Af:
Sanne Opstrup Wedel

Invester tiden klogt – og få et liv med mening

Hvordan bruger vi tiden meningsfuldt, så vi en dag kan sige farvel til livet med ro i sindet? Professor emeritus Mogens Pahuus hjælper os lidt på vej.

Træer

Som tiden går, forholder vi os alle til vores økonomiske formue i større eller mindre grad. Vi laver børneopsparinger, budgetkontoer eller hushandler. Vi sparer op til pension og investerer i aktier, obligationer eller fonde for at pleje vores formue og få den til at vokse.

Men den formue, vi alle har i form af nuet – det øjeblik, der sammen med det næste øjeblik (og det næste og det næste) til sidst bliver til vores liv, forholder vi os sjældent lige så bevidst til. Og selv om nuet kan have større eller mindre værdi for os, alt efter hvad vi bruger det til, så ønsker vi os alle meningsfuld tid. Og faktisk er det også muligt at investere i netop dét.

Tre typer tidsforbrug

Porteføljen, der skal gøre os i stand til at investere tiden klogt, så vi oplever meningsfuld tid med indhold, glæde og livsfylde, kan med fordel bestå af tre typer tidsforbrug: Tilblivelsens tid, den dvælende tid samt sorgens og dødens tid.

- Det er vigtigt, at man bruger en del af sin tid på at være undervejs – ikke kun ved at søge videre ud, men også dybere ned. Samtidig er det lige så vigtigt, at man bruger en anden del af sit liv til at dvæle ved noget og glæde sig over det, som det nu engang er. Og endelig er det vigtigt at involvere sig i sit liv, både i forhold til andre og i forhold til sit arbejde eller de aktiviteter, man har evne for. For så kan man tage afsked med tilværelsen på en forsonet måde, opsummerer filosof Mogens Pahuus de tre tidsformer, der tilsammen kan være med til at skabe et liv med mening.

Han er 75 år og professor emeritus i filosofi ved Aalborg Universitet, hvor han siden 1975 bl.a. har forsket i menneskets drivkraft. Hvad er et godt liv egentligt, og hvad skal der til for at opnå det?

- Tid er oplevet tid. Og her er der to tendenser i vores måde at være aktive på og dermed at have tid på, som ingen af os kommer uden om: opgavetid og tidnød, forklarer han.

Mogens
Mogens Pahuus er dansk filosof og professor emeritus (Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix).

Tilblivelsens tid

Opgavetid er den realitet, at vi hver dag står op til en lang række af opgaver, der venter på os. En to-do-liste af ting, som vi skal tage os af den pågældende dag, både i arbejdslivet men også senere i pensionen, hvor man finder andre aftaler og opgaver, som man stiller sig selv. Der har vi genstandsgjort tiden, så fremtiden ligger næsten fuldt booket ud, og indimellem er der så noget tom tid.

- Og det er lidt problematisk, for hvis tiden er for fyldt og forudsigelig, synes vi, at den er lidt småtræls og kedsommelig at skulle igennem. Og står vi over for åben tid, så er det en tom tid, hvor vi ofte bliver rastløse, for hvad skal vi så?”, spørger Mogens Pahuus.

Derfor skal den uundgåelige opgavetid balanceres med noget andet; nemlig at vi prøver at komme i kontakt med vores selvudfoldelsestrang. En række evner, talenter og kræfter i os, som – hvis vi virkeliggør trangen – gør, at vi bliver opslugt af det, vi er i gang med.

- Når vi kommer i gang med noget, der optager os, får vi nye tanker og ser nye forhold i verden. Det avler nye impulser hos os selv, så vi kommer i dialog med verden i en udveksling, der går af sig selv; et strømmende, tilblivende flow, som er dybt berigende. Dét er tilblivende tid, hvor vi er undervejs på en selvforglemmende måde, siger Mogens Pahuus og tilføjer:

- Så opgavetiden skal ikke bare suppleres med f.eks. fritid. Det gælder om at få arbejdet sine egne kræfter ind i arbejdet eller opgaverne, så det går af sig selv, fordi man har investeret sig selv i det, f.eks. ved at have fundet et arbejde, der svarer til ens evner og kræfter.

"Nærværet er dér, hvor vi er til stede med krop og følelser og bare oplever tingene"

Mogens Pahuus, Professor emeritus

Den dvælende tid

Når vi er i opgavetiden, er et aspekt af den desuden, at vi oplever tiden som knap. At der er tidnød, fordi vi lever i et højt tempo med tendens til at være hektiske og fortravlede.

- Vi kender alle til at føle, at vi ikke har tid nok, og igen er det problematisk, for hvis vi hele tiden føler, vi er lige lovligt anstrengte, fører det til udbrændthed og måske stress og depression. Så der er en fare i det, siger Mogens Pahuus.

Som med opgavetiden er svaret igen at finde et alternativ. Her består det i at komme ned i en langsomhedens tid – en dvælende tid – hvor vi læner os ind i øjeblikke af selvhengivelse, så vi får fat i nogle sider af os selv, som vi ikke altid er til stede med. Det kan være bevidst at nyde vores mad og ikke blot hugge den i os, så vi oplever noget, mens vi spiser. Det kan være at lægge mærke til efterårsskovens mange farver og lys og bare konstatere, hvordan skoven ser ud.

- I et arbejdsliv med tidknaphed og opgaver, der afløser hinanden uden stop, skal vi være meget selvbeherskende for at komme igennem rækken af opgaver. Her vil det være godt, hvis vi kan få en form for kropslighed ind, hvor vi er mere efterlignende til stede, fortæller Mogens Pahuus.

Et eksempel: Ser man et rankt træ i skoven, vil man automatisk efterligne det, man ser, og rette sig lidt mere op. Og går man en tur langs vandet, vil man ofte opleve tilfredsstillelsen ved at kigge på bølgerne, der løfter sig og kammer over i brændingen.

- Der vil man også mærke, at man gør det samme med kroppen. At man aktiverer sin krop, som i forvejen er fuld af rytmer, som man normalt kvæler med sin selvdisciplin. Men er man åben for rytmen i verden – lyset i skoven og bølgernes løft – og efterligner denne rytme med sin krop, kommer man ind i en form for dvælende tid, siger Mogens Pahuus.

Tilblivelsens tid er altså knyttet til selvudfoldelse, hvor man går ud i verden og erobrer og forandrer den, mens den dvælende tid handler om selvhengivelse. Til rytmen i naturen, men også til samværet med andre mennesker i en lykkelig udveksling, hvor man er åben for og optaget af et andet menneske.

- Man skal altså ikke stille noget op med det, bare forbinde sig med det og få et fællesskab. Nærværet er dér, hvor vi er til stede med krop og følelser og bare oplever tingene, siger Mogens Pahuus.

Californen

Udfordringer for det moderne menneske

Problemet er bare, at det kan være ganske svært at finde plads i hverdagen til at forbinde sig, bl.a. fordi arbejdet fylder så meget for os moderne mennesker. Og dermed er det også svært at undgå, at man i sin fritid ikke bare hengiver sig til, hvad andre fylder på af nyt og spændende på diverse skærme, men derimod er det, som Mogens Pahuus kalder ”selvvirksom”.

- Når arbejdet fylder meget og kræver, at man er anstrengt til stede og udfører opgaverne med stor selvdisciplin, så har man en tendens til, at alternativet bliver den rene afslapning. Men her skal man skabe rum for, at der kan dukke noget op, som man selv næres ved, og som andre ikke har bestemt, siger han.

Vil vi opleve meningsfuld tid, skal vi altså ikke pr. automatik smide os i sofaen oven på en hård dag, men derimod tage et aktivt valg om at gå ind i aktiviteter, som vi bliver opslugte af, og som på den måde er selvforglemmende, for så kommer der indhold og meningsfuldhed ind i tilværelsen.

- Ser vi fjernsyn en hel aften, så er tiden bare gået. Der er ikke noget reelt indhold, og når du kigger tilbage, betød tiden foran tv’et ikke noget. Er vi derimod aktivt selvforglemmende, som når vi ser kunst, er i naturen eller udveksler tid og følelser med andre mennesker, kan der komme ejendommelige indsigter, hvor verden forvandler og forandrer sig, siger han.

"Det er vigtigt, at man bruger en del af sin tid på at være undervejs – ikke kun ved at søge videre ud, men også dybere ned"

Mogens Pahuus, Professor emeritus

Sorgens og dødens tid

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvorfor overhovedet tænke over, hvordan vi bruger tiden?

- Døden er alvor i den forstand, at vi skal sige farvel til alt. Men der er en kæmpe forskel på, om vi dør efter at have haft mulighed for at udfolde os eller ej. For har der været indhold i vores arbejde og i vores følelsesmæssige forhold til andre, kan vi tage afsked med livet på en forsonet måde, fordi der så er en opfyldelse i vores liv, forklarer Mogens Pahuus.

Problemet med den tomme og meningsløse tid er nemlig, at den ingen opfyldelse rummer, og derfor er det svært at tage afsked med et liv, som, man føler, er u-levet.

Nogle – bl.a. den danske teolog og filosof, K.E. Løgstrup – taler om tiden som i sit væsen tilintetgørende, dvs. at tiden har en bestemt retning, og at det forgangne aldrig kommer tilbage. Når vi ikke er evige, og når alt forsvinder, kunne man tænke, at det kan være lige meget, hvordan vi bruger tiden, men det giver ifølge Mogens Pahuus ikke mening.

- Vi kan alle på forskellig måde efterlade os noget blivende. Måske har vi formet vores fællesskaber på en bestemt måde. Eller måske har vi i vores arbejdsliv efterladt os et værk, som har en vis beståen ud over os selv. Så over for den tilintetgørende tid skal man også nævne, at der faktisk findes en form for opfyldelse i vores liv, som er blivende.

Efterår

Tidknaphed

Derfor er det vigtigt at være bevidst om at skabe meningsfuld tid og ikke lade sig diktere af knapheden på tid, som i sig selv er besynderlig, fordi tiden jo er der – men vores opfattelse af den har ændret sig. Dét skyldes primært, at vi lever i et vækstsamfund, som i sig selv ikke er dårligt. Udfordringen opstår der, hvor vi går over i vores fritidsliv med samme vækst-ambitioner som i arbejdslivet.

Den svenske økonom Staffan Linder har skrevet bogen ”Warum wir keine zeit mehr haben” om det rastløse velfærdsmenneske, og han siger: Når man opdager, at man frembringer mere og mere i sit arbejdsliv inden for et givent tidsrum, så vil man også have, at der skal komme mere og mere ud af ens fritidsliv. Derfor involverer man sig i mere og mere og anskaffer flere og flere ting.

- Vores fritid overfyldes, særligt fordi vi får travlt med at bruge og vedligeholde alt det, vi har anskaffet til fritidsbrug, og dermed får vi endnu en to-do-liste. Det er lidt besynderligt, at vi spænder ben for os selv på den måde, og problemet bliver, at vi ikke fordyber os tilstrækkeligt, hvor vi ellers havde muligheden. Vi skal nå så meget, at det bliver overfladisk, og så føles det igen mere og mere tomt, fordi vores fritid heller ikke rummer så meget meningsfuldt, forklarer Mogens Pahuus.

Meningsfuld tid

Et alternativ kan være at nøjes med mindre og koncentrere os om det, der har betydning for os, for så giver det mere mening. Som når den tyske sociolog Hartmut Rosa argumenterer for, at det gode liv er resonans. Dvs. en ikke-fremmedgjort relation til verden, hvor resonans betyder, at verden påvirker os, og vi reagerer på den påvirkning.

- Når man er til stede på en selvforglemmende og selvhengivende måde, har man den udveksling med verden. Men man kan ikke bestille resonans, kun forsøge at være åben for den, konstaterer Mogens Pahuus.

En måde at skabe mulighed for denne meningsfulde tid, så vi i sidste ende kan dø i fred, kan være at genskabe omstændigheder fra ens liv, hvor der var mest livfuldhed og lykkeligt samliv, og så se, om man kan indrette sig sådan igen. Det er ikke nemt, men ikke desto mindre må vi prøve at give det en chance for at melde sig. For det kan give os følelsen af, at vores tilværelse har fylde på en måde, så vi ser flere muligheder og føler os forbundet med og har glæde af vores omgivelser og medmennesker.

- For de fleste fylder det mellemmenneskelige mest, og derfor er det også et stort paradoks, at vi bruger så meget tid med skærme, mails og sociale medier. Men de er lette at gå til, og hvad der er nemt, det melder sig straks. Det er naturligvis helt op til den enkelte, hvordan tiden investeres, men reel fordybelse med elementer af selvhengivelse og selvforglemmelse kan være med til at bringe os tættere på oplevelsen af meningsfuldhed. Og dermed et lykkeligt liv.