h
Af
Stein Korterud

Nordea om fremtiden for olieindustrien

Vi har i den senere tid oplevet store svingninger i olieprisen, bl.a. på grund af coronakrisen, vanskelige OPEC-forhandlinger og ikke mindst overfyldte olielagre. Nordea Invest Magasinet har derfor spurgt Nordeas profilerede energiekspert, Thina Saltvedt fra ESG teamet, om den nuværende situation for olieindustrien, og hvad der vil ske fremover, når alternative fossilfrie energikilder for alvor banker på døren?

Bæredygtig opsparing
ESG
Klima og Miljø

Men allerførst – hvad er hovedårsagen til de meget volatile oliepriser, vi oplever for tiden?

- Årsagen til, at olieprisen er kollapset, er todelt. Oliemarkedet er mere eller mindre ramt af to lynnedslag samtidig: coronapandemien på efterspørgselssiden og priskrigen mellem Saudi-Arabien og Rusland på udbudssiden. 

Når markedet er ramt på to fronter samtidig, er det også vanskeligere at finde en kur, der kan modvirke de negative effekter – også fordi det påvirker markedet i forskellig grad tidsmæssigt.  

Først faldt olieprisen som følge af et historisk kollaps i efterspørgslen efter olie. Coronapandemien har medført, at mange fly bliver stående på jorden, og rejserestriktionerne har påvirket ca. en milliard mennesker. Konsekvensen blev, at ca. 30 pct. af verdens samlede efterspørgsel efter olie stort set forsvandt i løbet af nogle uger i marts. Vi har aldrig tidligere oplevet et lignende fald i efterspørgslen efter olie.

 

Vil de lave oliepriser ikke føre til øget forbrug af olie?

- Denne gang er det anderledes. Lavere oliepriser giver normalt et incitament til at øge forbruget af olieprodukter som benzin og diesel. Men da 60 pct. af verdens olieforbrug går til transport, og de fleste fly står på landjorden, mens over en million mennesker er påvirket af nedlukninger, karantæne og isolation, har prissignalerne ikke stimuleret efterspørgslen. Folk kan simpelthen ikke rejse mere, selvom priserne er lavere.

Den globale efterspørgsel efter olie ventes at stige igen, medmindre verdensøkonomien glider ind i en dyb recession. Efterhånden som vi får bugt med coronapandemien, og økonomierne gradvist kommer på fode igen, vil behovet for energi også stige igen. Vi ser jo allerede øget aktivitet i Kina, og flere europæiske lande og amerikanske stater er begyndt at planlægge en genåbning af samfundet.

Alligevel diskuteres det nu, om coronapandemien kan få mere varige følger for den globale efterspørgsel efter olie. Vores rejsevaner og brug af netbaseret kommunikation kan være ændret for bestandig. Det kan betyde, at verdens olieforbrug aldrig når tilbage på de tidligere niveauer på ca. 100 mio. tønder om dagen som i starten af 2020. 

 

 

h
Thina Saltvedt
Chief Analyst - Energiekspert

Kan Rusland og Saudi-Arabien have en fælles interesse i at reducere produktionen af amerikansk skiferolie, fordi skiferolieproducenterne er afhængige af en forholdsvis høj oliepris, for at produktionen er lønsom? Eller er det lidt som om, at alle bekriger alle i den nuværende situation?

- Samtidig med, at pandemien hurtigt spredte sig fra Kina til andre olieforbrugende områder som Europa og USA, startede en oliepriskrig mellem to af verdens største olieproducerende lande – Rusland og Saudi-Arabien. Den kan se ud til at være baseret på en mere langvarig ændring i konkurrencesituationen i oliemarkedet.

Oliepriskrigen startede, fordi Rusland ikke længere ønskede at bidrage til OPEC+-samarbejdet, som kom i stand i december 2016. Efter oliekrisen i 2014 og to efterfølgende år med lave oliepriser måtte OPEC bede om hjælp udefra for at kunne skære nok i olieproduktionen til at få balance i oliemarkedet og opnå højere priser. Den koordinerede reduktion af olieproduktionen gav resultater, og olieprisen steg. Udfordringen for OPEC+-landene var bare, at de højere oliepriser udløste en hurtigere stigning i skiferolieproduktionen i USA. I marts 2020 sagde Rusland derfor nej til at bidrage til yderligere reduktion af olieproduktionen, da dette gav USA en øget dominans på markedet. Saudi-Arabien svarede igen med at åbne for hanerne og sænke priserne til de asiatiske kunder.  

Kan Saudi-Arabien klare at presse en stor nok del af den russiske olieproduktion ud, så de bliver tvunget tilbage til et samarbejde om en reduktion?

- Det er ikke Rusland, som vil ryge ud først, men skiferproducenterne i USA. Spørgsmålet er, hvor længe skiferproducenterne kan tåle lave oliepriser, før flere må lukke produktionen ned og i værste fald gå konkurs. Ifølge Bloomberg har de fleste skiferproducenter brug for en oliepris på over 45 dollar pr. tønde for at nå breakeven. Skiferproducenterne er ofte små, og mange har en anstrengt likviditet. Derfor har vi allerede set, at antallet af lejede boreplatforme er faldet kraftigt, olieproduktionen er begyndt at falde, og flere end ét selskab er blevet begæret konkurs.

Saudi-Arabien har formentlig verdens laveste olieproduktionsomkostninger, så de kan klare sig med priser på under 10 dollar pr. tønde. Derimod skal de have en oliepris på over 80 dollar pr. tønde for at få de nationale budgetter til at gå op, men de kan bruge af de nationale oliefonde i en periode for at presse andre dyrere producenter ud af markedet. Rusland har kun brug for en oliepris på ca. 40 dollar pr. tønde for at få de nationale budgetter til at gå op. Landet har højere produktionsomkostninger end Saudi-Arabien, men lavere end USA.

Selvom priskrigen startede mellem Saudi-Arabien og Rusland, har de begge både markedsmæssige og politiske motiver til at straffe USA med lavere oliepriser og lavere markedsandele. USA blev i 2014 verdens største olieproducent. Skiferolieproduktionen i USA har ikke kun gjort landet til nettoeksportør af olie, men også ændret det politiske magtbillede. En af årsagerne til, at aftalen mellem Rusland og Saudi-Arabien om at begrænse olieproduktionen blev taget op kun to uger efter, at den var indført, var ikke kun det enorme bortfald af efterspørgslen efter olie, men også et betydeligt politisk pres fra USA. Selvom forholdsvis lave oliepriser er vigtigt for Donald Trump i et valgår, har han også mange støtter i oliesektoren, som nu vil miste mange arbejdspladser som følge af den lave oliepris. Det er derfor vigtigt for præsidenten at få olieprisen op på et niveau, der kan støtte skiferoliesektoren.

h
Prisudvikling: Nordsøolie Brent Spot, per 12. maj 2020, kilde E24

Lige nu er den globale økonomi sat lidt på pause, og efterspørgslen efter olie falder dramatisk. Bliver dette den største krise, vi har set i olieindustrien meget længe? Og hvordan vil det påvirke de mange arbejdspladser i Norge?

- De lave oliepriser vil få en dramatisk effekt på olieinvesteringerne. Mange af olieselskaberne har allerede rapporteret, at de vil skære betydeligt i olieinvesteringerne i 2020 og 2021 – et sted mellem 30 og 45 pct. 

Det vil selvfølgelig også få store konsekvenser for hele den norske olieindustri. Når olieproduktionsselskaberne reducerer investeringerne i nye projekter, så vil behovet for olieservice- og leverandørtjenester også falde kraftigt. Det betyder, at efterspørgslen efter seismologiske undersøgelser, boreplatforme og skibe falder, og at selskaberne må hjemsende eller i værste fald afskedige mange ansatte. Myndighederne har nu iværksat tiltag for at hjælpe olieindustrien igennem coronakrisen for at sikre, at ikke for mange arbejdspladser går tabt, og at viden og kompetence ikke forsvinder.

Vi har set nogle forudsigelser om, at vi snart kan se enden på oliealderen – kan du uddybe dit syn på det mere langsigtede billede for oliemarkedet, og hvor længe verden vil være afhængig af olieindustrien i forhold til fremtidige, mere klimavenlige fossilfrie energiløsninger?

- Det er vigtigt at huske på, at olieindustrien var under pres, før coronapandemien tog overhånd over verdensøkonomien og verdenssamfundet. Når verden gradvist kommer sig efter pandemien, vil olieindustrien stå overfor tre store ændringer, som vil præge markedet og priserne på sigt. Disse tre ændringer er:

  • Oliemarkedet og olieprisen styres ikke længere af et mægtigt OPEC-kartel, men i stigende grad af tre store aktører – Saudi-Arabien, Rusland og USA.
  • Verdens olieforbrug skal reduceres drastisk over de kommende 20-30 år for at modvirke klimaændringerne og stoppe den klimakrise, som verden nu befinder sig i. Det betyder, at olieproducenterne må kæmpe endnu hårdere for at vinde kampen om at levere olie til en stadig mindre kundebase.
  • Med klimarisici højt på agendaen og tre oliepriskollapser i løbet af 12 år bliver det stadig vanskeligere at tiltrække investorer og kapital til at finansiere nye projekter. Med lavere oliepriser bliver også olieindustriens superafkast truet.   

- Udsigterne til, hvornår olieefterspørgslen vil toppe globalt set, rykker stadig nærmere. Ifølge mine beregninger vil efterspørgslen efter olie toppe mellem 2025 og 2030 og derefter aftage. Den vigtigste årsag er bl.a. elektrificering af transportsektoren og et kraftigt fald i omkostningerne ved sol-, vind- og batteriteknologi. Andre typer drivstof vil præge markedet, fx hydrogen. Det kan betyde øget usikkerhed og nye perioder med store svingninger i olieprisen også efter pandemien.  Olieselskaberne må forberede sig på flere perioder med lavere oliepriser.

Mange olieselskaber, særligt de europæiske, er derfor allerede begyndt på omstillingen til at blive energiselskaber med en bredere sammensat portefølje. Flere selskaber er allerede begyndt at investere i vedvarende energi, infrastruktur eller andre lavemissionsløsninger. Dertil kommer, at flere selskaber kommer under pres fra finansaktører, energiforbrugere, selskaber og miljøorganisationer for at begrænse udslip af drivhusgasser og omlægge deres forretningsstrategi i tråd med Parisaftalen. Det er derfor vigtigt, at olieselskaberne ikke stopper omstillingen på grund af den nuværende krise.

Men vil investeringerne i vedvarende energi og grønne løsninger ikke stoppe som følge af coronakrisen og lave oliepriser?

- Jeg tror, at genanvendelig industri har et meget mere robust udgangspunkt nu sammenlignet med tidligere kriser og måske til og med et bedre udgangspunkt end fossile energikilder som olie.

På kort sigt vil genanvendelig energi selvfølgelig blive præget af coronakrisen. Mange projekter, som var ventet at starte op, er sat på hold eller udskudt som følge af pandemien. Lave energipriser og elpriser gør det mere udfordrende at sikre en positiv indtjening, og der er en vis risiko for, at stater og selskaber vil reducere klimaambitionerne som følge af de store økonomiske udfordringer, som pandemien medfører. Der er også en risiko for, at de store olieselskaber, som nu må skære drastisk i investeringerne, er nødt til i nogen grad at nedjustere deres satsninger på vedvarende energi og grøn infrastruktur.   

”Jeg tror, at industrien for vedvarende energi er meget bedre rustet nu sammenlignet med tidligere kriser, fordi:

  • Omkostningerne forbundet med at producere sol- og vindenergi er faldet markant, og genanvendelig energi er meget mere konkurrencedygtig nu sammenlignet med kul, gas og kernekraft, end den var i 2008. Sol- og vindenergi udkonkurrerer stadig fossil energi flere steder i verden som følge af lave produktionsomkostninger uden støtteordninger.
  • Omkostningerne ved at producere batteriteknologi er faldet kraftigt, samtidig med at omkostningerne ved sol- og vindenergi også er faldet kraftigt. Det gør, at eltransport er meget mere konkurrencedygtig sammenlignet med perioden med lave benzinpriser i 2014-15. Men satsningen på eltransport afhænger stadig af, at politikerne i flere lande ikke skrinlægger den.
  • Der er en større grundlæggende støtte til vedvarende energi nu sammenlignet med 2008 og 2014. Teknologien er mere moderne og bedre kendt også blandt investorer og i finansmarkedet.
  • Vedvarende energi projekter er oftest kapitaltunge, og en lang periode med lave renter er derfor fordelagtig.
  • Vi ved ikke, hvordan de langsigtede effekter af coronakrisen vil påvirke måden, vi organiserer os på. Det kan være at de ændringer, vi har været nødt til at foretage som følge af coronakrisen, bliver af mere varig karakter – at vi simpelthen vil rejse mindre i fremtiden. Det kan betyde at efterspørgslen efter olie, hvor 60 pct. bruges på transport, ændrer sig mere permanent, hvis vi fortsætter med at anvende webbaserede løsninger frem for fysiske møder også fremover.
  • Det seneste halvandet år har vi set en hastigt voksende interesse for bæredygtighed og klima blandt finansaktører. Flere er begyndt af frasælge fossil energi både som følge af en øget risiko for ”stranded assets”, men også fordi risici og muligheder i forbindelse med den grønne omstilling er rykket højere op på agendaen. Der stilles i højere grad spørgsmål om, hvilket aftryk et selskabs samlede aktivitet har på samfundet. Øget fokus på bæredygtighed og klimaet gør, at finansmarkedet og virksomhederne nu i højere grad retter fokus mod vedvarende energi.  
  • Olieprisen er kollapset tre gange i løbet af 12 år, og vi ser stigende usikkerhed i forhold til, hvem som vil styre oliemarkedet og olieprisen fremover. Der er store ændringer i magtbalancen sammenlignet med 2008 og 2014. Den voldsomme vækst i skiferproduktionen i USA har gjort landet til nettoeksportør af olie. Ruslands olieproduktion blev halveret efter opløsningen af Sovjetunionen, men er nu tilbage på de niveauer, vi så før opløsningen. Det betyder, at OPEC ikke længere styrer markedet alene, men at konkurrencen om markedsandele og kontrol nu styres af tre store magtfaktorer – Saudi-Arabien, Rusland og USA. Det vil udfordre samarbejdet mellem OPEC og de andre om at begrænse olieproduktionen. Dertil kommer, at det globale forbrug af olie skal ned over tid, hvis vi skal efterleve Parisaftalen. Det betyder øget konkurrence om, hvem der skal levere den olie, verden vil efterspørge fremover.  
  • Det vigtige klimatopmøde COP 26, hvor landene, der har underskrevet Parisaftalen, skal løfte ambitionerne yderligere, er blevet udsat til næste år. Det giver landene lidt mere tid, så vi forhåbentlig inden da har fået bedre kontrol over pandemien. Så kan man forberede sig til mødet og sætte mere ambitiøse mål for, hvordan man kan opfylde målene i Parisaftalen. Ulempen ved udsættelsen af mødet er selvfølgelig, at der er kortere tid til at nå målene.

Omtale af lande, brancher, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt