Vestas
Af
Mikkel Nikolajsen

Nordea: Danske tabere og vindere i coronakrisen

Den danske regnskabssæson er skudt i gang, og de kommende uger bliver afgørelsens time og giver os svar på, hvor meget coronakrisen har påvirket danske selskaber. Som på det globale aktiemarked vil vi se både vindere og tabere i lyset af coronakrisen, vurderer chefstrateg Andreas Østerheden. De første vindere har vi allerede set.

Aktier

De kommende uger vil store spillere som  Novo Nordisk, Pandora og Vestas aflægge regnskab, og det er derfor ikke længere kun uden for landets grænser, vi får et indblik i coronakrisens effekt. Det danske C25 er indtil videre sluppet igennem krisen med skindet på næsen, og det skyldes især indeksets tunge medicinalvægt. Særligt medicinalvirksomhederne har nemlig klaret sig bedre end så mange andre sektorer den seneste tid. Ifølge Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, viser regnskabssæsonen dog i høj grad, at coronakrisen dels også rammer danske virksomheder, dels at der både vil være vindere og tabere.

Her er vinderne

- Det bliver interessant i denne regnskabssæson at følge, hvordan coronavirussen også herhjemme giver både vindere og tabere. Et eksempel på en vinder i denne sæson har været hos  GN Store Nord, hvor salget af headsets er steget markant, og GN audio-segmentet har registreret en vækst på 22 pct. som følge af, at flere arbejder hjemmefra, fortæller Andreas Østerheden.

En anden virksomhed, der har fremstået som en vinder i denne sæson er Chr. Hansen, som producerer ingredienser til fødevareindustrien. Aktien steg pænt med 10 pct. efter regnskabsaflæggelsen.

Andreas Østerheden
Andreas Østerheden
Chefstrateg i Nordea

- Ledelsen fastholdt forventningerne til 2020 samt præsenterede en indtjening, der opfyldte forventningerne. Det var nok til at give aktien et løft, siger Andreas Østerheden.

Også industriaktien FLSmidth præsenterede et solidt regnskab i denne sæson, som investorerne kvitterede for med pæne kursstigninger. Det var ellers frygtet, at coronakrisen allerede i årets første kvartal havde sat en kæp i hjulet for cementvirksomheden, men både omsætning og bundlinje blev godkendt.

Holder øje med nedjusteringer

Andreas Østerheden peger på, at investorerne i de kommende uger vil få endnu flere tegn på, hvor hårdt coronakrisen har ramt de danske selskaber samt hvilke sektorer, der er særligt udsatte. Blandt andet vil regnskabet fra Pandora vise indikationer på, hvor meget forbrugeradfærden har ændret sig under krisen.

- Investorerne vil selvfølgelig holde øje med de nedjusteringer, som mange virksomheder kommer med som følge af coronavirussen, men udover selve regnskabet er der også værdi for investorerne i virksomhedernes drypvise kommunikation op til. Mærsk har f.eks. regnskabsdato 13. maj, men var allerede ude 20. marts med en opdatering af selskabets forventninger til 2020-indtjeningen. Mærsk-aktien steg med hele 7 pct. på dagen, nok et resultat af ledelsens udmelding om, at man vil fastholde det foreslåede udbytte og aktietilbagekøbsprogram, siger Andreas Østerheden.

"Vi anbefaler generelt, at man som investor spreder sine investeringer ud over flere sektorer og regioner"
Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea

Danske aktier ligger i ly

Generelt vurderer Andreas Østerheden, at sektorsammensætningen på det danske aktiemarked har givet ly under krisen, hvor specielt medicinalsektoren har klaret sig godt. Og ser man på danske aktier generelt er det også Andreas Østerhedens forventning, at danske selskaber vil klare sig relativt bedre i regnskabssæsonen end f.eks. norske og svenske aktier. Igen skyldes det sektorsammensætningen på de forskellige markeder.

- Danmark står stærkt inden for medicinalsektoren, der har klaret sig relativt godt under krisen. Oliesektoren fylder meget i Norge, så det kommer til at påvirke de norske aktier meget at olieprisen er faldet dramatisk. I Sverige er industrisektoren fremherskende, og den er i højere grad påvirket af corona-krisen, forklarer Andreas Østerheden.

Han anbefaler dog ikke investorerne at fylde flere danske aktier i porteføljen. Da danske aktier har performet stærkt den seneste tid, vurderer Andreas Østerheden nemlig også, at potentialet i danske aktier fremadrettet er en smule mindre. 

- Vi anbefaler generelt, at man som investor spreder sine investeringer ud over flere sektorer og regioner. Det betyder, vi anbefaler, at danske aktier ikke fylder mere end 15 pct. af en aktieportefølje. Så hvis ens danske aktier er steget meget i forhold til resten af ens aktier, så bør man som investor overveje at sænke sin andel af danske aktier, så de ikke fylder så meget, siger Andreas Østerheden.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt