Sectra
Af
Thomas Jensen

Fast track til felthospitaler

Virksomheder under corona-krisen: Corona-pandemien har betydet en travl tid for svenske Sectra, der er specialist i såkaldt medicinsk billeddannelse. De har oprettet fast track til de hospitaler, der har haft brug for at opføre felthospitaler i en fart. Marie Ekström Trägårdh, chef for Imaging IT Solutions i Sectra, har knoklet som aldrig før. De seneste uger har hun arbejdet mere end nogensinde for at sikre, at Sectra kan være der for sine kunder i denne specielle tid.

Industri
IT
Sverige

Når læger på hospitaler verden over kigger og analyserer røntgenbilleder, er der god chance for, at det er svenske Sectras udstyr og avancerede software, de bruger. Sectra har tæt på 2000 kunder, og virksomheden er verdensledende inden for alt omkring visning og lagring af røntgenbilleder og scanninger globalt. Og der har været brug for alle mand under corona-krisen.

- Jeg føler et ansvar for at hjælpe. De seneste uger har jeg arbejdet mere end nogensinde. Det er meget opmuntrende, at vi kan gøre noget meningsfyldt i denne forfærdelige krise, siger Marie Ekström Trägårdh, der er chef for 700 medarbejdere i Sectras største forretningsområde, Imaging IT Solutions.

Som i krig

Sectra har samarbejdspartnere og ansatte over hele verden, og derfor gik det tidligt op for virksomhedens ledelse, at corona-virusset var noget udover det sædvanlige. Især personlige beretninger fra Italien om kaos på sygehuse og byer med tomme gader gjorde indtryk.

- Det her er værre, end man tror, fortalte vores italienske partnere os, forklarer hun.

Forståelsen af omfanget af pandemien er kommet lidt i bølger for Marie Ekström Trägårdh og hendes kollegaer i Sectras ledelse. Først Norditalien, så kom sygdommen til Stockholm fra Alperne og endelig de seneste par uger, hvor det virkelig er eskaleret i USA.

- Vi fulgte informationer gennem medierne og fra regeringerne og sundhedsmyndigheder, men det var især de personlige beretninger, der gjorde, at vi forstod omfanget. Vi fik gennem vores partner fra Norditalien at vide, hvor forfærdeligt, det var, og at det her skulle man have fuld respekt for, siger Marie Ekström Trägårdh.

Marie Ekström Trägårdh
Marie Ekström Trägårdh er chef for 700 medarbejdere i Sectras største forretningsområde, Imaging IT Solutions.

Fast track til at oprette felthospitaler

Corona-virusset førte med det samme til strukturelle forandringer hos Sectra. Firmaet har en stor supportafdeling, der sidder på mange lokationer over hele verden. Det var kritisk, at der til enhver tid skulle kunne ydes support til brugerne ude på hospitalerne. Så der er blevet indført to ugentlige møder, hvor alle supportafdelinger medvirker, og de her kan melde ind, hvis de har udfordringer med driften og har brug for hjælp fra afdelingerne i andre lande. Desuden er der også fuld fokus på medarbejdernes tilstand.

- Hver landechef rapporterer hele tiden, om vi har noget personale, som vi mistænker for at være syge. Jeg vil vove den påstand, at de 700, jeg er chef for, dem har vi hele tiden styr på, om de er syge.

Sectra fik også etableret, at de kunne hjælpe deres kunder, hospitalerne, med at opføre felthospitaler på rekordtid, siger Marie Ekström Trägårdh.

- Tidligt i forløbet oprettede vi et fast track track-system, så hospitalerne kunne få øjeblikkelig hjælp. Det har vi været med til i London og Stockholm, og her delte vores engelske landechef sine erfaringer med vores svenske landechef, da andre hospitaler ville udvide deres eksisterende røntgenfaciliteter til også at omfatte specifikke COVID-enheder, tilføjer hun.

"Det er meget opmuntrende, at vi kan gøre noget meningsfyldt i denne forfærdelige krise"
Marie Ekström Trägårdh, chef for Imaging IT Solutions i Sectra.

Kan føre til et mere effektivt Sectra

Under Corona-krisen har Sectra i vid udstrækning kunnet fortsætte forretningen som normalt. Det vil sige, at de har fortsat opsætningen og implementeringen af deres udstyr og software ude hos nye kunder og ydet support til eksisterende kunder. Men Marie Ekström Trägårdh og hendes team har fundet ud af, at meget kan lade sig gøre, uden at Sectras folk fysisk skal ud på hospitalerne for at tilkoble computere og netværk.

- Vi har lavet mange fjern-installationer i USA, og det har vi ikke gjort før. Normalt rejser vores folk meget i forbindelse med et nyt hospital, men det har vi droppet. Vi skal være innovative og finde på nye løsninger til det udstyr, der skal sættes op, og også undervisningen af nye brugere. Så nu sparer vi tid og rejseomkostninger, fortæller Marie Ekström Trägårdh.

Hun forklarer, at der har været stor kreativitet blandt Sectra-ansatte, hvor de blandt andet har produceret masser af videoer til fjernundervisning af nye brugere.

- Vi har fået masser af credit for det, men vi skal ud til vores kunder, for man behøver den menneskelige interaktion. Men meget kan lade sig gøre, også når man ikke sidder lige ved siden af hinanden. Jeg tror, at de erfaringer, vi får, kan være med til at gøre Sectra til et mere effektivt selskab, fordi vi kan installere og supportere vores kunder på en ny og mere effektiv måde, og det er altid godt at kunne, når man vækster forretningen, siger Marie Ekström Trägårdh.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt