Brumadinho
Af
Eric Pedersen og Nina Azoulay

Mineselskabet Vale gransket efter tragisk ulykke - del 2

Derfor har Nordea Invest hævet karantæne på mineselskabet Vale.

Aktiv forvaltning
Engagement
ESG
Latinamerika

Det brasilianske mineselskab Vale har entydigt påtaget sig ansvaret for den ulykke, der i januar kostede mere end 248 mennesker livet og førte til store miljøødelæggelser. Det er desuden afgørende for Nordea Invests beslutning om at hæve karantænen på Vale-aktien, at virksomheden har imødekommet en række krav Nordeas team for ansvarlige investeringer har stillet til virksomheden.

Ulykken, som var udslagsgivende for karantænen, fandt sted i januar 2019 ved den brasilianske by Brumadinho. Her kollapsede en dæmning ejet af Vale, og på få minutter skyllede knap 12 millioner kubikmeter slagger ud og medførte et kraftfuldt mudderskred, som begravede store dele af mineproduktionen samt omkringliggende landbrug og beboelsesområder. Mindst 248 mennesker mistede livet, og udslippet af spildevand førte alvorlige miljøødelæggelser med sig.

Ulykkens enorme omfang og det faktum, at den kostede menneskeliv gjorde, at Nordea Invest hurtigt besluttede at sætte aktien i karantæne. Fordi der også i 2015 skete en alvorlig ulykke med en dæmning i en anden af Vales mineområder, valgte Nordea også at sende sit team for ansvarlige investeringer af sted til Brasilien for at undersøge Vales og selskabets håndtering af sagen.

Investering i Vale

Nordea Invest ejer p.t. for 3,8 millioner kroner aktier i Vale (november 2019) i fonden Nordea Invest Emerging Markets Enhanced. Nordea Invest forvalter samlet cirka 150 milliarder kroner. Investeringen i Vale udgør dermed en brøkdel af en procent af Nordea Invests samlede investeringer. Dette forhindrer dog ikke, at Nordea Invest, sammen med Nordea-fondene i Finland, Norge og Sverige, og andre internationale investorer, er i stand til at påvirke virksomhedens adfærd.

I maj rejste direktør i Nordea Invest Eric Pedersen, sammen med repræsentanter fra Nordeas team for ansvarlige investeringer, til Brasilien. Han forklarede dengang [https://nordeainvestmagasinet.dk/artikler/mineselskabet-vale-gransket-efter-tragisk-ulykke-del-1], at det netop i så alvorlige sager som ulykken i Brumadinho er afgørende for Nordea Invest at praktisere aktivt ejerskab og tage sit ansvar som investor alvorligt, ved at granske virksomheden og stille krav om ansvarlig opførsel. Teamet besøgte Brumadinho og fik adgang til ulykkesområdet, ligesom de holdt møder med redningsfolk, pårørende, lokale myndigheder og NGO’er. Herefter opsøgte teamet Vales hovedkontor i Rio de Janeiro.

- Ved at besøge Brumadinho har vi fået informationer, som ellers ikke er offentligt tilgængelige, og de personer vi har talt med på stedet, har bragt noget nyt til bordet, forklarede Eric Pedersen dengang.

Nordeas komite for ansvarlige investeringer besluttede at sætte aktien i karantæne, mens den officielle efterforskning stod på. Eric Pedersen understregede i den forbindelse, at hvis ikke Vale efterfølgende ville udvise ansvarlighed i sin håndtering af ulykken og vilje til forandring i sin måde at drive virksomhed på, ville der ikke være anden udvej end eksklusion fra Nordea Invests fonde.

Eric Pedersen
Eric Pedersen
Direktør i Nordea Invest

Nordea Invest har efterfølgende fulgt Vale tæt og som led i undersøgelserne også haft besøg af mineselskabet i Stockholm.

- Baseret på yderligere undersøgelser besluttede vi sidst i september at hæve karantænen, men at fortsætte den kritiske dialog. Der er sket en klar udvikling på de krav, vi har stillet Vale under vores møder, og derfor har vi fjernet vi den formelle karantæne, siger Eric Pedersen.

Blandt de krav, Nordea Invest har stillet, og som Vale har imødekommet, er:

  • … at Vale er gået i gang med at betale de mere end 1 milliard kroner i erstatninger til pårørende, som man er blevet enige om.
  • … at Vale har oprettet et særligt informationskontor i Brumadinho, hvor pårørende kan henvende sig og få informationer om, hvad der sker i sagen.
  • … at Vale har accelereret afviklingen af lignende damme, og nu tager ekstra forholdsregler i forhold til at overvåge og stabilisere de damme, der fortsat er i kø for at blive afviklet. 
  • … at Vale har givet fuld adgang til intern information om dammene til internationale uafhængige observatører, der kan lave løbende opfølgning. 

Også andre forhold har haft betydning for Nordea Invests beslutning om at ophæve karantænen på Vale-aktien.

Brumadinho
Mere end 248 mennesker mistede livet, da en dæmning ved den brasilianske by Brumadinho i januar styrtede sammen. Dæmningen er ejet af det brasilianske mineselskab Vale, som Nordea Invest investerer i.

Vale har f.eks. lagt hele sin sikkerhedsstruktur om, så alle forhold omkring sikkerheden nu rapporteres direkte til den administrerende direktør. Desuden udfases de såkaldte våde slaggedamme – de inddæmmede damme, der indeholder spildevand fra mineproduktionen – og Vale investerer i stedet over 10 milliarder kroner i en ny og mere sikker metode med tørre slaggelagre.

- Vale påtager sig nu entydigt ansvaret for ulykken og har skiftet hele den øverste ledelse ud. De prøver således ikke længere – som det var tilfældet umiddelbart efter ulykken – at skyde skylden på det tyske certificeringsbureau TÜV Süd, som certificerede dammen og er medanklaget i sagen, siger Eric Pedersen.

- I Nordea Invest udøver vi aktivt ejerskab netop for at bruge vores stemme til at føre en kritisk dialog med de selskaber, vi investerer i. De her beslutninger er ikke nemme, og andre er kommet til en anden konklusion i den her sag. Men her har vi vurderet, at vi, ved at fastholde vores investering, kan vi blive ved med at påvirke selskabet til at bevæge sig i den rigtige retning.

Denne artikel er en opfølgning på Nordea Invest Magasinets tidligere omtale af Vale-sagen. Her kan du også se film fra da vi var på besøg efter ulykken.

Vale, del 1

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt