Paller
Af
Nina Azoulay (tekst) og Thomas Jensen (foto)

Startup sætter skub i grønnere emballage

Bortkomne transportkasser og manuelle systemer koster hvert år virksomheder dyrt. En ny digital løsning gør det nemmere at holde styr på kasser og paller – og langt mere attraktivt at investere i mere miljøvenlig emballage.

Danmark
Industri

Når en restaurant får leveret varer til aftenens menu, kommer grøntsagerne i kasser, skinkerne kan hænge på kroge, mens mel og krydderier måske er stablet i såkaldte cateringbure. De færreste tænker måske over det, men transportemballage som kasser, paller, kroge og bure er ofte en både dyr og administrativt tung proces at holde styr på for virksomhederne. Og i sidste ende betyder det, at de lidt dyrere, men mere miljøvenlige emballageløsninger, ofte bliver valgt fra.

Det forsøger to erfarne speditører nu at lave om på. Med startuppen MyPallet har de indført en digital løsning på transportemballagen, som både gør det nemmere for virksomheder at holde styr på paller, kroge og kasser, og mere attraktivt at vælge bæredygtige løsninger.

- Vi kan allerede se, hvordan flere af de virksomheder, vi arbejder med, begynder at opgradere fra engangspaller til europaller, der kan bruges flere gange, eller til de nyere og endnu mere bæredygtige plastikpaller, fordi de kan se, at investeringen i mere langtidsholdbar emballage ikke bare munder ud i afskrivning og tab, fortæller Søren Finseth.

Han udgør den ene halvdel af iværksætterteamet bag MyPallet og har selv en baggrund i transportbranchen. Her så han netop, hvor store udfordringer, der er med emballagen.

"Et transportbur koster nemt over 1000 kroner og en palle cirka 70 kroner, så det løber hurtigt op, hvis man som virksomhed mister meget emballage i løbet af et år"
Søren Finseth, medstifter af MyPallet

Når en virksomhed transporterer sine varer ud til sine kunder, har den ofte brug for emballage til at transportere varerne på – f.eks. paller, kasser, bure, kroge eller stativer. Og når varerne afleveres, har virksomheden emballagen til gode hos kunden. Men vognmændene kommer ofte i klemme, når de skal hente den tomme emballage, for det er ikke usædvanligt, at der opstår uenighed om, hvor mange kasser eller paller, den ene skylder den anden. Problematikken er udbredt og omfattende og kan tilmed ende retten på grund af uenigheder, fordi bortkommen emballage ofte løber op i store beløb, fortæller Søren Finseth, der indtil for halvandet år siden selv sad med europæisk salgsansvar i en større transportvirksomhed.

- Man bruger simpelthen så meget tid det her ude i virksomhederne. På at finde paller og kasser og bure, som der ikke var styr på, og på at finde ud af, hvem der havde afleveret hvad og hvornår. Der går meget administrativ arbejdskraft på det, og for den enkelte virksomhed kan det blive dyrt i det lange løb. På den måde udgør emballagen en ganske væsentlig del af regnskabet for mange virksomheder, siger Søren Finseth.

Søren Finseth
Søren Finseth udgør den ene halvdel af iværksætterteamet bag startuppen MyPallet, som blandt andet skal gøre det mere attraktivt for virksomheder at vælge bæredygtig transportemballage.

Med MyPallet gør Søren Finseth og hans kompagnon, Søren Madsen, det nemmere for virksomheden at få overblik over sin emballage, og samtidig gør de op med de papirkvitteringer, som stadig er den mest udbredte metode i branchen. For når chaufføren får en kvittering af kunden, kan den først bogføres, når han afleverer den på kontoret, og hvis han har mange lange køreture foran sig, kan det tage dage og ofte også uger. Med et digitalt system og en tilknyttet app gør MyPallet det i stedet muligt at lave kvitteringen digitalt på stedet, så virksomheden med det samme kan se, at der er afleveret 12 paller i Stockholm eller hentet 30 grøntsagskasser i Aalborg. Og virksomheden har hele tiden et opdateret billede af, hvor mange kroge, kasser og paller de har i omløb, og hvor emballagen befinder sig.

Et transportbur koster nemt over 1000 kroner og en palle cirka 70 kroner, så det løber hurtigt op, hvis man som virksomhed mister meget emballage i løbet af et år, konstaterer Søren Finseth.

Nyskabende styring af emballage

MyPallet består af en webportal og en tilhørende app. Systemet er udviklet til alle led i transportkæden – virksomheder i begge ender af en handel samt vognmand, chauffør, speditør og lagermand. Appen gør det muligt for alle parter at arbejde med den samme ekspedition på forskellige sprog. Eksempelvis kan afsendervirksomheden arbejde på dansk, chaufføren vælge rumænsk, vognmanden klikke på polsk og modtagervirksomheden operere på engelsk.

Nemmere at være bæredygtig

Efter godt et år på markedet ser MyPallet en stejl vækstkurve, og stribevis af virksomheder har allerede taget emballagestyringen til sig – fra Blue Water, Smyril Line Cargo og Prime Cargo til Aarstiderne, Bloomingville, Fogtmann og Sofakompagniet – og flere er i færd med at skifte til det digitale system. Søren Finseth ser allerede en tydelig tendens:

- Når virksomhederne pludselig kan styre emballagen, tør de også i højere grad investere i mere miljøvenlige løsninger, der kan genanvendes flere gange, fordi de nu er sikre på at få kasser og paller hjem til virksomheden igen. Mange har tidligere bevidst valgt billige engangspaller, der ikke er særligt bæredygtige, men som ikke koster lige så meget at miste som en dyrere, bedre produceret og mere holdbar palle. Men det begynder at vende nu, siger han.

Den stigende interesse for den digitale emballagestyring hænger ifølge Søren Finseth også sammen med, at flere virksomheder aktivt arbejder for en cirkulær økonomi, hvor ressourcer i alle produktionsled bruges med mere omtanke.

- Vi kan høre på vores kunder og samarbejdspartnere, at det virkelig batter i deres miljøregnskaber, når de kan udfase engangspaller og mindske spildet af emballage så markant. Vi ser, at MyPallet-systemet udvikler sig fra at være en ’nice to have’-mulighed til et ’need to have’-behov for flere virksomheder – både fordi det batter på de finansielle parametre i regnskabet, og fordi det giver så meget mening, når man tænker miljø og bæredygtighed, siger Søren Finseth.

Og MyPallet har allerede flere nye tiltag i pipelinen, som understøtter udbredelsen af mere bæredygtige transportemballage.

MyPallet
”Vi kan høre på vores kunder, at det virkelig batter i miljøregnskabet, når de kan mindske spildet af emballage så markant,” siger Søren Finseth, medstifter af MyPallet.

På vej ud i Europa

Nogle større virksomheder har selv udviklet digitale løsninger til at styre deres emballage, men ifølge Søren Finseth adskiller MyPallet sig ved at være et åbent system, som med fordel kan tilgås af alle led i transportkæden. Ved transaktioner mellem to virksomheder, der begge benytter MyPallet, opdateres saldo og balance straks hos begge parter – som når man kører dankortet igennem, og kontoens saldo straks opdateres.

- Vi ved, at mange virksomheder skifter mellem speditører, og så er det oplagt, at de kan have hele emballageregnskabet samlet et sted, uanset om de bruger den ene eller anden transportvirksomhed til at levere deres varer, forklarer han.

Det har været helt afgørende for de to speditører, at MyPallet er skalerbart og kan udbygges. For ambitionen er at udbrede emballagestyringen i hele Europa. Mypallet har allerede norske kunder, og der foretages også allerede mange transaktioner i Sverige, fordi en stor del af transporten fra Danmark går uden for landets grænser.

- Vi ved, at problemerne er de samme i det meste af Europa. Alene Tyskland er et kæmpe marked. Planen er egentlig at vente lidt med at rykke udenfor Danmark, men vi kører en test hos en dansk filial af en tysk virksomhed i øjeblikket, så måske er vi allerede mere på vej ud over grænserne, end vi egentlig tror, siger Søren Finseth.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

 

 

 

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt