Af:
Nordea Bank

In­ve­ste­rin­ger i bæ­re­dyg­tig­hed eks­plo­de­rer, og ten­den­sen fort­sæt­ter

Strømmen af penge på vej ind i ansvarlige investeringer er vokset massivt. Og det ser ud til at fortsætte, siger Nordea Asset Managements chef for ansvarlige investeringer, der peger på EU-lovgivning og corona som medvirkende faktorer.

Bæredygtige investeringer

Der strømmer flere og flere midler ind i ansvarlige investeringer, også kaldet ESG (Environmental, Social og Governance, red.). Tal fra analysehuset Morningstar viser, at tilstrømningen til ESG-investeringer alene i Europa næsten fordobledes til 233 mia. euro fra 2019 til 2020. Ifølge Chef for Ansvarlige Investeringer, Eric Pedersen, er der de sidste 18 måneder næsten sket en ”eksponentiel vækst” i tilstrømningen af midler ind i ESG-investeringspuljer. I fjerde kvartal af 2020 fandt 70 pct. af samtlige investerede midler i Nordea vej til fonde med ESG-klistermærke på.

Med knap 3400 mia. kr. under administration for kunder i hele verden får det Eric Pedersen til at se tendensen som en strømpil for en fortsat stigning i tilvæksten.

- Hvis 2020 var det år, ansvarlige investeringer brød igennem, bliver 2021 året, hvor det eksploderer, siger han.

EU-regulering fremmer ESG-investeringer

Årsagerne mener Eric Pedersen blandt andet skal findes i EU-regulering på området, der stiller krav om mere ensartet deklarering af ESG-investeringsprodukter allerede fra 10. marts i år. Derudover kræves det, at forvaltere og banker senest i 2023 skal spørge kunder med investeringsønsker, hvordan de forholder sig til bæredygtighed.

Stillet direkte over for spørgsmålet, om man ønsker at bidrage til ESG-mål som grøn omstilling og FN’s verdensmål, bliver det svært at takke nej. For at møde den øgede efterspørgsel har forvaltere og banker lavet et væld af ESG-investeringsprodukter, der samtidig sætter dem i stand til at leve op til reguleringen.

Ifølge Nordeas egne opgørelser ender over halvdelen af de adspurgte investorer med at takke ja til ESG-eksponering, når der bliver spurgt direkte ind til det. Flere steder bliver ansvarlige investeringer da også udråbt til at være et must-have i porteføljen.

- Tilvækst i ESG-midler kommer, og vi tror den bliver stærkere, efterhånden som flere mennesker bliver forholdt spørgsmålet, siger Eric.

Især fordi ESG-investeringer de seneste ti år har givet mindst det samme afkast, som traditionelle investeringer, mens de måske ovenikøbet har været bedre i krisetider.

- Når vi spørger, hvordan kunder har det med ESG-eksponering på en investering, er det få, der takker nej, siger han.

Eric Pedersen
Eric Pedersen er chef for en enhed i Nordea, som blandt andet efterser virksomhedernes planer for at forbedre ansvarligheden. Foto: Jacob Nielsen

Verdens skrøbelighed er tæt på

En bred vifte af EU-lovgivning er dog ikke den eneste årsag, og Eric Pedersen vurderer, at Corona har åbnet folks øjne for de kriser, der sker verden over.

- Man kan ikke tænde for TV’et uden at se skovbrande, oversvømmelser m.v. Så det med at klimaet er på dagsordenen, det er blevet meget svært at gemme sig for. Under corona-pandemien er folk blevet mere opmærksomme på, hvor skrøbelig vores verden og vores samfund er, siger han.

Det har skærpet opmærksomheden på at sætte penge bag de gode tanker, som er en del af ESG. De modstår nemlig krisen bedre som investering, men bidrager også i højere grad end traditionelle investeringer til en bedre omverden.

Ingen boble undervejs

Hvad betyder det så for den private investor, at der er så mange penge på vej ind i ansvarlige investeringer?

- Hvis man er den investor, der er først til at købe sig ind i mere bæredygtig udvikling, kan man forvente, at andre vågner op, og at flere penge kommer den vej, hvilket kan få kurserne til at stige, siger han.

I en tid med svingende aktiekurser og boligpriser, der stadig stiger under corona-krisen, skal man dog ikke frygte bobletendenser.

- Det er helt tydeligt, at kapitalen vil søge hen mod virksomheder, som har en ansvarlig profil. Men det går ikke af mode, og lovgivningen, som understøtter det, forsvinder heller ikke. Skal man sige noget, kan noget af luften måske langsomt gå af ballonen i takt med, at flere virksomheder opfylder kravene til ansvarlighed og kommer til, siger han.

Eric Pedersen
Der er løbet meget vand i åen, siden bæredygtige investeringer var for de meget idealistiske investorer. I dag investerer folk over en bred kam, fortæller Eric Pedersen. Foto: Jacob Nielsen

- Det svarer vel cirka til, at vi når et punkt, hvor det ansvarlige er blevet normalen. Vi tror på, at virksomheder, der har styr på ansvarligheden, typisk også har styr på resten af deres forretning – så det er bare sunde virksomheder og dermed gode investeringer på sigt, siger han.

- Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er enkeltvirksomheder og projekter, hvor vurderingen bare er for høj til at give mening. F.eks. er der aktieanalytikere, der peger på, at kursen på eksempelvis Tesla ikke giver mening ud fra en fundamental analyse. Der skal man have en forvalter med disciplin i sin forvaltning og sin risikostyring til at sortere det fra, før det bliver et problem.

Se de forskellige ESG-investeringsuniverser, som Nordea tilbyder

Kun ESG i fremtiden

Vi skal ikke lang tid tilbage, før ansvarlige investeringer var forbeholdt dem med fodformede sko. Den øgede tilstrømning er en kærkommen udvikling, bemærker Eric Pedersen.

- Vi har arbejdet med bæredygtighed lige siden FN underskrev principperne for ansvarlige investeringer i 2007. Nordea startede den første klimavenlige fond for snart 13 år siden. I alle de år, er der et vist segment, der har syntes, det var interessant. Men for mange eksisterede det slet ikke. Det har ændret sig fuldstændigt de sidste 18 måneder, siger han og fortsætter.

- Lovgivningen gør det klart, at de som ikke tager ESG-faktorer med, bliver nødt til at melde det ud offentligt. Så bliver investeringskunder opmærksomme på, at de forvaltere ikke har taget ESG med i ligningen, siger han.

En del af de kunder vil formentlig flytte pengene over i noget, der også favner ESG. Spørgsmålet er så, hvor længe man som virksomhed kan tiltrække kapital uden at bekymre sig om ESG.

- Personligt tror jeg, at når vi to-tre år frem, bliver det svært at sælge noget, der ikke er ESG.