Af:
Sanne Opstrup Wedel

Profit og planet må gå hånd i hånd

Det er ikke tilstrækkeligt at bruge verdensmålene som tjekliste for, hvor klima-god man er. Til gengæld behøver det ikke være så svært at komme i gang med at bruge målene til at rykke både verden og sin egen forretning mod et bedre sted.

Plastikflaske

2 formål. 2 indsigter. 2 timer. Det er den korte version af arbejdet med FN’s Verdensmål hos Ege Carpets, som siden 1938 har designet, produceret og solgt gulvtæpper – i øjeblikket 6 millioner kvadratmeter om året. Den lidt længere version kommer her:

2 formål – at redde verden og tjene flere penge

Mange virksomheder – især de små og mellemstore, hvor det primære fokus er på drift – har svært ved at forholde sig til FN’s Verdensmål, som forekommer diffuse, ukonkrete og meget langt fra den daglige forretning. Problemet er bare, at både forbrugere, kunder og medarbejdere kræver, at man tager affære.

- Man bliver skudt på fra alle sider, og det bliver kun mere intensivt fremover. Tag bare de unge, som i dag laver klimastrejke og er vokset op med, at jorden går under. Vil man sælge noget til dem om 5-10 år, så skal det være bæredygtigt, siger Dorthe Aaboe Kallestrup, CSR Manager i Ege Group, hvor Ege Carpets er ét ud af fire brands.

Til gengæld er det lige så klart, at det også er nødt til at være en god forretning for virksomhederne at være bæredygtige.

- Hvis ikke man arbejder med bæredygtighed, som er en vigtig del af verdensmålene, har man ikke en fremtid. Og hvis ikke man tjener penge på sit arbejde med verdensmålene, har man heller ikke en fremtid. Så i virksomhedsregi er planet og profit nødt til at gå hånd i hånd. Og heldigvis kan man sagtens bruge verdensmålene til at forfølge begge formål: at redde verden og tjene flere penge, siger Dorthe Aaboe Kallestrup.

2 indsigter – reel forskel og nemt at gå i gang

Der vidste hun dog ikke i 2015, da Ege Carpets første gang blev præsenteret for verdensmålene. Dengang tog de listen over mål, satte kryds ved de 10-12 stykker, som de arbejdede med (f.eks. anstændige jobs og bæredygtig energi) – og så markedsførte de sig ellers på, at de allerede var godt i gang.

- Mange misforstår opgaven og tror, at verdensmålene er en tjekliste for, hvor god man er. Men man bidrager ikke til fred og retfærdighed, fordi man kan sætte kryds ud for x-antal verdensmål. Der skal noget helt andet til for at gøre en reel forskel, siger hun.

Skal FN’s 17 verdensmål skabe værdi for klimaet og for virksomheden, skal ledelsen op i helikopteren og analysere sig frem til, hvilke verdensmål det strategisk giver mening at arbejde med og hvordan. Målene skal med andre ord kobles til kerneforretningen, og den øvelse er svær for mange SMV’ere. Men det behøver den ikke at være.

Plastikflaske i havet
Ege Carpets genanvender årligt 2.000 ton plasticaffald, som ellers typisk ville ende i havet. Foto: Brian Yurasits.

2 timer – mere skal der ikke til, og det kan alle gøre

For ifølge Dorthe Aaboe Kallestrup er det faktisk ikke spor svært at få styr på, hvordan verdensmålene spiller sammen med ens forretning og tjene flere penge samtidigt. Faktisk er 2 timer nok.

- Helt konkret printede vi alle 17 mål og 169 delmål ud. Dernæst gennemgik vi dem alle ud fra tre kategorier for, om vi med vores kernekompetence – at producere og sælge gulvtæpper – bidrager til målene: ja, indirekte eller nej. Jo flere krydser, jo større påvirkning – og dermed også et klart svar på, hvor vi kan gøre den største forskel. Det tog to timer, og det kan alle gøre, siger hun.

Efter de to timer var der sat flest krydser ud for verdensmål nr. 12 (Ansvarligt forbrug og produktion), verdensmål nr. 14 (Livet i havet) samt verdensmål nr. 7 (Fornybar energi).

I forvejen har Ege Carpets siden 2012 arbejdet med den såkaldte Cradle to Cradle-strategi, der er visionen om en verden, hvor forbrug af ressourcer ikke bare sætter så lille et miljømæssigt aftryk som muligt, men i stedet efterlader et positivt aftryk.

Ege facade
Ege Carpets har siden 1938 haft hovedkontor i Herning. Foto: Ege Carpets

I forvejen har Ege Carpets siden 2012 arbejdet med den såkaldte Cradle to Cradle-strategi, der er visionen om en verden, hvor forbrug af ressourcer ikke bare sætter så lille et miljømæssigt aftryk som muligt, men i stedet efterlader et positivt aftryk.

Forestil dig et tæppe udelukkende skabt af genanvendte materialer. Hvor tæppet efter brug brydes op i smådele, som anvendes igen til nye tæpper. Energien til fremstillingen kommer fra havvindmøller, og overskudsvarmen fra produktionen varmer kommunens huse op.

- Dét er det ultimative eksempel på Cradle to Cradle-tankegangen omsat til tæpper. Samtidig passer strategiens fokusområder, som bl.a. er materialesundhed, genanvendelse, energi og forvaltning af vand, rigtig godt sammen med verdensmålene, hvilket gør den til en værdifuld ramme for vores arbejde med bæredygtighed, forklarer Dorthe Aaboe Kallestrup.

Dorthe
Dorthe Aaboe Kallestrup er CSR Manager i Ege Group, hvor Ege Carpets er ét ud af fire brands. Foto: Ege Carpets

De tre verdensmål

Når det gælder mål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion bidrager Cradle to Cradle-strategien i sig selv mærkbart til målet. Desuden renses og genanvendes vandet fra tæppeproduktionen. Samtidig inkorporerer Ege Carpets regenereret materiale i sine tæpper bl.a. ved, at det garn, som ligger på 32 pct. af alle tæpper, er lavet af brugte fiskenet. De ligger ofte og flyder rundt i havet eller bliver indleveret til forbrænding og går op i røg, og dermed bidrager virksomheden også til mål nr. 14 om livet i havet. Det sker også ved i høj grad at bruge genanvendt plastaffald, som ellers kunne ende i havet. F.eks. har alle koncernens tæppefliser en filtbagside, som er 100 pct. lavet af genanvendte plasticflasker, hvor der går 18 halvliters flasker på en kvadratmeter tæppe.

- Lægger vi alt det fiskenet og alle de plasticflasker, vi bruger, sammen, så genanvender vi årligt 2.000 ton plasticaffald, som ellers typisk ville ende i havet, siger Dorthe Aaboe Kallestrup

Og endelig er der mål nr. 7 om fornybar energi, hvor et klimapartnerskab med Ørsted bl.a. betyder, at elforbruget på alle koncernens danske produktionssteder sidste år blev dækket af 100 pct., fornybar energi.

"Hvis ikke man arbejder med bæredygtighed, som er en vigtig del af verdensmålene, har man ikke en fremtid"

Dorthe Aaboe Kallestrup, CSR Manager i Ege Group

Rejsen slutter aldrig

For alle mål gælder, at hver gang virksomheden skal træffe et valg, skal den vælge det alternativ, som bedst støtter op om et af de tre verdensmål, vel at mærke hvis det kan betale sig økonomisk.

- Der skal være sund fornuft i de valg, man træffer – ellers er det jo netop ikke bæredygtigt, siger Dorthe Aaboe Kallestrup, som gerne vil understrege, at det ikke er nødvendigt at opfinde nye, særlige bæredygtighedsprodukter – man kan sagtens booste sin kerneforretning med verdensmålene og dermed sit salg.

- Når det gælder bundlinjen, er der ingen tvivl om, at genanvendelige materialer bestemt ikke er billigere end konventionelle alternativer, ligesom det bliver dyrere og dyrere med fornybar energi. Så på den korte bane er det dyrt at arbejde med verdensmålene, men når resultatet af din investering er, at flere køber dit produkt, fordi det er bæredygtigt, så er der penge i det, siger hun.

Når Dorthe Aaboe Kallestrup ser tilbage på bæredygtighedsrejsen hos Ege Carpets er hendes bedste råd bare at springe ud i det.

- Det er vigtigt at komme i gang med det samme i stedet for at regne på det i flere år. Små skridt er bedre end ingen skridt, og når man så får lidt mere mod på det, kan man gå all in og sætte ambitiøse mål. Så kan det godt ske, man ikke helt kommer i mål, men man er helt sikkert kommet længere, end hvis man havde sat et uambitiøst mål, siger hun. 

I den forbindelse er det helt afgørende, at man er åben omkring det, man ikke når – er man det, er det Dorthe Aaboe Kallestrups erfaring, at omverdenen er meget forstående.

- Man bliver aldrig færdig med den rejse, for der kommer hele tiden nye problemstillinger. Og man kommer helt sikkert ikke til at kede sig, når det handler om at redde planeten og forbedre bundlinjen med FN’s verdensmål, siger hun.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.