Deforestation in Brazil
Af
Camilla Jenkey

Nordea Asset Management vil stoppe ulovlig skovrydning

Aktivt ejerskab: Sammen med 28 globale kapitalforvaltere har Nordea Asset Management, som forvalter Nordea Invests fonde, sendt et brev til forskellige brasilianske ambassader i Europa. Det er gjort i et forsøg på et lægge pres på den brasilianske regering om at stoppe ulovlig skovrydning.

Aktivt ejerskab

”Det er med dyb bekymring, at vi følger tendensen til den stigende skovrydning i Brasilien.” Sådan lyder begyndelsen på et brev, som Nordea Asset Management – sammen med 28 globale kapitalforvaltere – har sendt til brasilianske ambassader i Europa.

Skovafbrænding og skovrydning har længe været et problem i Brasilien og Nordea Asset Management har tidligere opponeret imod den ændrede politiske retorik, hvilket resulterede i et møde med den brasilianske ambassade.

Det nye i sagen er, at den brasilianske kongres står over for at skulle stemme om en lov, som vil legalisere jordtyveri og ulovlig skovrydning af offentlige arealer, som er foretaget tilbage i tiden. Det betyder, at de offentlige områder af Amazonas som private ulovligt har taget til sig gennem årene, nu bliver lovlige og i stedet for at få en bøde, som det er blevet håndteret før i tiden, så får mange kriminelle organisationer nu frit lejde. Den brasilianske uafhængige forskningsinstitution, Imazon, forventer, at loven vil anspore til rydning af endnu 16.000 km2 skov frem mod 2027.

Sasja
Sascha Stallberg
Credit & ESG Analyst, Nordea Asset Management

Bekymringerne er blevet forstærket af, at den brasilianske miljøminister Ricardo Salles i en videooptagelse af et regeringsmøde har sagt, at COVID-19 pandemien kunne fungere som en ’distraktion af pressen’, så regeringen kunne ændre alle regler og forenkle standarderne for Amazonas.

- Årsagen til, at vi er medunderskrivere af brevet, er, at vi vil øge opmærksomheden omkring skovrydning i Brasilien og opfordre til, at lovgivningen er tydelig. Vi har, som investorer i Brasilien, brug for at lovgivningen signalerer, at ulovlig skovrydning ikke tolereres, og med den nuværende retorik kan det misforstås. Vi frygter, at den annoncerede ændring i lovgivningen vil skabe grobund for mere ulovlig skovrydning, siger Sascha Stallberg, Credit & ESG Analyst i Nordea Asset Management.  

Regnskoven i Amazonas

Regnskoven i Amazonas dækker 6,7 millioner km2 (dobbelt så stort et område som Indien) og er den største tropiske regnskov, der er tilbage i verden. Den huser mindst 10% af verdens kendte biodiversitet inklusive endemisk og truet flora og fauna, og dens floder tegner sig for 15-16% af det samlede flodudløb i verdenshavene.

Amazonfloden er over 6.600 km lang, og med sine hundredvis af bifloder og vandløb har den det største antal ferskvandsfisk i verden.

Fra juni til december er det sydlige Amazonbassin udtørret, og det skaber risiko for brande. Mange brande er forårsaget af menneskelig aktivitet, især rydning af arealer til landbrug.

Kilder: WWF og National Geographic

Skovrydning og krænkelse

Frygten for, hvad fremtiden vil bringe, hvis lovforslaget vedtages, fremføres også i brevet, som omfatter underskrivere fra nordiske kapitalforvaltere og pensionskasser og eksempelvis Church of England:

”Hvis loven vedtages, vil det opmuntre til yderligere ulovligt jordtyveri og skovrydning, som vil bringe Amazonas overlevelse i fare samt risikere opfyldelsen af målene i Paris-aftalen og samtidig undergrave rettighederne for det oprindelige folk og traditionelle samfund.”

Men underskriverne udtrykker også bekymring for den finansielle betydning af lovvedtagelsen:

”Vi er bekymrede for, hvad den finansielle betydning af skovrydning og krænkelse af det oprindelige folks rettigheder kan få på vores kunder og investeringsselskaber i forhold til omdømme, operationelle og lovgivningsmæssige risici. Vi er bekymrede for, om den stigende skovrydningsprocent i Brasilien vil betyde, at virksomheder, der udsættes for potentiel skovrydning i deres brasilianske operationer og forsyningskæder, vil få vanskeligheder med at få adgang til internationale markeder. Brasilianske statsobligationer vil også få en højere risikoprofil, hvis afskovningen fortsætter,” skriver de 29 globale kapitalforvaltere i deres brev.

Skovbrand
Skovafbrænding har længe været et stort problem i Brasiliens regnskov. Brandene i Amazonas ødelægger hvert minut et skovområde på størrelse med en fodboldbane.

Aldrig er så meget skov blevet fjernet

I sensommeren 2019 trak Brasilien store overskrifter på grund af omfattende skovbrande, som var antændt med det formål at udvide landbrugsarealer.

Hovedparten af skovbrandene eller skovrydningen foretages ulovligt og der har tidligere været udskrevet store bøder. Men efter Bolsonaros indsættelse, er der blevet slækket voldsomt på restriktionerne.

- Antallet af brande i Amazonas steg i 2019. Samtidig faldt antallet af bøder for ulovlig skovrydning. Der synes at være en sammenhæng mellem håndhævelse af lovgivningen og omfanget af skovrydningen. Vi forventer at hvis lovgivningen håndhæves stringent, falder antallet af brande – og omvendt, hvis håndhævelsen er mangelfuld, siger Thede Rüst, leder af Emerging Markets Debt-teamet i Nordea Asset Management.

Thede Rüst
Thede Rüst
Leder af Emerging Markets Debt-teamet, Nordea Asset Management

Den negative tendens er fortsat i 2020. Ifølge det brasilianske rumforskningsbureau, INPE, er der i de fire første måneder af 2020, aldrig blevet ryddet så meget af den unikke regnskov i Amazonas – siden målingerne begyndte i 2015. Alene i april blev der ryddet 156 km2 regnskov.

Brevet til ambassaderne afsluttes med en anmodning om et videomøde: ”I betragtning af sagens alvor, vil vi gerne anmode om et videomøde med dig eller din repræsentant. Vi vil kontakte ambassaden for at aftale et tidspunkt.”

Hvad betyder ESG-styring for dine investeringer?

Miljøpolitisk Ledelse (Environmental Governance): Manglende eller uhensigtsmæssig miljøpolitisk ledelse fra en regerings side, kan få store konsekvenser for et land og dermed øge risikoen for dine investeringer. I august 2019 opstod de første tegn på manglende miljøpolitisk styring i Brasilien, hvilket blandt andet førte til, at G7, med den franske præsident Macron som vært, satte spørgsmålstegn ved Mercosur-handelsaftalen og dermed truede den økonomiske stabilitet i de sydamerikanske erhvervssektorer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt