Af:
Nina Azoulay

Netflix stryger til tops under pandemi

Netflix har fået mere end 15 millioner nye abonnenter på tre måneder og er efter de mange ugers corona-pandemi i fin form til den varslede streaming-krig, som rammer særligt det amerikanske marked denne sommer.

Netflix

Toiletpapir, håndsprit, dåsemad … og et Netflix-abonnement. Verden over er der de seneste uger og måneder blevet hamstret fornødenheder til at kunne klare sig hjemme under corona-pandemien. Og noget tyder på, at Netflix for mange er om ikke en fornødenhed, så i hvert fald en form for tryghed i en tid, hvor man isolerer sig hjemme.

På årets første tre måneder har Netflix fået 15,8 millioner nye betalende abonnenter mod forventede syv millioner. Det viser regnskabet for første kvartal 2020. Samtidig er aktien steget med mere end 30 procent fra nytår og frem til regnskabets offentliggørelse 21. april.

- Tv- og streamingverdenen leverer et produkt, vi higer efter under coronakrisen – nyheder og eskapisme, siger Claus Bülow Christensen.

Han er medieanalytiker og har fulgt mediemarkedet tæt gennem 30 år. Og for ham er det tydeligt, hvorfor Netflix er kommet så godt gennem corona-krisens første tid.

Claus Bülow Christensen

Claus Bülow Christensen

Medieanalytiker og ekspert i moderne medieudvikling

- Netflix er her særligt godt stillet, med et kendt globalt brand, og en stor og bred mængde af indhold, der får deres brugere til at glemme krisen for en stund. Hele den tekniske maskine bag Netflix er uhyre velsmurt og har kunnet omstille sig lynhurtigt til hjemmearbejdspladser, hvor man var i stand til at ansatte 2.000 nye nødvendige kundeservice medarbejdere, der alle arbejder hjemmefra, siger han med henvisning til, at den massive tilførsel af 15 millioner nye kunder i første kvartal har gjort mere kundeservice essentielt for Netflix.

I Danmark er tv-seningen under krisen generelt steget 20 procent, og tilsvarende tal ses på andre markeder, påpeger han.

Netflix-CEO: Internettet vokser

Hvad de seneste måneders udvikling vil betyde på den lange bane er endnu svært at sige med sikkerhed, lød det fra CEO i Netflix Reed Hastings, da han i slutningen af april fremlagde kvartalsregnskab. En fremlæggelse der som alt andet i denne tid foregik som en streamet videokonference, hvor Netflix’ øverste ledelse meldte ind fra deres respektive hjemmearbejdspladser for at aflægge rapport. Og fra sit hjemmekontor fortæller Reed Hastings, at Netflix befinder sig i ligeså stor usikkerhed som alle andre og har måttet arbejde hurtigt for at omstille sig til den nye virkelighed.

Men én ting er han sikker på: Internettet vokser, og folk vil have underholdning.

Se regnskabsfremlæggelsen og hør Reed Hasting fortælle om den seneste udvikling her

Reed Hastings

Reed Hastings

CEO i Netflix. Foto: Netflix

"Den store streaming-krig"

I Danmark har undersøgelser vist, at 15 procent af de danskere, der ikke i forvejen havde et Netflix-abonnement, har tegnet sig et under corona-krisen. Ifølge Claus Bülow Christensen følges de nordiske lande sædvanligvis pænt ad, når det gælder streamingvaner, så meget tyder på, at det forholder sig på samme måde i resten af Norden.

Selv om Netflix har lagt sig suverænt i front i sit marked, har andre streamingtjenester også mærket, at efterspørgslen på underholdning i hjemmet er steget markant. Disneys nye streamingservice, Disney+, som blev lanceret i store dele af Europa for knap et halvt år siden, har ifølge The Guardian nået mere end 50 millioner abonnenter – et tal, som det i sin tid tog Netflix mere end syv år at nå.

I branchen har man længe talt om ’den store streaming-krig’, som vil udfolde sig i takt med at nye spillere melder sig på banen. Med epicenter i USA har ’krigen’ potentiale til at sprede sig til resten af verden, og den er ifølge Claus Bülow Christensen indvarslet til netop nu – foråret og sommeren 2020.

Disney+ og AppleTV har allerede meldt deres ankomst, og de kommende måneder lanceres HBO Max og Peacock fra NBC Universal i USA. De drømmer ifølge Claus Bülow Christensen alle om at give Netflix baghjul, og det har været ventet, at den verdensdominerende tjeneste vil miste kunder til de nye konkurrenter.

- Men dels er Netflix allerede meget veletableret, dels har corona-krisen på paradoksal vis været med til at fasthamre Netflix’ markedsposition, og dermed stille dem endnu bedre overfor den forestående konkurrence, vurderer Claus Bülow Christensen. 

Biograffilm kan være game changers

Generelt anses den nuværende situation for at booste interessen for streaming, og det kan gøre flugten fra det traditionelle kabel-tv marked mere markant, påpeger Claus Bülow Christensen. Men på lidt længere sigt kan de seneste måneders tv- og streaming-vaner påvirke markedet i en ny retning og få betydning for Netflix.

- Den mest markante game changer kan blive, at man fra for eksempel Blockbuster, iTunes, Google Play og lignende VOD-butikker (Video on Demand) i disse uger har kunnet købe og leje film til forhøjet lejepris direkte fra de lukkede biografer. Derfor får filmbranchen nu afprøvet købekraften og interessen for helt nye købefilm til hjemmebiografen, siger han. 

Netflix har ligesom andre film- og tv-prodenter været nødt til at stoppe produktionen af nye serier, som eller skulle være med til at ruste dem med nyt, unikt indhold i kampen mod de nye konkurrenter. Men Claus Bülow Christensen forventer ikke, at det vil få den store betydning.

- Netflix har allerede mange ting på hylderne, der er klar til at blive sat i luften, og de har etableret et støtteprogram på 150 millioner dollars til en fond og andre støtteordninger for filmarbejdere, så de kan holde dem positive, når produktioner kan starte igen, siger han.

Og det ser ud til at kunne ske snart med en række nye forholdsregler. Dog kan sæson 4 af serien Stranger Things blive et problem, siger han om flagskibet, der trækker mange kunder, og som ved sin lancering strøg ind som den tredjemest sete sæson nogensinde af originalt Netflix-indhold i USA.  

Bliver abonnenterne hængende?

Den store tilstrømning af abonnenter tilskriver Netflix selv corona-krisen, og knap otte af de 15 millioner nye kunder er da også kommet til i marts, hvor store dele af verdenssamfundet netop begyndte at lukke ned. I kvartalsregnskabet skriver Netflix selv, at den forøgede interesse forventes at falde igen i takt med at hjemmekarantænen gradvist ophæves.

Men Claus Bülow Christensen mener, at det mest sandsynlige er, at langt de fleste bliver hængende.

- Det er altid den største hurdle at få kunder til at prøve dit produkt, og når så mange nye nu har fået kendskab til Netflix, forventes de at fastholde abonnementet, omend firmaer som Netflix generelt har en hvis churn-rate – kunder der kommer og går og vender tilbage. Hvis recessionen bliver slem og langvarig, kan en del kunder, måske specielt på hjemmemarkedet, slet og ret ikke have råd til streaming og tv, og her bliver det interessant hvilke tjenester, der holder længst i husstanden – her står Netflix givet også godt, siger han. 


Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.