Ups! Tillad markedsføringscookies for at se indhold som dette fra Nordea

Loading

0:00/0:00

Af
Charlotte Holst (tekst) og Thomas Jensen (foto og video)

Mærsks CO2-løfte: “Hele verden følger med i det her”

Maersk Line har forpligtet sig til at sejle fossilfrit i 2050. Men på hvad? Det ved man ikke endnu, men hele den maritime branche spejder efter effektive alternativer til fossile brændstoffer. Ét af dem har ifølge en lektor på DTU stort potentiale. Kinesiske aktører, Maersk Line, forskere og andre parter skal nu undersøge ‘dimetylæter’.

Global
Industri

Maersk Line vil sejle CO2-neutralt i 2050, har selskabet meldt ud. Dermed har den danske rederigigant udstukket kursen for en emissionstung branche, der er pisket til at finde grønne løsninger.

- De næste fem-ti år bliver afgørende. Vi vil investere betydelige ressourcer i innovation og flådeteknologi, der skal udvikle og forbedre den tekniske og økonomiske bæredygtighed af fossilfri løsninger, lød det fra driftsdirektør Søren Toft i forbindelse med Mærsks udmelding. 

FN’s søfartsorganisation IMO indgik sidste år en aftale om at halvere skibsfartens klimabelastning i 2050 sammenlignet med 2008-niveau. Allerede i 2030 skal man have reduceret med 40 procent pr. ton transporteret gods.

Branchen har haft lovgiverne i hælene. EU truede med regional regulering i Europa, hvis man ikke selv nåede frem til en aftale. Det er så lykkedes, og nu skal der ske noget, hvis målene skal nås.

“Kanongodt”

Rederibranchen, der samlet set står for at transportere 80 procent af alle varer i den globale handel, skal omstille flåden og finde det brændstof, der både er grønt, økonomisk bæredygtigt og sikkert, og som kan distribueres og indfases rent logistisk. Mærsks målsætning om at sejle helt ‘grønt’ inden 2050 er dog ikke urealistisk, mener lektor i forbrændingsmotorer på DTU Anders Ivarsson, der glæder sig over, at Mærsk er gået forrest:

- Det er kanongodt. Det er det, der skal til, for at der sker noget – at en stor aktør beslutter sig for, at det gør vi. Og det er slet ikke en urealistisk tidshorisont, men selvfølgelig en stor udfordring.

Anders Ivarsson
Anders Ivarsson
Lektor i forbrændingsmotorer, DTU

Det handler om at finde den løsning der samlet set er den mest effektive løsning, så økonomiske tab ved en omlægning til fossilfri brændstof minimeres. Øvelsen er et samspil mellem forskellige sektorer og parter, siger Anders Ivarsson og tilføjer: 

- Der er brændstofproduktions- og distributionssektoren, der skal være indstillet på at yde sikkerheden for pris og levering. Så er der noget logistik og sikkerhed omkring skibe og havne, der skal på plads. Der er planlægning af sejlruter, så skibene kan tanke, når der er behov. Det er komplekst, og mange parter skal samarbejde for at få det til at lykkes. 

Det, man søger, er et brændstof, der effektivt kan produceres grønt, og som i øvrigt er praktisk at have ombord og har de rette egenskaber til den motor, man ønsker, det skal bruges i. Anders Ivarssons opmærksomhed er især rettet mod ét: Dimetylæter, forkortet DME.

Anders Ivarsson
Lektor i forbrændingsmotorer på DTU, Anders Ivarsson, i det eksplosionssikrede testrum i kælderen under DTU i Lyngby.

Rettidig omhu

Parterne i projektet skal undersøge, om det kan blive konkurrencedygtigt at producere grønt DME, og man skal se på, hvordan marinemotorer bedst indrettes til at bruge det som brændstof. Projektet afsluttes med en businesscase, der skal vise, om DME vil være et godt valg for eksempelvis Mærsk, når rederiet skal indkøbe nye skibe, der skal leve op til ambitionen om at blive CO2-neutral i 2050. Budskabet fra Anders Ivarsson er: 

- Kom i gang, det kan sagtens lade sig gøre. Der er en vifte af løsninger, og jeg er sikker på, at det er rettidig omhu at se på det allerede nu. Man skal indfase ny teknologi snart, hvis man skal kunne nå det til 2050. 

Det er ikke kun et spørgsmål om at nedbringe CO2-udledningen, men også om at gøre det konkurrencedygtigt. Dem, der knækker koden, får ordrerne.

- De andre rederier kommer også til at følge med. Hele verden følger med i det her, og dem der rammer rigtigt, løber med det. Det gælder både producenter, rederier og selskaber som distribuerer og handler med brændstoffer, siger Anders Ivarsson. 

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt