Aktierne falder
Af
Thomas Engelsmann

Hvad gør du med din investering, når aktiemarkederne falder?

Mange investorer får et chok, når aktiemarkederne pludselig tager et dyk, som de har gjort under corona-krisen. Men vi må måske vænne os til hyppigere udsving, lyder det fra eksperterne.

Aktiemarked
Danmark
Europa
Global
Andreas Østerheden
Andreas Østerheden
Chefstrateg i Nordea

2019 blev et særdeles stærkt år på aktiemarkederne, hvor eksempelvis det amerikanske aktieindeks S&P 500, som omfatter 500 af de største amerikanske virksomheder, bød på næsten uafbrudte stigninger i alle 12 måneder.

- I godt et par år har investorerne været vant til, at det kun gik én vej, når de tjekkede deres depot: Op. Vi fik noget fantastisk flotte afkast i 2019 med tocifrede stigninger til alle de toneangivende aktiemarkeder, siger chefstrateg i Nordea, Andreas Østerheden.

Det står i skærende kontrast til
i år, hvor corona-virussen, som nu er erklæret for en global pandemi, har sendt aktiemarkederne i knæ. Ved udgangen af marts er status, at globale aktier, oven på de seneste kursfald, er slået tilbage til under niveauet fra begyndelsen af 2019.

”Følelsen af usikkerhed og frygt forplanter sig også til børserne rundt omkring i verden, og flere af de toneangivende aktiemarkeder, oven på den seneste tids kraftige uro, har ramt niveauet for, hvad vi kalder ”bear-marked”, som er når markedet falder mindst 20 pct.,” siger Andreas Østerheden.

Der har været ekstraordinært store udsving

Mandag den 19. oktober 1987, bedre kendt som Sorte Mandag, kollapsede det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks mere end 20 pct. På en dag. En anden mandag, den 16. marts 2020 faldt selvsamme indeks 12 pct. og opnår dermed andenpladsen i aktiemarkedsstatistikken. Tredjepladsen, i øvrigt, går til 12. marts ligeledes i år. Og for at det ikke skal være løgn, tredje største stigning i historien i USA forekom fredag den 13. marts, da aktiekurserne på børsen i New York steg mere end 9 pct. Vi har altså været vidne til årtiers svingtur på aktiemarkederne.

Danske aktier har også taget en rutsjetur og er nede med godt 18% i år, mens det brede verdensmarked er nede med 25%. (20.03.20)

- Det er ganske naturligt i markedssammenhæng, at danske aktier følger de globale, når der er salgspres, siger Andreas Østerheden.

Ifølge Andreas Østerheden frygter investorerne, at de økonomiske konsekvenser af spredningen skal føre til en langsigtet økonomisk krise, hvilket vil ramme virksomhedernes indtjening, og det får aktiekurserne til at falde. Han forklarer, at det nu står tydeligt for enhver, at de økonomiske omkostninger af det globale udbrud af corona-virus kommer til at gøre ondt.

Jens Balle
Jens Balle
Rådgiver og forfatter (foto: Frank Cilius)

Invester og kig væk
Jens Balle er selvstændig rådgiver med mange års erfaring fra den finansielle sektor og forfatter til bogen ”Hulemænd i habitter”, der handler om adfærdsøkonomi. Han er enig med Andreas Østerheden om, at man som investor skal have is i maven og holde fast i sin investeringsstrategi, selvom der sandsynligvis kommer flere bump på aktiemarkederne den kommende tid.

Markedernes psykologi
Markedernes psykologi, © "Hulemænd i habitter" af Jens Balle

- Vi har en psykologisk tendens til at tro, at det, der lige er sket, snart sker igen. Det har sjældent hold i virkeligheden, men det påvirker alligevel, hvordan vi tænker og handler, forklarer Jens Balle og fortsætter:

- Hvis jeg skal give et godt råd, vil jeg læne mig op ad de to Nobelprisvindere i økonomi Daniel Kahneman og Richard Thaler, som siger, at som investor bør man investere og så kigge væk, indtil man skal bruge pengene. Fordi man bliver alt for påvirket af alt det man hører og læser om markedet. Mange analyser slår fast, at det handler om at være investeret på langt sigt, siger han.

I en tid med corona og kraftige udsving på de globale aktiemarkeder, har chefstrateg Andreas Østerheden et godt råd, som han gerne vil give investorerne:  

- Man skal huske, at aktier er en langsigtet investering. Det værste, man kan gøre, er at gå i panik, når aktierne falder, for så risikerer man at sælge på et ufordelagtigt tidspunkt, siger han og opfordrer til, at man i stedet benytter udsvingene til at rebalancere sin portefølje.

Samme råd lyder fra Jens Balle, som forklarer, at rebalancering går ud på føre sin portefølje tilbage til udgangspunktet.

- I sin strategi beslutter man eksempelvis, at aktier skal udgøre 50 procent af værdien i ens portefølje, mens 50 procent består af andre investeringer. Hvis aktier er faldet, udgør de en lavere procentdel af værdien, og derfor køber man flere aktier – selvom det måske føles unaturligt – så de igen udgør halvdelen af porteføljens værdi, forklarer Jens Balle.

Er aktierne derimod steget, sælger man ud, så man kommer tilbage til udgangspunktet på 50 procent.

- Det er bevist, at man ved at rebalancere optimerer sit afkast og samtidig reducerer sin risiko markant, forklarer han.

 

 

 

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt