Af:
Thomas Bjerg

Den finske frontløber Neste skruer op for grønne brændstoffer

Verdens største producent af renewable diesel udvider sin produktion og opfordrer lovgiverne til at indse fordelene ved at omdanne fritureolie og andre affalds- og restprodukter til fossilfri diesel. Dansk ekspert peger på, at vi skal udnytte vores affaldsstrømme frem for at satse entydigt på elektrificering.

Neste

Brugt fritureolie, dyrefedt og teknisk majsolie, som er et restprodukt fra spritfremstilling. Den finske klimaduks og raffinaderivirksomhed Neste er en af verdens førende i at omdanne alle mulige former for affald til rene, CO2-venlige dieselolier til lastbiler, fly og skibe. Og nu skruer Neste yderligere op med nye investeringer og ved at inddrage nye restprodukter, ikke kun fra fødevareindustrien, men også fra skov- og landbrug.

Neste ombygger frem til 2023 sit raffinaderi i Singapore, det ene af tre raffinaderier, for mere end 10 milliarder kroner. Og har planer om at udvide enten raffinaderiet i Porvoo, Finland, der overvejende producerer fossile brændsler, eller raffinaderiet i Rotterdam med en tilsvarende investering i det, der på Neste-sprog hedder renewable diesel og renewable jet fuel.

- Vi pløjer vores indtjening ned i vækst. Mens vi stadig bygger om i Singapore, udvikler vi vores planer om den næste megainvestering, siger Andreas Teir, vicepræsident med brændstof til vejtransport som ansvarsområde.

I dag udgør biodiesel og den renere type renewable diesel, som Neste leverer, under 1 procent af verdens forbrug af brændstoffer til tung trafik, fly og skibe. Alligevel er Neste en stor spiller på markedet for grøn diesel.

Andreas Teir sammenligner Nestes aftryk med Danmarks mål om at skære 70 procent af CO2-udledningen i 2030. Den betyder, at Danmark skal af med 20 millioner tons CO2-udledning.

- Vi lover, at vi i 2030 sammen med vores kunder nedbringer CO2-udledningen med mindst 20 millioner tons. Altså kunne Neste klare hele Danmarks CO2-reduktion. Men vi har selvfølgelig også andre markeder end det danske.

"Vi kan levere rigelige mængder grønt flybrændstof"

Neste er i gang med at mangedoble sin produktion af renewable jet fuels fra de nuværende 100.000 tons til 1,5 millioner tons på raffinaderierne i Singapore og Rotterdam. Flybrændstoffet laver Neste typisk ud fra brugt fritureolie og affaldsprodukter fra kødindustrien.

Det betyder ifølge Andreas Teir, at den danske regering godt kan stille krav til luftfartsselskaber om at bruge renewable diesel uden at frygte for mangel på leverancer. Han peger på, at Norge og Sverige har som mål, at luftfarten bruger mindst 30 procent grønne brændstoffer i 2030.

- De danske beslutningstagere bør kigge på deres naboer. Vi lover, at der ikke bliver problemer med at levere renewable jet fuel. Vi har den, siger Andreas Teir.

Neste har netop lavet en aftale om renewable jet fuels til Japan Airlines, lige som selskabet leverer til bl.a. KLM og San Francisco Airport.

Neste foto1
Neste producerer renewable diesel, der er renere end almindelig biodiesel. Produktet har samme kemiske egenskaber som fossil diesel, men forurener mindre med skadelige partikler.

Dansk ekspert: Grøn diesel bliver uundgåelig

Inden for vejtrafik mener Andreas Teir, at det er billigere at satse intensivt på grønne brændstoffer frem for entydigt at kræve elektrificering.

- Der findes ingen silver bullet til at løse CO2-problemerne, siger Andreas Teir og forklarer, at det bliver svært at elektrificere tunge lastbiler og fly, fordi batterierne er så tunge.

De synspunkter vækker genklang hos Lasse Rosendahl, der leder Aalborg Universitets Institut for Energiteknik. Rosendahl har de sidste ti år forsket i bl.a. grønne brændstoffer.

- Efterspørgsel på grøn diesel stiger, og det er uundgåeligt at bruge det til tung transport, fly og skibe.

Lasse Rosendahl taler for, at vi afprøver biobrændsler til let trafik, altså biler, og derfra skalerer op.

- Det vil være godt at få metanol ud i den lette trafik og bruge en markedsintroduktion til at komme op i skala. Og metanol kan man både lave med strøm og biogas, så det bliver et biobrændstof. Store projekter med energiøer og electrofuels er ok, men de ligger længere ude i fremtiden.

Lasse Rosendahl forklarer, at der i 2030 stadig vil være to en halv million biler af den gamle slags i Danmark:

- Hvorfor ikke gøre dem grønne med et bæredygtigt brændstof?

Han kalder hydrogenerede brændstoffer som Nestes for en lavthængende frugt.

- Det er ret let at lave, og der er et stort potentiale. Udfordringen er at skabe en stabil tilførsel af råmateriale, for det kræver store investeringer i anlæg. Så skal man ikke løbe tør for råvarer.

Institutlederen kalder det uklogt helt at ville afskaffe forbrændingsmotorer.

- Vi står med affaldsstrømme, som vi ikke kan bruge til andet end grønt brændstof. Det gælder bl.a. slam, hvor vi også kan få fosfor ud af det til gødning. Dermed lukker biobrændstoffer nogle problemer med bæredygtighed, som vi ellers ikke får gjort noget ved.

nestefoto2
Nestes raffinaderi i Porvoo, Finland producerer overvejende fossil diesel, men også renewable diesel. Neste er ved at udvikle planer for en større investering, der skal opgradere enten raffinaderiet i Porvoo eller et raffinaderi i Rotterdam.

Forsker: "Læg afgifter på CO2 frem for energi"

En større udbredelse af grøn diesel kræver dog, at politikerne omlægger afgifter. Nestes renewable jet fuel koster f.eks. tre-fire gange mere end fossilt flybrændstof. Men i dag lægges der afgifter på energi frem for CO-udledning. Det burde være omvendt ifølge Rosendahl.

- Vi bør skabe en anden fortælling end, at alternative brændstoffer er for dyre, og at fossile brændstoffer er for billige. Hvis vi inddrager udgifter til kystsikring og andre klimaeffekter i brændstofprisen, også for de fossile, kan de sammenlignes med de bæredygtige. Og så vil aktørerne selv synes, at grønne brændsler er konkurrencedygtige over for sorte produkter.

Slam og brunt fedt bliver til diesel

Neste arbejder også på at omdanne slam og fedtstoffer fra kloaksystemer til grøn diesel. Neste har især forsket og investeret i forbehandling af råmaterialer.

- Vi kan bruge råstoffer, som er mere og mere beskidte. Nogle af dem har du ikke lyst til at se på. For eksempel brunt fedt fra kloaksystemer. Affald og restprodukter som råmaterialer forventes at vokse til over 35 millioner tons i 2035, siger Andreas Teir.

En fjerdedel af medarbejderne arbejder med teknologi og udvikling, og i 2019 investerede Neste over 400 millioner kroner i det. Især i metoder omkring nye råmaterialer.

I øjeblikket bruger Neste på globalt plan fritureolie, affald fra fødevareindustrier, vegetabilske olier og rester fra fødevareindustrier. 80 procent er i dag affalds- og restprodukter, og 20 procent er vegetabilske olier. Men i 2025 skal alle Nestes råvarer være affald og restprodukter.

Andreas
Vice president Andreas Teir er stolt af, at Neste ligger nummer tre på organisationen Corporate Knights liste over verdens mest bæredygtige virksomheder. Det motiverer medarbejderne og ham selv, at Neste har en mission om at afhjælpe klimaforandringer.

I løbet af fem til ti år forventer Neste at tage helt nye typer råvarer i brug. Det drejer sig om rester fra skov-  og landbrug samt mikroalger.

- Det vil give os en overflod af råvarer. Vi håber at kunne omdanne cellulose fra skovbrugets restaffald som grene, rødder og stubbe til grøn diesel, og det samme gælder rester fra landbruget. Potentialet er enormt.

Desuden vil Neste udnytte mikroalger, som er rige på olier og protein. Her kan et restprodukt være foder til kvæg. Endelig vil Neste bruge fast husholdningsaffald og plastik som råmaterialer. Neste producerer allerede genanvendelig plastik med kemiske processer.

Lige andre koncerner arbejder Neste med de såkaldte Power to x-teknologier, hvor man bruger vedvarende energi til at skabe nye brændsler og kemikalier som brint, ammoniak og gas. Det kræver dog, at der stadig er et marked for brændstoffer.

- I medierne hører vi ofte, at man vil forbyde alle diesel- og benzinbiler. Men hvis vi ikke længere har forbrændingsmotorer, fjerner vi også et marked. Hvorfor ikke gøre forbrændingsmotorer bæredygtige?

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.