Af:
Nina Azoulay (tekst) og Thomas Jensen (foto)

Nordea Invest Basis: ‘Tandpasta-aktierne’ beskytter din opsparing

Selv med et lille indskud får du som investor stor risikospredning og eksponeres for mange markeder, som det kan være ekstremt svært at nå, hvis man selv skal foretage investeringerne. Sådan lyder det fra teamet bag vores populære familie: Nordea Invest Basis, der med en balanceret blanding af aktier og obligationer spreder risikoen og gør din opsparing mere modstandsdygtig over for udsving. Basis 2 er netop kåret til Danmarks bedste balancerede fond.

Nordea Invest Basis

Selv om elbiler og solceller er fremtiden, er det ofte mindre opsigtsvækkende produkter som tandpasta og toiletpapir, der er med til at beskytte opsparingerne i Nordea Invest Basis, når markederne falder.

Kernen i Nordea Invest Basis er at give investor mulighed for et godt afkast uden selv at skulle følge markederne minutiøst og dagligt tage stilling til, hvad der er ‘hot og not’. I stedet balanceres porteføljen med en blanding af aktier og obligationer og et miks på tværs af regioner og sektorer, så risikoen spredes mest muligt og gør investeringen mere modstandsdygtig over for udsving i markedet.

Claus Carøe

Claus Carøe

Porteføljemanager, Nordea Invest Basis

Og det er her de såkaldte ‘tandpasta-aktier’ kommer ind i billedet. For de er med til at skabe balance, så risikoen ikke er for høj – så der trods perioder, hvor markedet dykker, fortsat er et forholdsvis stabilt afkast. Det forklarer Claus Carøe, porteføljemanager og den ene halvdel af det faste team bag Nordea Invest Basis.

- Det gælder for os om at have nogle af de mere defensive aktivklasser, der beskytter, når markedet falder. Når der er perioder, hvor tingene ikke er så rosenrøde, eller der er usikkerhed om, hvad der sker ude i verden – hvad Trump gør i USA, og hvad der rører sig i Kina eller på det danske boligmarked – så skal vi være forberedt på, at tingene kan gå begge veje. Det er svært at tage højde for politiske risici, så der kan vi i stedet se på, hvilke aktier eller sektorer der giver beskyttelse i usikre tider, og som kan supplere investeringerne i sikre stats- og realkreditobligationer, forklarer Claus Carøe.

De 'beskyttende aktier' dækker blandt andet over produkter, som vi alle har brug for, uanset hvordan markedet ellers udvikler sig.

- Det er det, vi plejer at kalde ‘tandpasta-aktierne’. Selskaber, der giver stabile afkast, fordi de producerer noget, vi altid har brug for. Tandpasta, barberskum og den slags – almindelige forbrugsgoder, som ikke er luksus men ren dagligdag, forklarer Claus Carøe.

Og det gælder ikke kun Gillette, Colgate og andre faste indslag på badeværelseshylden. Det kan også være it-selskaber, pointerer han.

- Selskaber som Apple eller Microsoft har en stabil indtjening, mens der er andre selskaber, som er prissat på et håb om vækst. Dem kan det være langt sværere at vurdere. Det kan godt være, at elbiler og solceller er fremtiden, men der kan være stor usikkerhed om, hvornår vi ser resultaterne. Så nogle gange handler det for os om at sørge for at få de lidt mere ‘kedelige’ investeringer med i porteføljen, fordi de kan balancere de mere risikofyldte investeringer, som vi også har. Vi udnytter markedsmulighederne, når aktivklasser og segmenter er billige i forhold til andre alternativer, men kunsten er at gøre det så porteføljerisikoen til stadighed er under kontrol, siger Claus Carøe.

"Inden for hver aktivklasse har vi et miks af mange investeringer fra forskellige lande og sektorer"

Kamilla Müller, assisterende porteføljemanager i Nordea Invest Basis

Bredt miks og spredt risiko

Nordea Invest Basis er en familie på fire og er alle såkaldt blandede fonde. De er med mellem fire og fem stjerner hos Morningstar blandt de allerbedste fonde i Europa i deres kategori, og de har flere gange tiltrukket sig opmærksomhed, når de bedste blandede fonde herhjemme er blevet hædret.

De fire basisfonde indeholder alle både aktier og obligationer, men med hver sin risikoprofil. Fælles for alle fire fonde er, at risikoen yderligere spredes i endnu flere lag. Det fortæller Kamilla Müller, assisterende porteføljemanager, der sammen med Claus Carøe holder styr på, hvilke aktivklasser eller markeder, der er fornuftigt prissat – om der med andre ord er tale om en reelt god investering, eller om det i bund og grund er varm luft.

- Inden for hver aktivklasse har vi et miks af mange investeringer fra forskellige lande og sektorer. Det samme gælder obligationssiden, hvor vi med et bredt miks også har mulighed for at skrue op og ned for forskellige kategorier, forklarer Kamilla Müller.

Fordi Nordea Invest Basis investerer bredt i de fleste markeder og typer investeringer, trækkes der på ekspertise fra andre afdelinger af huset. Det sker ved at lægge dele af investeringerne ud til de porteføljer, der udelukkende beskæftiger sig med eksempelvis det japanske eller kinesiske marked, korte eller lange obligationer eller tech-aktier – og som allerede har sørget for at sprede risikoen på deres specifikke marked.

Det skaber ifølge Kamilla Müller det, man kan kalde et tag-selv-bord af muligheder til at investere indenfor alt fra aktiemarkeder fordelt på regioner og sektorer til valutaeksponering mod pund og dollar til både korte og lange obligationer. Samtidig spreder det risikoen yderligere at fordele sig over store dele af eksempelvis det japanske marked i stedet for at investere i kun et eller to japanske selskaber.

- Det betyder, at man som investor selv med et lille indskud får en stor spredning og stor eksponering til mange forskellige produkter og markeder, som det kan være ekstremt svært at nå, hvis man selv skal foretage investeringerne. Skal man selv skabe så bred en eksponering, vil man skulle købe hundredvis af papirer, tilføjer Kamilla Müller.

Kamilla Müller

Kamilla Müller

Assisterende porteføljemanager, Nordea Invest Basis

Og hvis man som investor har interesse i et særligt område som solceller eller måske medicinalindustrien, kan man med fordel investere i det specifikke område ved siden af sin Basis-investering, understreger Claus Carøe.

- Vi ved, at det er risikabelt udelukkende at sætte penge i én specifikke branche – det så vi for eksempel med dotcom-markedet, der som bekendt faldt sammen for små 20 år siden. Der kan man med fordel bruge Basis som et fast element i sin portefølje, som man ikke behøver følge med i, og som har en spredt risiko og derfor et fornuftigt basisafkast, forklarer Claus Carøe.

 


Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.