Det hele begyndte en kølig, solrig efterårsdag i 1976, da Henrik Stiesdal cyklede forbi et kraftværk i Østengland. I nogle måneder havde han cyklet rundt i England i sit sabbatår, og denne dag udviklede en dampsky fra kraftværkets køletårn sig til en rigtig sky, som den nybagte student kørte indeni i flere timer.
- Da jeg kom hjem, fortalte jeg min far om oplevelsen og konkluderede, at kulkraftværker var noget rigtig skidt. Og så sagde min far, at der var nogle, der lavede noget sjovt med en vindmølle på Tvind-skolerne, som han syntes, at jeg skulle se, husker Henrik Stiesdal, der straks tog til Ulfborg i Vestjylland, hvor Tvind-skolerne holdt til.
- Der gik unge mennesker rundt, som mindede om mig selv, og som uden uddannelse, men med lidt råd og vejledning, byggede en af verdens største vindmøller. Det var vildt forførende, siger han.
Opfinder af vindmølleindustrien
Hjemme igen på sine forældres gård begyndte Henrik Stiesdal at designe en mølle, der skulle levere strøm til gården, og undervejs kom han i forbindelse med en smed, Karl Erik Jørgensen, der selv gik og puslede med vindmøller. Henrik Stiesdal lavede et vellykket design til ham, dernæst byggede de et par møller til nogle kunder, men da smeden ville bygge en fabrik, ville Henrik Stiesdal ikke være med.
- Jeg var kun 22 år og ikke begyndt på universitetet endnu, men havde haft et par sabbatår, og nu skulle det snart til at være. Men jeg vidste, at Vestas havde eksperimenteret med et vindkraft-koncept, der ikke virkede, så det endte med, at vi ringede til dem og spurgte, om de ikke ville se på nogle møller, der duede, og nogle kunder, der var glade, fortæller han.
Vestas købte licens til møllen, Karl Erik Jørgensen blev underleverandør, og Henrik Stiesdal startede på universitetet uden at få studiegæld.
Af hensyn til fremtiden
De næste 35 år gjorde Henrik Stiesdal karriere først hos Vestas og så hos Bonus, der siden blev til Siemens, hvor han som teknisk direktør bl.a. var med til at sætte verdens første havmøllepark op.
- Jeg har været svineheldig. Ikke kun med mine opfindelser, men også fordi jeg har fået lov at være med fra før, der var en industri, og igennem hele dens udvikling, som jo har været helt vild. Det er et stort privilegium, konstaterer Henrik Stiesdal.
Derfor ville han også gerne forære nogle nye, grønne ideer til samfundet, da han gik på pension i 2014 – bl.a. en ny type flydende havmøllefundament.
- Men det duede ikke rigtigt, for der manglede nogle til at drive det frem. Så derfor besluttede jeg nogle år senere selv at etablere en virksomhed, som kunne lave klimatiltag, der for alvor batter, siger han.
Det blev begyndelsen på Stiesdal A/S, som han stiftede med en håndfuld gode venner ud fra et regelsæt med fire punkter: virksomhedens produkter skal have en signifikant indflydelse på klimaet, de skal skabe job, så man stadig kan arbejde timelønnet eller ufaglært i Danmark, virksomheden skal tjene penge – og så skal det være sjovt.
- Det sidste er for hippieagtigt at have stående i en aktionæroverenskomst, men ikke desto mindre er det, hvad livet drejer sig om; to have fun with people we like, siger han.
"Jeg vidste, at Vestas havde eksperimenteret med et vindkraft-koncept, der ikke virkede, så det endte med, at vi ringede til dem og spurgte, om de ikke ville se på nogle møller, der duede"
Fire teknologier – nye løsninger
I dag arbejder Stiesdal A/S med fire teknologier, som alle har potentiale til at bidrage til opnåelsen af de globale klimamål. På få år har den unge virksomhed med de erfarne kræfter nemlig udviklet helt konkrete løsninger på fire store miljøudfordringer: etablering af havvindmøller ved hjælp af flydende mølleplatforme, lagring af vedvarende energi, en ny type anlæg til brintproduktion samt fangst og lagring af CO2. Eller sagt på en anden måde: nye løsninger inden for offshore-teknologi, lagringsteknologi, ptx-teknologi og brændstof-teknologi.
De indebærer ord som storage, PtX, cleantech og green hydrogen infrastructure, men handler dybest set om nye klimaløsninger, der gør en reel forskel i den kamp mod klimaforandringerne, som hele kloden er midt i.
- I ejerkreds, virksomhed og bestyrelse sidder dygtige erhvervsfolk, hvoraf en væsentlig del kommer fra vindmølleindustrien. Netop dér er man lykkedes med at industrialisere maskiner, som vejer 500-1000 ton. Vindmøller er de første, rigtig store industrimaskiner, der bliver lavet på noget, der minder om et samlebånd. Det er en god ballast, når vi skal lave klimaløsninger, for det kræver industriel produktion, forklarer Henrik Stiesdal.
Flydende havvindmøller og energilagring
Den første teknologi handler om at etablere havvindmøller ved hjælp af flydende mølleplatforme. Groft sagt kan havvindmøller ifølge Henrik Stiesdal levere til hele verdens elforbrug, men potentialet er ujævnt fordelt over hele verden. Dertil kommer, at vi får brug for meget mere elektricitet end det, vi bruger i dag, fordi vi fremover skal omstille mange dele af samfundet fra fossile brændsler. Det kan ske ved direkte elektrificering, som i eksempelvis elbiler, eller det kan ske ved at fremstille nye typer brændstoffer ud fra elektricitet. Begge dele vil gøre, at vi får brug for en langt højere elproduktion i dag. Og en stor del af den elproduktion kan leveres af havmøller.
- Flydende havvind øger ressourcerne med en faktor 10, så med denne løsning kan vi altså dække 10 gange vores elforbrug. Og vi kan desuden få el fra havmøller i lande, hvor man i dag ikke kan bruge de bundfaste fundamenter, som havvindmøller har i dag, fordi der bliver for dybt for hurtigt, siger han.
Den anden teknologi handler om lagring af vedvarende energi, som kort sagt går ud på at gemme strøm, fra når det blæser, til når det ikke blæser.
Den mest almindelige metode er ifølge Henrik Stiesdal, at man har et pumpekraftværk, hvor store vandmasser opbevares i højtliggende bassiner og udnyttes til at producere strøm i mangel-perioder. Men det kan af gode grunde ikke bruges i Danmark eller i andre lande uden bjerge, og selv, hvor der er bjerge, kan man i dag stort set aldrig få miljøgodkendelser til nye dæmninger. Forsøger man i stedet at gemme strømmen i et litiumbatteri, er det alt for dyrt, hvis det skal lagres længere end fire timer.
- Vi har så fundet på en metode, hvor man laver strøm til varme og gemmer det i knuste sten, som opbevares i ståltanke. Og så laves varmen om til strøm igen, når man skal bruge det. På den måde fungerer stenene som batterier, der kan der kan opvarmes igen og igen uden at tage skade, forklarer han.
Brintanlæg og lagring af CO2
Som den tredje teknologi har Stiesdal A/S opfundet en ny type anlæg til brintproduktion.
Brint er vejen fra elektricitet til andre ting: hvis vi taler biler, så handler det om at køre i elbiler, men el-lastvogne har lange udsigter. På samme måde kan man lave el-færger, men ikke el-containerskibe, der kan sejle til og fra verdens kontinenter.
- Så vi har brug for flydende brændstoffer uanset hvad. Og disse flydende brændsler starter alle med brint, som man laver ved at spalte vand til ilt og brint i såkaldte elektrolyseapparater. Det er imidlertid en ret dyr proces, fordi elektrolyseapparater er for dyre. De er ganske enkelt ikke blevet ordentligt industrialiseret endnu, og her kan vi trække på vores erfaring fra vindmøllebranchen. Og derfor har vi sat gang i et brintprojekt, der har som mål at lave meget billigere elektrolyseapparater. Udgangspunktet er nogle nye opfindelser, vi har gjort på selve opbygningen af apparaterne, siger Henrik Stiesdal.
"Flydende havvind øger ressourcerne med en faktor 10, så med denne løsning kan vi altså dække 10 gange vores elforbrug"
Og endelig, som den fjerde teknologi, har Stiesdal udviklet et såkaldt pyrolyseanlæg til fangst og lagring af CO2 fra atmosfæren, hvilket især har et stort potentiale i landbruget.
Teknologien bruger nemlig landbrugets restprodukter som f.eks. halm, gylle, dybstrøelse og restfibre fra biogasanlæg, til dels at danne klimaneutralt flybrændstof, dels at binde kulstof i jorden.
Og forklaringen kommer her:
Planter opbygger deres skelet og frugter ved hjælp af kulstof, som de optager i form af CO2 fra luften. Når plantematerialet senere nedbrydes ved at blive spist af dyr eller mennesker, eller ved at blive brændt eller rådne, omdannes alt kulstoffet i plantematerialet igen til CO2.
- Vi afbryder det kredsløb ved at behandle planteaffaldet i vores Skyclean-pyrolyseproces. Her bliver planteaffaldet opvarmet i en ovn til 5-600 grader, uden at der er ilt til stede. Når temperaturen er så høj, ville råvarerne brænde, hvis der var ilt til stede. Men det er der ikke, og derfor omdannes halvdelen af affaldet i stedet til gas, mens den anden halvdel bliver til biokul, forklarer Henrik Stiesdal og uddyber:
- Gassen kan vi lave brændstoffer med, mens biokullet kan anvendes som gødning i landbruget, fordi det indeholder næringsstofferne fra råvarerne. Og her er fidusen så, at biokul har den egenskab, at det kun meget langsomt nedbrydes i naturen. I praksis kan man regne med, at den del af kulstoffet, som ender i biokullet, bliver oplagret og dermed fjernet fra atmosfæren i mindst 500 år. På den måde kan vi ved at fjerne kulstof fra atmosfæren kompensere for en stor del af landbrugets udledninger, afslutter Henrik Stiesdal, der håber på at få endnu flere grønne ideer og blive ved med at opfinde.
Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
