Af:
Camilla Jenkey

ESG i Nordeas fonde: Dedikeret til ansvarlige investeringer

ESG-analyse er - på forskellige niveauer - en integreret del af investeringsprocessen hos alle investeringsteams i Nordea Asset Management. I Fundamental Equities teamet - ledet af Hilde Jenssen - foregår al analyse i tæt samarbejde med teamet for ansvarlige investeringer. Nordea Invest Magasinet har talt med Hilde, for at høre hvordan samarbejdet foregår i praksis.

Sustainable

I Nordea Asset Management Equities er der fem investeringsteams eller boutiques, som de også bliver kaldt. Det største aktieteam er Fundamental Equities, baseret på investeringskapital og antal medarbejdere. Fundamental Equities har flere dedikerede researchanalytikere fra teamet for ansvarlige investeringer tilknyttet deres team, som de har et tæt samarbejde med - helt fra begyndelsen af investeringsprocessen.

- Vores tilknyttede analytiker er med tidligt i processen, faktisk helt fra i idégenereringen, når vi diskuterer nye selskaber at investere i. Det betyder i praksis, at vi sidder sammen og at vi har dialog flere gange om dagen, siger Hilde Jenssen, Head of Fundamental Equities, og tilføjer, at hun mener, at det er unikt for Nordea Asset Management, at porteføljemanagerne har så tæt et samarbejde med teamet for ansvarlige investeringer .

Hilde Jenssen

Hilde Jenssen

Head of Fundamental Equities i Nordea

Hilde forklarer, at det intense samarbejde betyder både, at de løbende får ESG-input, men det betyder også, at teamet for ansvarlige investeringers opdaterede viden, automatisk bliver en del af hendes teams viden og dermed bliver en konstant opdateret og integreret del af deres investeringsproces. 

ESG står for Environment (miljøhensyn), Social (sociale forhold) og Governance (selskabsledelse).

ESG-analyse starter i eget team

I øjeblikket mener Fundamental Equities teamet fx, at der er en del gode investeringsmuligheder i flere emerging markets-lande. Men inden Hilde Jenssen og hendes kolleger kan investere, skal der laves en ESG-analyse af selskaberne og det gør de både selv og i samarbejde med teamet for ansvarlige investeringer .

- ESG er vigtigt for os, men det er stadig forventningen om at skabe et godt afkast, som er afgørende for, om vi vil se nærmere på et selskab. Uden et økonomisk grundlag er der ingen investeringscase, siger Hilde Jenssen.

Når det økonomiske grundlag er på plads, foretager teamet sin egen indledende ESG-analyse, som oftest er nok til at vurdere selskabet i første omgang.

- Det er meget sjældent, at vores porteføljemanagere ikke er klar over større ESG-problemer, da vi i hver investeringscase skal dokumentere ESG-risikofaktorer som en integreret del af vores investeringsproces, fortæller Hilde Jenssen.

Sammen med teamet for ansvarlige investeringer har de en fælles ESG-platform, hvor de deler analyser og information med hinanden. Når teamet for ansvarlige investeringer har ændret deres vurdering eller har talt med et selskab, så deler de deres analyse på den fælles platform.

Hilde og hendes team kan også være stødt på nogle udfordringer i deres ESG-analyse, som så bliver delt og diskuteret med teamet for ansvarlige investeringer .

Alle selskaber analyseres og får en rating af teamet for ansvarlige investeringer. For at et selskab må indgå i en Stars-fond, skal den minimum have en B-rating.

Trækker på ekstra ekspertise

I nogle tilfælde er der brug for ekstra ekspertise fra teamet for ansvarlige investeringer. Det er ofte, hvis er tale om et meget specialiseret felt eller hvis det drejer sig om et grænsetilfælde til eksklusion.

- Nogle sektorer har særlige ESG-risici. Hvis vi fx investerer i et medicinalselskab, så er det normalt, at der er en ESG-risiko for produktkvalitet og sikkerhed. Her er data relativt tilgængeligt og det er derfor forholdsvis let for os at vurdere. Til gengæld kan der være andre specialiserede områder, hvor vi kan trække på teamet for ansvarlige investeringer, siger Hilde Jenssen.

Et eksempel er menneskerettigheder, hvor teamet for ansvarlige investeringer har analytikere, som vurderer den kommercielle betydning af brud på menneskerettigheder.

- Teamet for ansvarlige investeringer kan med deres specialiserede viden ofte tage nogle diskussioner med selskaberne på et helt andet niveau end vi kan og det har stor betydning, når vi prøver at påvirke selskaberne i den rigtige retning, siger Hilde Jenssen.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.