive genvalgt. De folkelige forventninger om forandring, reformer og forbedringer har været tårnhøje. Godt hjulpet på vej af Modis mange politiske løfter, der har vist sig svære at indfri.

- Det er tydeligt, at BJP og Modi har problemer. De lovede for meget og har leveret for lidt. Modis løfter ved sidste valg var meget konkrete, hvilket man altid skal passe på med i politik, siger Zoya Hasan, tidligere dekan ved afdeling for samfundsvidenskab ved Jawaharlal Nehru Universitet og forfatter til flere bøger om indisk politik.

"Det er tydeligt, at BJP og Modi har problemer. De lovede for meget og har leveret for lidt"
Zoya Hasan, forfatter

Løfter om bedre sanitetsforhold for alle indere og elektricitet i samtlige landsbyer er ikke blevet indfriet. På landet, hvor bøndernes indtjening er blevet udhulet af inflationen, kommer utilfredsheden til udtryk ved store demonstrationer. På landsplan, men særligt i byerne, er der ikke nok arbejde til alle. Indiens store befolkning og aldersmæssige sammensætning betyder, at omkring en million indere hver måneden bliver en del af arbejdsstyrken. Modi har lovet at skabe millioner af nye jobs, men i stedet er arbejdsløsheden steget. 

- Der er en alvorlig jobkrise i Indien. Vi har en jobløs vækst. I modsætning til Kina har Indien aldrig fokuseret på fremstillingssektoren. Den økonomiske vækst er kommet fra handel og services og IT, men ikke fra produktion på stor skala, hvilket får folk i arbejde i et helt andet omfang. Mange andre lande i verden står over for lignende udfordringer, men Indien adskiller sig ved at have så stor en befolkning og så mange unge mennesker – og ungdommen stemte på Modi sidste gang. Han lovede dem arbejde, og det er ikke sket, siger Zoya Hasan.

India
Ved det seneste valg i 2014 mødte Indiens siddende premierminister, Narendra Modi, stor opbakning fra landets unge. Men brudte løfter har medført et mindre knæk i opbakningen forud for det kommende valg.

Usikkerhed og vrede

Så selvom Indien med en vækst på 6,6 procent i sidste kvartal er verdens hurtigst voksende større økonomi, føler mange indere, at det ikke kommer dem til gode. Og spørgsmålet er, hvor robust den indiske vækst er. I starten af BJPs regeringsperiode var lave oliepriser og en gunstig international økonomi med til at styrke økonomien, der i perioder voksede med over otte procent. Men stigende oliepriser, handelskrigen mellem USA og Kina samt en lavere global vækst har haft en negativ indflydelse. Udenlandske investeringer i Indien steg med tre procent sidste år mod 8,6 procent og 27 procent de foregående år.

EN UHELDIG UDVIKLING for Modi og regeringen, der har prioriteret at tiltrække flere udenlandske investeringer. Det er blandt andet sket med løfter om mindre bureaukrati og korruption og mere overskuelig lovgivning. To af regeringens store tiltag har været en reform af det indiske skattesystem og en udskiftning af størstedelen af landets pengesedler i et opgør med den omfattende paralleløkonomi. Begge dele forventes at have en positiv effekt på sigt, men har i første omgang bremset den økonomisk vækst og været en kilde til usikkerhed og vrede i store dele af samfundet.

Politisk har det allerede haft konsekvenser. For først gang siden Modi kom til magten, oplevede BJP før jul en tilbagegang på det politiske landkort. Det blev til nederlag i tre delstater, hvor partiet ellers har stået stærkt. Valgene i Rajasthan, Madhya Pradesh og Chattisgarh var de sidste i delstaterne inden det nationale valg i foråret. Regionale valg i Indien handler typisk om mange andre ting, end hvad der bliver afgørende, når samtlige omkring 875 millioner vælgere stemmer til det nationale parlamentsvalg. Men resultatet har skabt bekymringer i BJP og givet oppositionen troen tilbage. Ved det seneste valg vandt BJP hele 282 ud af underhusets 543 pladser, mens oppositionens største parti, Kongrespartiet, måtte nøjes med 44.

Stadig populær

Modi er dog stadig populær i den brede befolkning, og de fleste analytikere vurderer, at BJP har gode chancer for at genvinde regeringsmagten, men at partiet kommer til at gå markant tilbage. I den seneste meningsmåling foretaget af avisen India Today, står BJP og dets mindre støttepartier til at vinde 237 pladser, hvor de samlet fik 336 pladser ved sidste valg. Det er stadig væsentligt flere end de 166 pladser den nuværende alliance af oppositionspartier med Kongrespartiet som største parti kan se frem til. Nogle af de største regionale partier står stadig uden alliancepartnere og kan derfor få stor indflydelse.

For BJP bliver det afgørende at fastholde vælgere uden for segmentet af kernevælgere, der bakker op om dets ideologiske agenda. BJP har rod i den hindunationale bevægelse, der tilstræber et stærkt Indien med hinduismen og hinduernes kulturarv som fundamentet. Men selvom fire ud af fem indere er hinduer, findes der på tværs af sociale lag, kaster og regionale forskelle ikke mange emner, der kan samle dem alle.

"BJP har ikke nået sine mål i forhold til, hvad der var blevet lovet under valgkampen i 2014 angående jobskabelse, uddannelse, investeringer og meget andet"
Akshaya Mukul, forfatter

- Et af BJPs største problemer i år sammenlignet med ved sidste valg er, at det politiske landskab er mere fragmenteret i dag. I 2014 fik de massiv opbakning også fra lavkaster og endda også blandt nogle muslimske grupper. Det var et rekordvalg. For at gentage det, har BJP brug for noget, der kan få folk til at glemme deres hverdag og bekymringer og til det formål, er intet bedre end religion. De bruger symbolik til at få folk til at se bort fra deres interne uenigheder for hinduerne er ikke en homogen gruppe, siger Akshaya Mukul, forfatter til bogen Gita Press and the Making of Hindu India.

- BJP har ikke nået sine mål i forhold til, hvad der var blevet lovet under valgkampen i 2014 angående jobskabelse, uddannelse, investeringer og meget andet. Så selvom partiet mestrer at bruge sociale medier og andre metoder til at samle deres hindu-kernevælgere, så er det mere tvivlsomt om det har den store effekt i resten af befolkningen, siger han.

Men Modi er en yderst erfaren politiker og BJPs organisation er større og mere struktureret end de andre partiers. Det skyldes, at partiet er en del af den landsdækkende bevægelse, Rashtriya Swayamsevak Sangh, der har mange millioner medlemmer og som udstikker de ideologiske retningslinjer. Hos Rashtriya Swayamsevak Sangh føler man sig sikre på en ny valgsejr.

- Den her regering vinder en komfortabel sejr ved valget, siger Arun Anand, kommunikationsdirektør for Rashtriya Swayamsevak Sangh.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt