Af:
Sanne Opstrup Wedel

Professor i økologisk økonomi: ”Vi skal regne i natur i stedet for i penge”

Verden bliver først rigtig bæredygtig, når vi erkender, at vores rigdom er andres fattigdom, og at verdens ressourcer ikke er ubegrænsede. Det kræver nye måder at indrette os på, som professor i økologisk økonomi Inge Røpke ikke er helt overbevist om, at vi begriber omfanget af.

Skyline

Den radikale politiker Lone Dybkjær sagde det faktisk allerede i 1980’erne: At noget går skævt, når Finansministeriet er det styrende ministerium for alle andre ministerier, der dermed først og fremmest er underlagt økonomiske ræsonnementer. I stedet burde man have et klima-miljø-natur-ministerium, som i det mindste var på linje med – hvis ikke hævet – over pengeargumenterne.

For penge er en menneskeskabt opfindelse – papirlapper eller tal på en computer – som samfundet kan have lagt nogle institutionelle begrænsninger på, men som ingen reelle grænser har, fordi vi kan lave lige så mange penge, vi vil.

Dét, der til gengæld er en begrænsning på, er de såkaldte reale ressourcer: Jordarealer, skove, fisk og energiressourcer som fossile brændsler, vandfald, vind etc. Eller mineraler, arbejdskraft og menneskeskabte produktionsmidler som maskiner og bygninger.

Og derfor er svaret på, om vi har råd til den grønne omstilling, meget afhængig af, hvilken valuta vi regner i – penge eller natur?

- Det er et meningsløst spørgsmål, hvis vi regner i penge, for dem kan vi altid producere flere af, så det er ikke dét, der er problemet. Problemet er at prioritere de reale ressourcer og finde ud af, hvad vi vil bruge dem til. Om de eksempelvis skal gå til luksusforbrug eller omfordeling af goderne i samfundet, siger Inge Røpke.

Inge Røpke
Inge Røpke er Danmarks første professor i økologisk økonomi.

Økonomien er en organisme

Hun er Danmarks første professor i økologisk økonomi, som er et tværfagligt videnskabeligt felt, der kobler studier i økonomi med naturvidenskab, humaniora og samfundsfag.

- Grundideen i økologisk økonomi er at betragte økonomien som en organisme med et stofskifte, hvor energi – som med menneskekroppen – er fundamentet for at holde liv i organismen. Hvis man betragter energien som fundamentet, kan man også se den menneskelige historie som en energihistorie med hver sine væsentlige energikilder tilgængelige til forskellige tider, forklarer Inge Røpke.

Her har vi foreløbig været igennem tre faser. Først jæger-samler-samfundet, hvor vi kun brugte biomasse, men hvor beherskelse af ilden allerede gav os rådighed over mere energi end det absolut nødvendige. Så det førindustrielle landbrug, som falder sammen med den geologiske periode Holocæn, hvor temperaturen, modsat tidligere, var meget konstant, hvilket gav mulighed for at etablere landbrug. Her tilføjede vi yderligere energikilder som trækdyr og vind- og vandmøller, så vi fik endnu mere energi til rådighed. Og så kom den tredje fase med de fossile brændstoffer, hvor vi for alvor fik energikilder til rådighed, der fuldstændigt ændrede vores levevilkår.

- Den industrielle revolution bliver ofte fremstillet som en revolution af gode teknologier i form af dampmaskiner, elektricitet og jernbaner. Men de teknologier er kun noget i kraft af, at de bruger fossile brændsler, og da klimaproblemerne kommer på dagsordenen, støder denne fase derfor ind i nogle hidtil uerkendte grænser, siger Inge Røpke og fortsætter: 

- Skal man forstå vores aktuelle situation, skal man forstå den som en overgang til en fjerde fase i menneskets energihistorie, hvilket giver et mere dramatisk perspektiv på historien, end hvis vi så ind i en ny fase af kapitalismen. For det er ikke bare en social revolution, men en fundamental energirevolution på et tidspunkt, hvor vi har mange andre problemer, fordi vi f.eks. ikke bare kan vende tilbage til det førindustrielle landbrug, fordi vi i dag er så mange mennesker på jorden.

"Vi bliver tit fremstillet, som om vi er rige, fordi vi er dygtige. Men grundlæggende er vi rige, fordi vi skaffer ressourcer og billig arbejdskraft fra andre"

Inge Røpke, professor i økologisk økonomi

Etisk fordring om at dele

Når vi skal i gang med at finde løsninger på klimaudfordringerne, støder vi nemlig ind i andre grænser. Skal vi erstatte fossile brændsler med biomasse, lægger vi beslag på så meget areal, at det skader biodiversitet og økosystemer. Det er et sørgeligt tab og kan også forringe vores egne livsbetingelser. Og går vi i gang med de andre vedvarende energikilder, kommer de med deres egne problemer, f.eks. fordi elektrificering kræver, at vi bruger forskellige mineraler til batterier – og dem er der sociale begrænsninger på, fordi det ofte er noget griseri at udvinde dem, og fysiske begrænsninger, fordi mængderne ikke er ubegrænsede.

- Derfor giver det mening at regne i natur i stedet for i penge, konstaterer Inge Røpke og forklarer, at når vi lever i en begrænset verden, bliver konsekvensen i den økologiske økonomi en etisk fordring om at dele vores ressourcer.

- Når der er grænser for økonomiens størrelse, bliver der også et krav om at dele de ressourcer, vi har. Det behøver man dog ikke at være enig i. Man kan sagtens være enig i, at vi har naturmæssige begrænsninger og have det modsatte etiske synspunkt; at det gælder om at rage til sig, fordi der er mangel på ressourcer, siger hun.

Men for økologiske økonomer har bæredygtig omstilling altså to sider. Dels må man interessere sig for de grænser, som klodens biofysiske og økologiske systemer opererer under. Og dels må man søge at skabe større retfærdighed i en situation, hvor vækstøkonomien har nået sine grænser.

- Når grænserne erkendes, er man nødt til at sige, at når jeg bruger ressourcerne, kan du ikke bruge dem. I Danmark har vi mulighed for at opretholde en meget høj levestandard, fordi vi køber ting, som andre har fremskaffet ved at arbejde i miner, grave mineraler ud under problematiske forhold eller arbejde til en meget lav løn. Vi må forstå, at vores rigdom og deres fattigdom er to sider af samme sag. Men det er lidt af en showstopper, siger Inge Røpke.

- Vi bliver tit fremstillet, som om vi er rige, fordi vi er dygtige. Men grundlæggende er vi rige, fordi vi skaffer ressourcer og billig arbejdskraft fra andre. For selv om vi gennem vores handelsrelationer tilsyneladende har et lige bytte i form af penge, så ligger der under det et ulige bytte i ressourcer, tilføjer hun.

Vindmøller
Grøn omstilling kræver, at vi regner i natur i stedet for i penge, mener professor i økologisk økonomi Inge Røpke.

Vi må tænke nyt

Og hvor efterlader det os? Tør man overhovedet være optimist? Og hvad skal vi så gøre for at skabe reel grøn omstilling?

- Realistisk set ser det sort ud. Men alligevel bliver jeg og andre ved at tale om det, så vi har ikke opgivet ethvert håb. Men vi må nødvendigvis gå meget mere drastisk til værks, og den måde, politikerne taler om grøn omstilling på, bidrager i hvert fald ikke til, at befolkningen forstår alvoren, mener Inge Røpke.

F.eks. skal vi planlægge mobilitet på en helt anden måde end nu, hvor den nye infrastrukturplan planlægger flere (el)-biler på vejene. Vi skal ikke diskutere landbruget ud fra, om køerne skal have noget andet at spise, men ud fra en betingelse om, at vi skal have færre dyr og spise mindre kød. Vi skal investere meget mere i cirkulære processer på elektronikmarkedet. Og så skal vi holde op med at tro, at løsningen på, at en politibetjent og en sygeplejerske ikke kan købe en bolig i København, er at bygge flere boliger – men i stedet omfordeling de eksisterende boligkvadratmeter.

- Vejen frem er at overlade noget plads til naturen, hvis vi mener det her alvorligt. At vi indskrænker os i stedet for at bygge flere boliger og veje og udlægge flere arealer til landbrugsjord, så vi giver noget natur tilbage. Desværre er der nogle kæmpe institutionelle barrierer for at gøre noget fornuftigt, fordi det f.eks. er en pengemaskine at have en bolig. Og så længe man kan tjene mere på at sove end på at gå på arbejde, så får vi ikke løst det problem, siger Inge Røpke, der appellerer til en ny måde at anskue problemløsningen på.

- Mange af udfordringerne handler både om klimapolitik, boligpolitik, transportpolitik og skattepolitik, og derfor må man nødvendigvis lægge et klima- og biodiversitetsblik ned over alt, man gør, når man skal lave konkrete forandringer, afslutter hun.

Lige som Lone Dybkjær sagde for mere end 30 år siden.