Af:
Thomas Bjerg

Aktivt ejerskab: Rapport om tvangsarbejde gav travlhed hos Nordeas analytikere

Det amerikanske tech-selskab Cisco går meget op i ansvarlig forretningsførelse, så det vakte opsigt, da en tænketank beskyldte selskabet for at medvirke til tvangsarbejde i Kina. Nordeas ESG-analytikere gik i dialog med Cisco, der lagde sine underleverandører frem og strammede kravene til dem.

Forced labour

En afslørende rapport om kinesisk tvangsarbejde ruskede i marts 2020 op i CSR-afdelinger i over 80 globale virksomheder, herunder amerikanske Cisco, som indgår i flere Nordea Stars-fonde. Og den fik Nordeas ESG-analytikere til at gå i direkte dialog med Cisco for at få selskabet til at redegøre for sine kinesiske underleverandører.

Rapporten fra tænketanken Australian Strategic Policy Institute påstår, at kinesiske virksomheder systematisk udnytter det muslimske mindretal uighurerne i statsorganiseret tvangsarbejde. FN har også skarpt kritiseret Kina for at forfølge uighurerne. Ifølge rapporten modtager virksomheder i mange dele af Kina tvangsforflyttede muslimske arbejdere fra Xinjiang-provinsen. Her tilbageholder den kinesiske stat cirka en million uighurer i såkaldte genopdragelseslejre.

Staten har ifølge rapporten skabt et system, hvor den transporterer fangerne i lukkede jernbanevogne og leverer vagter, der overvåger og ”genopdrager” uighurerne med hjernevask. Vagterne tvinger uighurerne til at fornægte deres muslimske tro og underviser dem hårdhændet i statslige, kinesiske værdier og kultur.

Nordea og Cisco undersøgte kæde af leverandører

Rapporten nævner Cisco, der bl.a. producerer netværksudstyr, som et af 82 globale selskaber, der bruger de kinesiske virksomheder som underleverandører. Beskyldningerne fik Nordeas ESG-analytikere i Responsible Investment Team til grundigt at undersøge forholdene.

- Vi satte gang i en dybere undersøgelse, og vi gik i dialog med Cisco, som også efterforskede deres kæder af leverandører. Vi kunne heldigvis bekræfte, at Cisco ikke havde forbindelse til to kinesiske virksomheder, som rapporten påstod. Det var en lettelse, men også en bekræftelse på vores syn på selskabet, og hvordan det håndterer sine risici, siger Philip Wrangberg, ESG-analytiker i Nordeas Responsible Investment-team.

Philip Wrangberg

Philip Wrangberg

ESG-analytiker, Nordeas Responsible Investment-team

Cisco skaber åbenhed om leverandører

Beskyldningerne var penible for Cisco, der gør meget ud af at optræde ansvarligt og bæredygtigt. Cisco har bl.a. været med til at grundlægge organisationen Responsible Business Alliance. Den negative omtale fik Cisco til at iværksætte en række tiltag.

Cisco offentliggør de vigtigste af sine underleverandører, og selskabet har indført kontrakter, som gør det muligt at stoppe samarbejdet, hvis leverandører overtræder menneskerettigheder. Desuden tager Cisco kontakt til leverandørers ansatte med e-læringsforløb om rettigheder og spørgeskemaundersøgelser. Her svarer de ansatte om arbejdsforhold og vilkår. Cisco laver også audits hos leverandører, når det lader sig gøre for COVID-19.

- De har udviklet et robust system til at håndtere risici omkring f.eks. tvangsarbejde. De kan forebygge det, og de kan opdage og handle på det, hvis det opstår. Det er i øvrigt usædvanligt i it-branchen at offentliggøre sine underleverandører, siger Philip Wrangberg.

Cisco1
En kritisk rapport om tvangsarbejde i Kina nævnte det amerikanske selskab Cisco og fik Nordeas analytikere til sammen med selskabet at undersøge forholdene nærmere.

Svært at kontrollere alle kædens led i Kina

Wrangberg understreger, at rapporten belyser et udbredt og alvorligt problem, som er svært at komme til livs i et land som Kina. Her belønner staten økonomisk de virksomheder, som tager imod tvangsarbejdere fra Xinjiang.

- Problemet er særlig kompliceret i Kina, hvor vi har to modparter, som ser helt forskelligt på menneskerettigheder. Underleverandørerne har deres egne underleverandører, og det kan være svært at kontrollere, om hver eneste ansatte langt ude i kæden arbejder frivilligt.

Cisco2
Netværksudstyr består af mange komponenter, som et stort antal leverandører og deres underleverandører producerer. Med kontrakter, åbne lister over leverandører og direkte kontakt til ansatte forsøger Cisco at modvirke bl.a. tvangsarbejde i Kina.

Mange leverer komponenter til Ciscos udstyr

Problemet er mere komplekst hos producenter af it-hardware end i for eksempel tøjbranchen, som har oppet sig efter en række kritiske sager. I dag offentliggør virksomheder som f.eks. H&M, hvor råmaterialet i en T-shirt stammer fra, hvor den er syet, og hvor mange arbejdere der findes på fabrikken. Desuden er netværksudstyr og routere, som Cisco producerer, langt mere komplekst end tøj.

- Der indgår en utrolig masse komponenter og leverandører, som gør det svært at kontrollere alle led i kæden, siger Philip Wrangberg og nævner, at Cisco har 600 direkte leverandører i 14 lande. De leverer 140.000 forskellige komponenter.

"Hvis vi arbejder med et selskab, kan ratingen gå op, lige som vi straffer dem, der ikke optræder bæredygtigt, med en lavere rating. Det påvirker selskabets værdi"

Joakim Ahlberg, Lead Portfolio Manager for North American Stars

Nordea Stars klassificerer selskabers bæredygtighed

Nordea indsamler systematisk data og har standardiseret vurderingen af selskabernes ESG-performance, forklarer Joakim Ahlberg. Han er Lead Portfolio Manager for fonden North American Stars og co-manager for Global Stars, som Cisco befinder sig i.

- Vi undersøger selv selskaberne og deler informationer med ESG-teamet, men vi indsamler også mange informationer fra eksterne partnere og ngo’er. Ud fra dem laver vi standardiserede vurderinger af selskabernes værdi og deres potentielle risici og sårbarhed omkring for eksempel tvangsarbejde.

Stars-fondene klassificerer selskaberne som A, B og C efter deres evne til at agere bæredygtigt. For at blive optaget i Nordea Stars skal et selskab mindst have en B-rating.

- Hvis vi arbejder med et selskab, kan ratingen gå op, lige som vi straffer dem, der ikke optræder bæredygtigt, med en lavere rating. Det påvirker selskabets værdi, siger Joakim Ahlberg.

Grundig undersøgelse gjorde analytikere trygge

For Cisco førte den australske rapport ikke til en lavere rating. Tiltagene og den grundige undersøgelse overbeviste analytikerne. 

- De har udviklet et robust system, og det gør os trygge. Vi tror på, at det gavner mest at stille krav og påvirke indefra. Alternativet kan være at stoppe handlen med Kina, men det vil ikke gavne befolkningen og arbejderne, der mister deres job, siger Philip Wrangberg.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.