Ups! Tillad markedsføringscookies for at se indhold som dette fra Nordea

Loading

0:00/0:00

Af
Charlotte Holst (tekst) og Thomas Jensen (foto)

Op i værdikæden: THE UPCYCL hjælper virksomheder med at dele rester

Produktionsvirksomheder står ofte med restmaterialer, som de bruger store summer på at bortskaffe. Andre vil gerne bruge rester i deres produktion. THE UPCYCL bringer parterne sammen og giver affaldsstrømmene nyt liv.

Bæredygtighed
Innovation
Skandinavien

“En slags restmaterialernes datingservice”. Sådan kan man ifølge founder Rikke Ullersted beskrive THE UPCYCL. Startup’en med base i Aarhus er en platform, der matcher produktionsvirksomheder, som gerne vil enten sælge eller købe restmaterialer. Virksomhederne tegner medlemskab hos THE UPCYCL, som hjælper dem med at finde hinanden.

- Vi har supply – dem, der skal af med restmaterialer. Og så har vi demand – dem, der har brug for materialer. Vores opgave er at lave de rette matches, siger Rikke Ullersted.

Kernen i THE UPCYCL er, at parter, der oplagt kan bruge hinanden, nemt finder hinanden. Og samtidig sikrer man, at en masse brugbare materialer, får ny værdi i stedet for at blive smidt ud.

- Vi upcycler affaldsstrømmene. Det vil sige, vi gør dem til en ressource og sender dem op i værdikæden igen ud fra en cirkulær tankegang om, at vi skal bruge det, vi har, så længe som muligt, siger Rikke Ullersted, der har en baggrund som industriel designer og arkitekt.

Om THE UPCYCL

  • 90 produktionsvirksomheder er medlemmer af THE UPCYCL fordelt cirka 50/50 mellem supply og demand.
  • Medlemskab koster 10.000 kroner om året for supply-virksomheder og én materialetype. Herefter betaler man 3.000-5.000 kroner pr. materiale.
  • Demand-virksomheder betaler mellem 2.500 og 20.000 kroner årligt afhængigt af deres størrelse og behovet for service.
  • Materialerne ligger i en database, alle kan kigge i, men kun medlemmer kan handle til lave priser.
  • THE UPCYCL har materialebiblioteker i Aarhus, Herning og på Vesterbro i København, hvor man kan se og mærke på materialerne.

 

Hvem kan bruge resterne?

Mange produktionsvirksomheder vil gerne anvende alt, hvad der stadig er brugbart i stedet for hovedløst at smide ud, og virksomhederne kan bruge hinanden. De kan dele de mange anvendelige rester, der findes fra produktion. For THE UPCYCL handler det om at løse den noget uoverskuelige opgave det kan være at finde hinanden.

- Det er kompliceret for den enkelte virksomhed selv at skulle finde ud af, hvor de kan finde restmaterialer. Hvem skal man ringe til? Hvem skal man have fat i? Hvor produceres materialerne? Der er mange benspænd. Er du i gang med at udvikle nyt, ved du heller ikke altid præcis, hvad du leder efter, men har måske mere nogle materialeegenskaber, du går efter. Der kan vi hjælpe, siger Rikke Ullersted.

Rikke Ullersled
Rikke Ullersted er grundlægger af platformen THE UPCYCL.

THE UPCYCL har både medlemmer, som har materialebehov og medlemmer, de skal af med restmaterialer. De sidste får gennemgået produktion og restfraktioner for materiale, der kan cirkuleres videre. Det præsenteres i THE UPCYCLs bibliotek, som alle medlemsvirksomhederne har adgang til. Som medlem kan man også få tilsendt materialeprøver, så man kan se, mærke og efterprøve, før man beslutter, hvad man skal købe.

Udvikling med cirkulære briller

Møbel Copenhagen er et af de nyere medlemmer af THE UPCYCL. Møbel- og designvirksomheden forsøger af flere årsager at agere så cirkulært som muligt, siger designer og assistant product manager, Christoffer Søholm Kristensen.

Christoffer Søholm Kristensen
Christoffer Søholm Kristensen er designer og assistant product manager hos Møbel Copenhagen, som er medlemmer af THE UPCYCL.

- Hos os kommer design først, for det er det, vi lever af. Men vi står også et sted, hvor vi både gerne vil, og føler os nødsaget til, at prioritere bæredygtighed. Vi arbejder meget på kontraktmarkedet, hvor der er forskellige krav, og hvor du får point for at inkludere møbler eller andre produkter med miljøcertificering. Vi kan virkelig mærke på arkitekter og designere, at bæredygtighed er en kæmpe prioritet, og vi er interesseret i at rykke først og bidrage til udviklingen.

Christoffer Søholm Kristensen fortæller, at den cirkulære tænkning er blevet en mere naturlig del af produktudviklingen hos Møbel Copenhagen, efter de blev en del af THE UPCYCL.

- For eksempel har vi lige nu et forsøg i gang med at bruge kompaktlaminat fra gamle bordplader. Når man skærer vasken ud, er der et restprodukt. Det er vi ved at undersøge, om vi kan bruge til udendørs møbler. Vi har ledt efter et godt materiale, som ikke suger vand og derfor kan bruges udenfor. Det er en rigtig fin ting, for før var vi ude i, om vi skulle bruge plast, eller lakering og vandbeskyttelse. Men her har vi fundet noget, som virker rigtig godt.

Møbel Copenhagen
Møbel Copenhagen har fået tilsendt forskellige prøver af restmaterialer fra THE UPCYCLs bibliotek. Den cirkulære tilgange er blevet en mere naturlig del af produktudviklingen.

Et nyt hjem til resterne

En anden af medlemsvirksomhederne er Ingemann Components, der producerer komponenter til lysindustrien. Virksomheden vil gerne levere restmaterialer, og THE UPCYCL er i gang med at skabe det rette match, fortæller salgsdirektør Jens Præstgård Møller.

- Konkret ser det ud til, at vores restprodukter kan indgå i messestande, som nogle af vores kolleger i branchen, Easyfair i Herning, laver. Det er THE UPCYCL, der har kontakt til virksomheden og de skaber så matchet. Det er her, netværket har en funktion, siger han.

Restmaterialet fra Ingemann Components er såkaldte ‘mikroprismer,’ som er to millimeter klare plastplader med en optisk struktur i overfladen. 

For virksomheden giver det god mening at udlicitere opgaven med at finde mulige aftagere til restprodukterne.

- Vores kerneforretning ligger jo ikke i selv at bruge lang tid på at undersøge det her. Så hvis THE UPCYCL kan gøre det lettere for os at finde nye hjem til vores rester, vil vi gerne være en del af det, siger Jens Præstgård Møller.

Medlemskabet af THE UPCYCL understøtter også virksomhedens mål om at udnytte alle ressourcer bedst muligt.

- Normalt når vi sælger rester, så bliver de downgraded. Det vil sige, at de bliver solgt som en dårligere kvalitet og indgår i blandinger til noget second grade. Men kan vi i stedet udnytte dem til brug i andres applikationer, så kan vi holde niveauet oppe og bringe materialerne op i værdikæden igen, siger Jens Præstgård Møller.

Jens Præstgård Møller
Jens Præstgård Møller er salgsdirektør hos Ingemann Components. Her vil man gerne af med restmaterialer, og det ser ud til, at et match med en aftager-virksomhed er på vej.

Sund fornuft og sund forretning

Men er det en god forretning at være medlem af THE UPCYCL? Rikke Ullersted siger:

- For nogle er det en god forretning fra dag ét, fordi der med det samme er et match, og man eksempelvis kan sælge sine restmaterialer. Normalt har virksomheder jo ‘bortskaffelse’ som en meget tung udgiftspost i budgettet. For andre kan der gå nogle måneder, fordi vi skal finde de rette ‘kærester’ til virksomhederne.

Når man køber restmaterialer via THE UPCYCL er det til en tiendedel af normalprisen. Og på sigt vil det være både sund fornuft og sund forretning at være en del af det cirkulære fællesskab.

- Virksomhederne skal se medlemskabet som en investering, hvor de og deres restmaterialer skal være til rådighed, og så vil det altid på sigt betale sig at være med, siger Rikke Ullersted.

Hvad er upcycling?

At upcycle betyder, at man bringer noget op i værdicirklen igen. Man tager et materiale, der egentlig er kategoriseret som lavere i hierarkiet og løfter højere op, så det får ny værdi. Filosofien bag er, at vi skal bruge det, vi har, så længe som muligt.

Der er stor interesse for THE UPCYCLs platformsmodel - også fra virksomheder i udlandet. Mange tørster efter en simpel måde at cirkulere deres restmaterialer på. For i dag kræver både private og offentlige kunder, at der er tænkt cirkulært og der bliver spurgt ind til produktionsprocesserne. Det mærker man også hos Ingemann Components.

- Belysningsproducenterne, vores kunder, er meget interesserede i at lave lamper med et lavere footprint, det kan vi tydeligt mærke. En del har som mål, at 80 procent af deres produkter skal være baseret på genanvendt materiale i 2030, siger Jens Præstgård Møller.

THE UPCYCL er lidt over et år gammel. Indtil nu har 90 produktionsvirksomheder tegnet medlemskab, og de første investorer er i hus.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt