byen_der_slutter_bag_horisonten_top
Af
Pia Elers

Byen der slutter bag horisonten

I Kinas hurtigst voksende by, Chongqing, kommer der 10.000 flere biler på vejene hver eneste dag. Kinesernes fremtid afgøres i disse år i landets megabyer, der ifølge kommunistpartiets plan skal fortsætte deres eksplosive vækst de kommende årtier. Rundtomkring i de endeløse byområder forsøger vestlige entreprenører at finde en plads i den buldrende udvikling. Magasinet Nordea Invest lod sig rive med.

Asien
bambusmaend_0

Et tilfældigt kryds en tilfældig forårsdag i midten af verdens største byzone. Ude på gaden ser bæreren stift frem for sig, mens han slingrer ud og ind mellem de passerende biler på den stærkt trafikerede vej. En tyk bambusstok ligger hen over skuldrene, han forsøger at holde balancen med et par tungt lastede papkasser bundet fast i hver ende af sit åg. 

Velkommen til Chongqing, den mindst kendte af Kinas fire særlige byzoner og den eneste, som ligger inde i landet. Byen med 33 mio. indbyggere er de senere år vokset med over en million om året. På en gennemsnitsdag ankommer over 3.000 kinesere fra landdistrikterne, tilskyndet af centralregeringen og i håbet om at skabe sig et bedre liv. Flertallet begynder som manden i trafikken på det nederste trin i megabyens pyramide. Bæreren er en af de såkaldte "bambusmænd", der driver rundt i byens endeløse gader i jagt på slæbeopgaver. Han får mellem 5 og 10 yuan pr. slæb, så på en god dag kan de tjene 50 kr.

Bambusmanden og kinesere som ham har den egentlige hovedrolle i den største migration i verdenshistorien – nemlig kinesernes vandring fra de fattige landområder og ind til byerne. Landets økonomiske opbremsning har på ingen måde bremset fænomenet, snarere tværtimod – præsident Xi Jingping har sat alt ind på at rulle planerne ud i et omfang, der er blevet kaldt ”high-speed-urbanisering”. Målet er at flytte 100 mio. mennesker fra land til by inden årtiets udgang, og 400 mio. inden for de næste 20 år – hvilket i givet fald vil blive historiens mest intensive folkevandring. For den kinesiske centralmagt er tankegangen, at når folk flytter ind til byen, tjener de flere penge. Derfor bliver de i stand til at spendere mere på mad og bolig, og de får på længere sigt også råd til forbrugsgoder som køleskab, vaskemaskine og en bil eller to. Samtidig giver storbyer en langt mere effektiv udnyttelse af energi, infrastruktur, skoler og sygehuse.

Alle linjer peger således ind mod "megabyer" som Chongqing. Selvom kun de færreste uden for Kina nogensinde har hørt om byen, har den siden 1998 været verdens største ud fra den definition, lederne i Beijing valgte at bruge, da de gjorde Chongqing med omliggende landområder til én fælles administrativ enhed. Siden da har byområdet været underlagt staten og haft centralregeringens særlige bevågenhed.

Byens særstatus mærker man, så snart man forlader lufthavnen, og uden for taxaens vindue ser en byggeplads med kraner og skelettet af en række højhuse – og efterfølgende opdager, at byggepladsen aldrig stopper, men fortsætter helt til horisonten. Intet sted i Kina bygges der lige nu som i Chongqing. Betonkanoner kører i pendulfart til alle sider. Der støbes og svejses. Konstant og hele tiden. Udad og især opad i en nærmest ustoppelig ekspansion. På en gennemsnitsdag vokser Chongqings bygningsmasse med godt 700.000 kvadratmeter. For bambusmændene er en anden statistik mere interessant: Anskuer man Chongqing som sit eget land, er BNP i løbet af de seneste fem år fordoblet fra knap 20.000 yuan pr. indbygger til over 40.000 i 2013.

”Urbanisering er uundgåelig," har chefen for UN Population Funds Resource Mobilization Branch, Jean-Noel Wetterwald, sagt til Triple Bottom Line Magazine. "Koncentrationen af mennesker giver ganske vist problemer, men det betyder også koncentration af løsninger.”

Hans organisation slog for flere år siden fast, at intet land siden industrialiseringen har været i stand til at præstere økonomisk fremgang uden urbanisering. FN-organisationen bakkes op af en anden ekspert på området, nemlig byplanlæggeren Daan Roggeveen, der med sit Shanghai-baserede arkitektfirma More Architects har specialiseret sig i udvikling af megabyer.

”Kinas urbanisering er på mange måder velorganiseret og effektiv. Den har rent faktisk betydet bedre levevilkår for millioner af kinesere – men samtidig giver det selvfølgelig også problemer at klumpe så mange mennesker sammen,” siger den hollandske arkitekt og påpeger, at det ikke kun handler om problemer med trafik og miljø, men også om hvordan man får tilflytterne fra landet integreret i bykulturen.

”Problemet med de kinesiske megabyer er, at myndigheder planlægger alt for kortsigtet – de halser hele tiden bagefter. Hvis de nye og megastore bysamfund skal blive en succes og ikke skabe nye problemer, er de kinesiske byplanlæggere nødt til at gå efter meget mere bæredygtige løsninger.”

”Problemet med de kinesiske megabyer er, at myndighederne planlægger alt for kortsigtet – de halser hele tiden bagefter.”

Megabyens centrale dilemma er, at en stor befolkningstæthed på et enormt område ganske vist skaber muligheder, men det stiller også voldsomme krav. Udfordringerne er ofte håndgribelige og omkostningsfulde – og Kinas jagt på bæredygtige løsninger har skabt en strålende forretningsmulighed for vestlige firmaer, der tør kaste sig ud i millionbyerne.

Det københavnske arkitektfirma Zeso Architects indledte sidste år et samarbejde med kinesiske Yuandao Architects – oprindeligt med henblik på plejehjemsprojekter i Chongqing, men siden blev Niels Noel Christensen og hans danske kollega på Zeso Architects' kontor i byen involveret i andre lokale projekter.

”Vi har været med til at projektere en hel bydel i en af udviklingszonerne – 600.000 kvadratmeter med kontorer, boliger og indkøbscentre. Et vildt stort projekt. Og sådan er det hele vejen rundt. Lav bebyggelse, der bare er 5-10 år gammelt, bliver jævnet med jorden for at give plads til skyskrabere, ellers er der slet ikke plads til de flere tusinde, der kommer ind til byen hver eneste dag,” forklarer Niels Noel Christensen. ”Det er på en måde lidt skræmmende. Folk, der er opvokset her i Chongqing, fortæller, at de dårligt kan kende deres egen by igen, så voldsomt bliver bybilledet forandret. Og al historie forsvinder med de gamle huse, der rives ned. Det vil de måske fortryde en dag, men den slags hensyn er der slet ikke plads til i en megaby som Chongqing med kronisk vokseværk.”

Arkitekten fortæller om bystyrets ambitiøse byplan, hvor Chongqings finansielle centrum Jiefangbei gøres til en "one-hour-zone”, hvor hovedparten af arbejdsstyrken både skal arbejde og bo, og hvor transporten således kan klares inden for en time. Det sker i et kapløb med udviklingen, fortæller Niels Noel Christensen.

"Det er ved at blive alt for dyrt at bo inde i centrum, og derfor søger folk alligevel mod yderområderne. Så er det jo, at man får en masse pendlere og dermed kæmpeproblemer med trafikken."

mads_sckerl
Mads Sckerl fra Grundfos.

Uden for centrum skal der opbygges fire mindre bycentre, der hver især skal udgøre en komplet by med arbejde, bolig og servicefunktioner. Derude forsøger en anden dansk virksomhed at spille en rolle i den forestående invasion af nye indbyggere. I Chongqing skyder højhuse op, så langt øjet rækker. Byggerier i højden har særlige udfordringer, fx når der skal pumpes vand og varme op til de øverste etager. Danske Grundfos er blandt verdens førende inden for pumpeteknologi – og spørgsmålet om pumper er væsentligt. En tiendedel af al den energi, der bruges i verden, anvendes til at drive pumper. 

Til formålet har den danske pumpespecialist udviklet en særlig energieffektiv type, der reducerer elforbruget med op mod 20 pct. og begrænser vandspild tilsvarende, forklarer salgsdirektør Mads Sckerl fra Grundfos.

“Mens vi i Danmark og i Nordeuropa i det hele taget holder vandspildet nede under otte pct., kan det ifølge flere kilder være helt op mod 30 pct. herude i Kina. Det er der imidlertid ingen officielle tal på. Men her i Chongqing indrømmer de faktisk, at vandspild er et reelt problem," siger Mads Sckerl.

Grundfos har fået foden indenfor i Chongqing som leverandør til byens enorme vandselskab, ligesom selskabet satser på at levere kloreringsanlæg til byens vandrensning. Inden for de næste seks år vil Chongqings befolkning blive udvidet med syv millioner, hvilket vil øge presset på det lokale vandselskab. Vandforbruget er i forvejen stærkt stigende – i første kvartal i år steg det med 21 pct. sammenlignet med sidste år. Det samme gælder mængden af spildevand, der allerede nu er oppe på 2,5 mio. tons om dagen. I forhold til de mange nye boligområder har det været nødvendigt at udbygge det eksisterende kloaknet i en rasende fart.

hotpot_0

Hot pot og miljø

Chilien river i næsen, allerede inden man træder ind ad døren. Lokalet er tæt pakket. Omkring de runde borde sludrer nogle hundrede mænd og kvinder højlydt, luften er tyk, og sveden tydelig i gæsternes ansigter. Med deres spisepinde flytter de kød og grøntsager fra et væld af farvestrålende skåle og ned i små dampende gryder med skoldhed olie og stærkt krydret suppe.

Restauranterne med Kinas svar på schweizernes fondue findes i alle afskygninger i Chongqing– lige fra simple gadekøkkener med kalveindvolde i plasticskåle til eksklusive spisesteder på byens 5-stjernede hoteller. I Chongqing kan du spise på en ny hot pot-restaurant hver aften og blive gammel, inden du løber tør for spisesteder. Sådan bliver selv en kulinarisk tradition til et problem – for tilsammen bruger hot pot-restauranterne en flod af madolie, og ud af tusindvis af bagdøre vælter et bjerg af madrester og skrald. Engang endte affaldet på gaden eller i floden. 

Som så mange andre steder i Kina har den vildt galopperende vækst i Chongqing imidlertid haft sin pris i form af forurening af både jord, vand og luft. De fleste dage ligger der en tung dis hen over hele byen, en udefinerbar blanding af vanddamp fra floderne og forurening. Problemerne har centralregeringen da også haft øje for og reageret på. I de senere år er der blevet postet over 2.000 mia. udviklingskroner ind i det kæmpemæssige byområde – svarende til prisen på at grave knap 100 cityringe i stil med det kriseramte metrobyggeri under København. Af pengene er 1.000 mia. afsat til vandtransport og -forsyning, og 450 mia. til miljøbeskyttelse. 

Chongqing begyndte at tage konsekvenserne af sit vokseværk alvorligt under en temmelig visionær og magtfuld partisekretær ved navn Bo Xilai, der tiltrådte som kommunistpartiets lokale leder i november 2007. Dengang havde han kurs mod partitoppen som et stjerneskud, der dog siden skulle brænde ud. Sidste år blev han idømt livsvarigt fængsel for korruption og magtmisbrug i en sag, der omfattede en britisk statsborger, hvis lig blev fundet på et hotel i byen. I Chongqing gjorde Bo Xilai ikke desto mindre en stor indsats for at leve op til centralregeringens forventninger om at forvandle megabyen til en rollemodel for bæredygtig urbanisering. Der blev brugt milliarder på at gøre byen grøn – også helt bogstaveligt. Der blev plantet 10 millioner træer på et enkelt år. 

Samme grønne filosofi blev anvendt for at få løst problemet med skraldet fra byens restauranter. I 2009 besluttede myndighederne i Chongqing at sætte affaldsindsamlingen i system. Der blev udstedt et dekret om, at restauranter skulle tilslutte sig en fælles ordning, hvor deres skrald blev samlet ind to gange om dagen og kørt til et kommunalt anlæg. I kulissen ventede nogle af verdens mest rutinerede i affaldssortering. En svensk virksomhed så affald som et nyt og spændende forretningsområde for deres engagement i Kina. 

Selskabet hed Purac og er et datterselskab af Läckeby Water Group, som blandt andet hjælper en række mellemstore svenske kommuner med at håndtere deres vandforsyning. Hvad Purac gjorde, var at eksportere en af Nordens bærende tanker om bæredygtighed. 

”Det essentielle er," fortæller Yingjie Zhao, direktør for Purac China, "at dette køkkenaffald i stedet for at udgøre et problem kan komme til at udgøre en ressource." 

Han går hen til en tavle for at forklare, hvordan processen foregår. Puracs biogasanlæg kan omsætte det organiske affald til energi – enten i form af elektricitet eller biobrændsel. Og så kan restproduktet anvendes som kunstgødning. Rent praktisk hældes køkkenaffaldet op i en beholder, hvor det hele grovsorteres, sådan at metal og plastic tages fra. Derefter bliver det finsorteret, hvilket i øvrigt sker i en maskine leveret af den danske producent Haarslev. 

Anlægget blev taget i brug i 2010 og er blevet udbygget siden, så det i dag har kapacitet til at behandle 1.000 tons affald om dagen. Ordningen er blevet en så stor succes, at der nu er over 10.000 restauranter med – og stadig flere melder sig til. 

Hidtil var ikke bare køkkenaffald, men al slags affald i bedste fald kørt ud på store lossepladser, hvor det så bare blev liggende eller i enkelte tilfælde endte i et forbrændingsanlæg. Men stigningen i affald var eksponentielt: oven i den årlige million nye indbyggere voksede den generelle velstand, og ”brug-og-smid-væk” er i høj grad også et kinesisk middelklassefænomen. 

”Opfyldningsdepoter bliver der færre og færre af. For det første fordi det meget let kan give problemer i forhold til luftgener og udsivning til grundvandet. Og for det andet fordi landressourcerne er en mangelvare i Kina – og i særdeleshed i Chongqing, hvor der skal bygges boliger og kontorer på hver en ledig plet," påpeger direktøren for Purac China. 

Affaldsproblemet har langtfra fundet en bæredygtig løsning. Som Yingjie Zhao påpeger, bliver det svært at lave gennemgribende ændringer og forbedringer, så længe befolkningen ikke forstår, hvorfor man ikke bare kan smide skrald fra sig, hvor man går og står. 

For at blive mindet om udfordringen, behøver man blot forlade Purac Chinas kontorer og gå ud på gaden. I Chongqings talløse populære gadekøkkener bliver der grillet til langt ud på natten. Lange tynde pinde med kød og grøntsager steges, mens kunderne venter på små taburetter omkring et klapbord. De færdigstegte retter serveres enten direkte på træspyddene eller i plasticbøtter. Når maden er væk, flyder det med pinde, plastic og drikkekrus på gaden. Hvis det ikke var for flere tusinde gadefejere, der hver morgen indtager byen i orange tøj bevæbnet med riskoste og fejeblade, ville Chongqing drukne i affald på en uge.

CHONGQING vs DANMARK

Klik på pilene for at se flere facts.

Kilder: Chongqing Statistics Yearbook, www.stats.gov, Danmarks statistik, den danske general konsulat i Chongqing.

Mennesker som benzin

Taxachaufføren ryster opgivende på hovedet, stemmer begge hænder mod rattet og udløser en langstrakt tuden fra bilhornet. Det samme gør alle de andre frustrerede bilister, der hverken kan komme frem eller tilbage i Chongqings morgentrafik. Som altid går det galt, når millioner af pendlere alle søger ind mod centrum i myldretiden – især broerne over byens to floder giver flaskehalsproblemer. Selvom bystyret arbejder på syv nye broer og kilometervis af sekssporede motorveje, er byggeriet slet ikke tilstrækkeligt til at følge med det stigende pres på megabyens infrastruktur. Hver eneste dag kommer der tusindvis af nye biler på vejene, og spørger man Chongqings beboere til konsekvenserne af befolkningseksplosionen, taler de hverken om vand, affald eller energiforsyning. Trafikproblemerne står først for.

”Trafikken er blevet fuldstændig vanvittig," siger Sun Changchun, områdeleder i Chongqing Water Group. "Det er noget, alle taler om. Samtidig får flere og flere råd til at have både en og to biler. For mit eget vedkommende er jeg nødt til at stå en time tidligere op end for bare et par år siden, hvis jeg skal møde på arbejde til tiden.”

Millioner af mennesker spilder hver eneste dag millioner af timer på at holde i kø på indfaldsvejene. Ganske vist har mange valgt at benytte kollektiv transport, men også her kæmper myndighederne med at få bygget metrolinjer nok til at klare behovet.

Men den urbaniseringsbølge, centralregeringen har sat i gang - ikke bare i Chongqing men i hele Kina - er uafvendelig. Koncentrationen af borgere i megabyer giver en langt mere effektiv udnyttelse af energi og infrastruktur såvel som velfærdstilbud som uddannelse og sundhedsydelser, forklarer Liu Hong, professor på Chongqing Universitet og leder af fakultetet Urban Construction and Environmental Engineering.

”Megabyer fungerer som vækstmotorer for den kinesiske økonomi, og derfor har de en kæmpestor betydning. Men samtidig skal der også være en balance. For hvis byerne vokser for hurtigt, sådan som tilfældet faktisk er med Chongqing, så får vi en række uheldige sideeffekter – især af miljømæssig karakter,” fortæller Liu Hong.

”De hastigt voksende bysamfund vil ikke blot få problemer med store mængder affald og spildevand. Også energiforbruget vil eksplodere, fordi byboere ganske enkelt bruger meget mere energi end folk på landet.”

Men sådan er det at betragte byerne i det nye Kina. Den hæsblæsende udvikling fører til ubegribeligt store projekter, som ingen reelt ved, hvor ender. Den allernyeste trend er ”megalopolis” - super-mega-byer som Jing-Jin-Ji – den byregion, der bliver en realitet, når megabyerne Beijing og Tianjin i nær fremtid vokser sammen med andre større bysamfund i Hebei-provinsen. Med en samlet befolkning på over 100 mio. vil det blive det største bysamfund i verden.

“Der vil blive flere megabyer, og de vil også blive endnu større, men der er selvfølgelig en grænse for, hvor store de kan blive,” pointerer professor Liu Hong – og tilføjer:

"Den grænse kender vi bare ikke endnu"

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt