Evergrande hero
Af
Andreas Østerheden, Nordea Bank

Milliardgæld hos kinesiske Evergrande skaber uro på de globale aktiemarkeder

Vi har set relativt store udsving på aktiemarkederne i løbet af sidste uge, og det fortsætter i denne uge. Det skyldes især en af de helt store spillere på det kinesiske aktiemarked – nemlig ejendomsgiganten Evergrande.

Aktier
Emerging markets

Evergrande har investeret milliarder i det kinesiske boligmarked. Men politisk regulering sætter nu en stopper for væksten og sender selskabet på vej mod konkurs. Evergrande har på nuværende tidspunkt store likviditetsproblemer og går sandsynligvis konkurs uden statslig indgriben.

Selskabets gearing har været høj i lang tid, men da lokale og globale kreditvurderingsbureauer i løbet af de seneste uger har nedjusteret ratingen af selskabet, har sagen igen fået mediernes opmærksomhed. Som følge af nedjusteringen er Evergrandes aktiekurs og virksomhedsobligationer styrtdykket.

Andreas Østerheden
Andreas Østerheden
Chefstrateg, Nordea

Det mest sandsynlige er dog, at den kinesiske regering vil redde Evergrande, da en konkurs ikke kun vil skade investorerne og långiverne, men også boligkøbere og flere leverandører, og det vil have uhensigtsmæssige konsekvenser for mange mennesker. Evergrandes samlede passiver på deres balance udgør 2% af Kinas BNP, og virksomheden beskæftiger indirekte flere hundredetusinde kinesere. Derfor vil vi sandsynligvis se en form for redningspakke fra den kinesiske regering snart.

Der bliver draget flere paralleller til tidligere kriser – fx den amerikanske investeringsbanks Lehman Brothers kollaps tilbage i 2008. I den forbindelse er det dog vigtigt at have for øje, at den kinesiske regering selv er årsagen til Evergrandes vanskeligheder, fordi man gerne vil stoppe uhensigtsmæssig gældsopbygning med henblik på at skabe en mere holdbar vækstmodel fremadrettet. Men ønsket er selvsagt ikke at udløse en dybere nedtur.

I løbet af 2021 har vi oplevet en periode uden egentlige fald på markederne, men er det vigtigt at huske på, at tilbageslag i markedet er helt almindeligt. Og i takt med at medvindene på aktiemarkedet – fx stærk økonomisk vækst og høj indtjening i selskaberne – forsvinder, så stiger sandsynligheden også for flere tilbagefald i markedet.

Men selv om jeg forventer, at medvindene til aktier bliver mindre fremadrettet, så kan aktiemarkederne godt trække højere i løbet af det kommende år. Det kommer bare til at ske i langsommere tempo, end det vi har set i 2021 indtil videre. Der er på nuværende tidspunkt indpriset meget usikkerhed i markedet, og derfor er det min anbefaling, at man som investor har is i maven og holder fast i sine investeringer.

 

Opdateret nyt!

Tidlig onsdag (22-09-2021) morgen dansk tid har Evergrande har indgået en aftale med investorer om rentebetaling på et obligationslån. Hvad aftalen går ud på er dog ikke helt klart.

Ifølge finansmediet Bloomberg News omfatter aftalen et beløb svarende til de 36 millioner dollar, der snart forfalder.

Umiddelbart efter oplysningen kom frem, blev den kinesiske valuta styrket som et tegn på lettelse hos investorerne. På børsen i Shanghai stiger kurserne samtidig på andre børsnoterede selskaber i ejendomsbranchen.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt