Meningen var god nok.
For da nutidens ghettoer blev bygget i 1960’erne var det hensigten, at de almene boligbyggerier skulle hjælpe arbejderklassen ud af slummen i de store byer, ud til lys, luft og grønne arealer, hvor børnene kunne lege trygt, og forældrene ikke behøvede at bekymre sig om biler og trafik.
- Det var fremskridtet, at man kunne bygge højt og i beton, og intentionerne var meget prisværdige. Men i takt med at de kommunale boliger blev solgt fra, og der kom meget høje priser på det private boligmarked, samtidig med at de almene boliger i årevis er blevet anvist til svage borgere, er områderne gået fra fremskridt til udsathed. I dag er der i mange af boligområderne en koncentration af beboere uden for arbejdsmarkedet, som også ofte kommer fra ikke-vestlige lande, fortæller Helle Nørgaard.
Ikke mere gråt i gråt
Hun er seniorforsker ved Build, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet og står bag en ny undersøgelse af, hvad det fysiske miljø i to udvalgte boligområder betyder for beboernes tryghed.
Rapporten, der tager afsæt i viden om byplanlægning, som forebygger kriminalitet og skaber øget tryghed, konkluderer, at fysiske omdannelser som facaderenovering, beskæring af tæt beplantning og installering af altaner gør det mere trygt og rart at være i de udsatte boligområder.
- Områderne går fra gråt i gråt med graffiti, dunkel belysning og smadrede ting til at være steder, hvor beboerne er glade for og stolte over at bo. Eksempelvis har flere unge beboere sagt, at de tidligere ikke har villet invitere nogen hjem, fordi de var flove over områderne. Men at de gerne gør det nu, for det er blevet meget pænere, end de havde forestillet sig, siger Helle Nørgaard.
Fra ghettoliste til venteliste
Et af de steder, forskerne har undersøgt, er boligområdet Rosenhøj ved Aarhus. Området havde i mange år været præget af bandeballade, hærværk og påsatte brande, men fra 2012 til 2017 gennemgik det en tryghedsskabende renovering, der sendte området ud af ghettolisten og fik ventelisterne til at vokse.
Før var alle 27 blokke i området i beton og helt magen til hinanden – gråt i gråt. Under renoveringen omdannede man fire boligblokke, der før udgjorde en kompakt mur mod syd, til punkthuse med luft imellem, så man kan se både ind og ud af området. Desuden renoverede man facaderne, så de fik forskellige udtryk, man satte altaner op i blokke med lukkede gavle og lavede nye boliggader. Desuden har man arbejdet med at klippe beplantningen ned og sætte mere lys op.
- Man har skabt nogle attraktive udearealer og har involveret beboerne i de konkrete planer for at skabe så stærkt et tilhørsforhold som muligt – især i de nære udearealer lige uden for opgangene, hvor der er kommet bordebænke-sæt, flere skraldespande og legeredskaber, fortæller Helle Nørgaard.
Mindre hærværk
Undersøgelsen viser, at hærværk er reduceret alle steder, og at beboerne passer godt på de nyrenoverede facader og de nyindrettede udearealer. Når de er pæne og velholdte, bliver beboerne inspirerede til at hjælpe med at værne om dem. Desuden er trygheden steget på de stisystemer, hvor der er sat mere lys op, og hvor beplantningen er blevet beskåret for at skabe bedre udsyn og overblik. Det er også den gode effekt af de nye altaner, som betyder meget for trygheden, fordi de giver mulighed for, at beboerne kan følge med i, hvad der foregår i området.
- Helt overordnet er boligområderne, vi har undersøgt, blevet langt mere attraktive, og nye beboergrupper er kommet til. Det betyder meget for trygheden, at man kommer hjem til et område uden hærværk, graffiti og knuste ruder. Og det gør en stor forskel, at der ikke er skumle stier mellem rækker af boligblokke og utrygge græsarealer, hvor gadelygterne ikke når ud, siger Helle Nørgaard.
Isoleret beliggenhed er et problem
Selvom renoveringen i Rosenhøj tog Renoverprisens jubilæumspris for bedste almene renoveringsprojekt, og meget er forandret, så kommer det bag på Helle Nørgaard, at de nære udearealer, som beboerne selv har haft indflydelse på, ikke bliver brugt ret meget.
- Måske er det, fordi man har sine relationer andre steder end der, hvor man bor. Og i hvert fald viser det, at der kan være langt fra arkitekttegninger med masser af glade beboere og børn, der griller og leger, til hverdagen, siger hun.
Som mange andre udsatte boligområder ligger Rosenhøj desuden meget isoleret, hvilket også kan betyde, at der ingen grund er til at komme til områderne, medmindre man bor der.
- Skal man fremover lave socialt bæredygtige boligområder, er det vigtigt at sikre bedre adgang, måske ikke fra alle frie verdenshjørner, men i hvert fald så de bliver en mere integreret del af byerne. Og så skal man tænke i, hvordan man gør det attraktivt for andre end beboerne at være i og bruge udearealerne. Her er det godt at tiltrække både børnefamilier og ældre, for når de er der, tækker det andre til. Og det gavner trygheden og kan også i det stille skabe sociale relationer, som også på det menneskelige område gør det til et bedre område at bo i, afslutter Helle Nørgaard.
