Af:
Nina Azoulay (tekst) og Thomas Jensen (foto)

Investeringsmøde i 2020: “Sjovt og spændende at teste et nyt setup af”

Nordea Invests investeringsmøder er denne forsommer blevet digitale, så det er muligt at ‘mødes’ på afstand til spændende oplæg om tiden efter corona og udsigterne for investeringer og global økonomi. På dagsordenen er blandt andet Kina og tiden efter corona – for uanset om man investerer i Kina eller ej, er det væsentligt at holde øje med udviklingen i landet, påpeger ekspert Christina Boutrup, som gæster møderne.

Drive_in 1

En efter en trillede bilerne op foran Kunstmuseet Arken i Ishøj. Men hvor kunderne plejer at parkere og gå indenfor, når Nordea Invest afholder investeringsmøder, blev de her siddende og fik i stedet udleveret en tapas-menu, som de kunne nyde hjemme foran skærmen og samtidig livestreame investeringsmødet. For selv om det stadig ikke er muligt at samles mange sammen, er der stadig meget at drøfte i fællesskab.

Og derfor har Nordea, i tæt samarbejde med Nordea Invest, inviteret sine kunder til et investeringsmøde i nye rammer – et livestreamet webinar, hvor Nordeas investeringsspecialist Lars-Kristian Olsen tager et kig i krystalkuglen og ser på, hvilke konsekvenser corona-krisen har haft og kan få for den globale økonomi og for de enkelte investeringer, efterfulgt af Kina-ekspert Christina Boutrup, som kommer hele vejen rundt om Kina efter corona, det kinesiske marked, bæredygtighedsmål og 2025 planer.

Muligheder frem for begrænsninger

Hanne Jensen, filialdirektør i Nordea Greve, var sammen med fillialdirektør Brian Høi fra Nordea Køge værter for investeringsmødet på Arken.

- Det var sjovt og spændende at teste et nyt setup af. Formen er den samme, som vores kunder kender fra tidligere investeringsmøder, men jeg er glad for, at vi er i 2020 og ikke lader os hæmme af det, der ikke kan lade sig gøre, men i stedet tænker, hvordan vi kan mødes med vores kunder under de nuværende omstændigheder. For det er stadig vigtigt at mødes og være i kontakt med dem, siger Hanne Jensen.

Hanne Jensen er vant til at stå på scenen, når Nordea inviterer sine kunder til store arrangementer og har også været vært ved flere investeringsmøder tidligere. Men hvor hun er vant til at kunne mærke stemningen i salen blandt de flere hundrede fremmødte, var der denne gang kun 30 kunder i salen, mens godt 200 live-streamede mødet på Arken hjemmefra.

- Jeg fandt hurtigt ud af at bruge mit kropssprog, som jeg plejer. Så man også kan mærke ude bag skærmen, at det menneskelige aspekt stadig er der, og det ikke bare er en båndoptager, der er blevet tændt, forklarer Hanne Jensen.

Hun brugte meget af sin taletid på at rose kunderne.

- Jeg synes, de har været gode til at bruge os i denne periode, selv om vi ikke har kunnet mødes fysisk. Vi har både lagt lån om, investeret og købt og solgt boliger. Derfor er det også så vigtigt, at vi kan lave et investeringsmøde som webinar, for det er fortsat meget vigtigt for os at tale med kunderne om, hvordan det går med investeringerne, og hvad de skal have fokus på, forklarer hun.

4
Der var god stemning ved det alternative investeringsmøde. Her er det Charlotte Blangsted Brandt og Marianne Schack, der hilser og uddeler poser og net til en kunde.

Vild med drive-in

Lone Askjær er en af de kunder, som var forbi Arken for at hente en tapasmenu, som hun delte med sin mand, mens de streamede investeringsmødet hjemmefra.

- Det fungerede superfint, at man kunne se med hjemmefra, og at man både kunne se talerne og deres slides på samme tid. Og så var det et sjovt koncept med drive-in, hvor vi kunne hente tapas, fortæller Lone Askjær efterfølgende.

Hun har deltaget i flere tidligere investeringsmøder og er glad for konceptet.

- Det er altid interessant at se, hvad der er på agendaen. Det giver god mening at blive opdateret om, hvad der sker i verden, og hvordan det påvirker investeringerne. Jeg er klar på et webinar igen. Det er nemt i en travl hverdag, siger Lone Askjær, der arbejder som business development manager i DSV.

3
Investeringskunde Lone Askjær kom tidligt forbi Arken, så hun i god tid kunne nå hjem for at streame mødet.

En blind vinkel i forhold til Kina

På agendaen for webinaret er denne aften Kina og forventningerne til tiden efter corona. Her indtager Christina Boutrup, journalist og forfatter til flere bøger om Kina, scenen, og ifølge hende er der er ingen tvivl om, at det som investor er vigtigt at holde sig orienteret om udviklingen i Kina – uanset om man investerer direkte i kinesiske virksomheder eller ej.

- Hvis man investerer i en robot-virksomhed i Europa, er det væsentligt at vide, at Kina har en plan om at blive verdensførende indenfor det område i 2025. Min oplevelse er, at der er en blind vinkel i forhold til Kina, og det kommer bag på de fleste, når jeg fortæller om det, siger hun.

I årtier har vi ellers kigget mod USA, når vi ville forstå nye trends og være på forkant med den økonomiske udvikling. Men i dag bliver Kina næsten uden undtagelse nævnt, uanset om vi taler om handel, klima eller sundhed.

- Kina er hele verdens fabrikshal. De producerer for eksempel cirka 70-80 procent af de værnemidler, vi bruger i Europa, og de seneste par år har landet trukket 30 procent af verdens samlede vækst. Når den vækstmotor går i stå i et helt kvartal, som det har gjort under corona, rammer det verdensøkonomien rigtig hårdt, forklarer Christina Boutrup.

Christina Boutrup

Christina Boutrup

Journalist og Kina-ekspert

Imagemæssigt er kineserne stadig mest kendt for kopivarer og Made in China-stemplet, men kinesiske virksomheder er i dag førende indenfor teknologier som droner, solceller, højhastighedstog og praktisk anvendelse af kunstig intelligens, og der sker virkelig meget innovation i landet, påpeger Christina Boutrup og tilføjer:

- Når Kina som stat sætter sig for at blive førende indenfor et givent område, plejer de at nå deres mål. Og når de gør det, vil de typisk udfordre de europæiske og amerikanske virksomheder på prisen. I Kina får virksomhederne hjælp til finansieringen via statsbanker, og det er sindssygt svært at konkurrere med, forklarer Christina Boutrup og tilføjer:

- Så selv om man som investor måske ikke sætter sine penge direkte i kinesiske virksomheder, er det væsentligt at vide, hvordan Alibaba kan påvirke Amazon, hvis man eksempelvis vil investere i internethandel.

Kina står til at overtage USA’s position i verden

Selv om Kina i første omgang led et knæk på sit image under corona-epidemien, er eksperter verden over enige om, at landet kommer styrket ud af krisen og endda forventes at stå stærkere end USA. På kort sigt fordi Kina har verdens største hjemmemarked og kan afsætte mange af sine varer indenfor landets grænser, selv om verden delvist er lukket ned. Og på længere sigt fordi Kina har sat turbo på udrulningen af 5G-netværket, hvilket forventes at blive en stor gamechanger. For 5G gør det ikke bare muligt at downloade en spillefilm på få sekunder. Det gør det også muligt for læger at foretage operationer på afstand ved hjælp af robotter, fordi der ikke er forsinkelse i billedet, ligesom robotter vil kunne klare langt mere arbejde i industriproduktionen og farlige arbejde i eksempelvis miner, forklarer Christina Boutrup.

- Selv om der er meget kritik af Kinas håndtering af corona i de første kritiske dage, hvor myndighederne tilbageholdt vigtig information, ventes Kina at stå stærkere end USA efter corona. Kina er førende i så mange industrier nu, og det har udfordret USA's position i verden. USA lukker sig mere og mere om sig selv, og Trump trækker landet ud af både klimaaftaler og af Verdenssundhedsorganisationen WHO, ligesom Trumps håndtering af corona har skadet landets image i resten af verden. Hver gang USA trækker sig, giver det plads til Kina på den globale scene, og på den måde er Trump en gave for Kina, forklarer Christina Boutrup og tilføjer:

- Førende økonomer verden over har længe talt om, at den amerikanske stormagt på et tidspunkt vil blive afløst af det, man kalder et asiatisk århundrede. Det er det, der sker lige nu for øjnene af os.

5
Kunderne var blevet tildelt et tidspunkt, hvor de skulle ankomme til Arken, så der ikke opstod kø.

SMS: "Tak for lækker mad"

Hanne Jensen har efter webinaret fået flere positive tilkendegivelser fra kunderne.

- Allerede på aftenen fik jeg en sms fra en kunde, som sendte mig et billede af maden og takkede for et virkelig fint arrangement. Det vi i høj grad også har fået god respons på, er at indholdet var højaktuelt og nemt at forstå. Når vi taler om investeringer, kan det nogle gange blive kompliceret og gøre én usikker. Det gode ved at få spørgsmålene ind på ipaden fra kunderne er, at vi har kunnet gemme de spørgsmål, som ikke blev besvaret på aftenen, og kontaktet de kunder direkte bagefter og sikret os, at de har fået svar på det hele, fortæller hun.

Og det er en af styrkerne ved det livestreamede investeringsmøde, mener Hanne Jensen.

- Det her er en 2020-version, hvor man både kan få den gode oplevelse med lækker mad og spændende oplæg, men også har mulighed for at lytte det hele igennem en ekstra gang, hvis man har lyst til det. Min erfaring gennem den seneste tid, hvor vi har været nødt til at holde alle møder på afstand er, at vi skal passe på med at antage, at kunderne ikke er komfortable med at logge på links og mødes online. For vi har fået mange gode tilkendegivelser om, at det er vigtigt at vi er tilgængelige – også når vi ikke må mødes, siger Hanne Jensen.