Af:
Outi Rönnqvist

Baner vejen for grønnere catwalks

Modeindustrien er en branche præget af modstridende trends, som vil opleve store strukturelle forandringer i de kommende år. Ifølge FN bruger industrien mere energi end luftfarts- og shippingindustrien tilsammen. Samtidig tegner den sig for ca. 10% af den globale udledning af drivhusgasser på grund af lange forsyningskæder og en energitung produktion. På den anden side er der stærk efterspørgsel efter produkterne – vi har alle brug for tøj. Modeindustrien beskæftiger over 75 millioner mennesker på verdensplan, hvoraf mange er fattige kvinder, der ikke har mange andre jobmuligheder.

Grøn mode

Modeindustrien er en branche, som oplever store strukturelle forandringer, og som vil skulle håndtere mange problemer i de kommende år. Samtidig vil overgangen til mere cirkulære forretningsmodeller skabe nye muligheder for virksomhederne i industrien.  For bedre at kunne forstå de risici og muligheder, som klimaforandringer og cirkularitet kan indebære for Nordeas fonde, rejste Olena Velychko, ESG-analytiker af nordiske selskaber i Nordea, Filippa Gerstädt, porteføljeforvalter i det nordiske, finske og svenske aktieteam, samt Henrika Vikman, CEO i Nordea Funds Ltd., til Hongkong og Kina i november 2019 for at mødes med repræsentanter fra H&M.

Kina skaber muligheder for nordiske selskaber

Filippa Gerstädt, hvordan vurderer du som porteføljeforvalter situationen for nordiske selskaber? Ser du tilstedeværelse i Kina som en trussel eller en mulighed?

- Der har allerede i mange år været gode muligheder for nordiske selskaber i Kina, fx har nordiske entreprenørvirksomheder nydt godt af Kinas massive udvidelse af lufthavne, vejnet og elforsyning. Nu falder aktiviteten en smule dels på grund af handelskonflikten, dels fordi det meste anlægsarbejde er færdigt, og regeringen er ved at dreje økonomien i en mere forbrugsdrevet retning. Lønomkostningerne er steget markant i de senere år, og fabrikkerne har sværere ved at rekruttere medarbejdere. Kina er ikke længere det lavtlønsland, det var engang.

Filippa Gerstädt

Filippa Gerstädt

Porteføljeforvalter, Swedish Equities i Nordea Asset Management

- Jeg mener, at mulighederne afhænger af branche. Mere traditionelle entreprenørvirksomheder som fx Atlas Copco, Hexagon og Kone vil formentlig opleve faldende efterspørgsel, mens forbrugerorienterede selskaber og selskaber med miljørelaterede produkter kan opleve stigende efterspørgsel. For at klare sig på det kinesiske marked skal man være lokalt tilstede og have produktion i Kina. Man skal også kunne forstå den kinesiske forbruger og udvikle særlige produkter for det kinesiske marked, som kan være markant forskellige fra produkterne i vestlige lande.

Olena Velychko

Olena Velychko

ESG-analytiker i Nordea Asset Management

Olena Velychko, som ESG-analytiker vurderer du selskaberne fra en anden vinkel. Hvilke udfordringer og muligheder ser du ud fra et miljø-, samfunds- og ledelsesmæssigt (ESG) perspektiv?

- På miljøområdet venter vi flere kraftige reguleringer, efter at regeringen lancerede sin ”Beautiful China”-plan, hvor visionen på længere sigt er et sundt miljø og begrænset forurening.  Vi forventer også, at den kinesiske regering fortsat vil skærpe tilsynet med de lokale myndigheders håndhævelse af tiltag. Luftforurening har været en væsentlig kilde til frustration blandt befolkningen, og derfor har regeringen indført tiltag for at begrænse voldsom forurening i tætbefolkede områder. Det har betydet, at flere fabrikker har været nødt til at lukke eller flytte til andre områder. Kinesiske selskaber investerer nu også mere i teknologier og udstyr til at begrænse forureningen. Her ser vi, at det har kunnet betale sig for nordiske selskaber at være proaktive i forhold til at sikre bæredygtighed i såvel egen drift som i forsyningskæden.

Henrika Vikman

Henrika Vikman

Finnish citizen

Head of Nordea Asset Management Govervance

Henrika Vikman, du repræsenterer investorerne i Nordeas nordiske fonde. Hvordan ser du situationen?

- Som både Filippa og Olena har nævnt, er Kina et kæmpe marked med mange muligheder og risici især på miljøområdet. Det stigende forbrug i Kina skaber betydelige vækstmuligheder, og jeg mener, at det er vigtigt, at vi kan præsentere vores kunder for investeringsmulighederne på en professionel og struktureret måde.

Investering i mode indebærer samfunds- og miljømæssige risici

Olena, H&M er aktiv i beklædningsindustrien. Hvordan vil du beskrive industrien og H&M ud fra et ESG-perspektiv?

- Hurtig mode indebærer efter vores vurdering en høj ESG-risiko. Vi har i mange år fokuseret på arbejdstagerrettigheder og fair lønninger, men i de senere år er vi også begyndt at se mere på cirkularitet. Målt i forhold til miljøpåvirkning, især ud fra en livscyklusanalyse (LCA) af udledningen af drivhusgasser, tegner produktionen af tekstiler og relaterede råvarer sig for den største påvirkning, omkring 50%. Men ved at bruge bæredygtige materialer kan vi reducere påvirkningen mærkbart.

- H&M har altid været storforbruger af bomuld, som udgør størstedelen af de materialer, virksomheden anvender i sin produktion. I 2019 nåede H&M sit mål for bæredygtig bomuld – 100% er enten genbrugsbomuld, økologisk bomuld eller bedre bomuld certificeret i henhold til Better Cotton Initiative. Til sammenligning har den største konkurrent Inditex en målsætning om at nå dette niveau i 2025. Dyrkning af økologisk bomuld bruger 88% mindre vand og 62% mindre energi end almindelig bomuld, og genbrugsbomuld kræver langt færre ressourcer end konventionel bomuld, men er i øjeblikket mindre tilgængeligt.

"Hurtig mode indebærer efter vores vurdering en høj ESG-risiko. Vi har i mange år fokuseret på arbejdstagerrettigheder og fair lønninger"

Olena Velychko, ESG-analytiker i Nordea Asset Management

Filippa, hvor god en investering er H&M ud fra en økonomisk vinkel?

- H&M opererer i en svær branche. De skal levere moderigtige produkter på attraktive vilkår, herunder korte leveringstider og konkurrencedygtige priser for nethandel. H&M skiftede ret sent fokus til nethandel og satte mere sin lid til traditionelle IT-systemer og butikker, hvilket resulterede i en kraftig lageropbygning og store rabatter på varer – og det ramte bundlinjen. 

- H&M er en stor virksomhed, og det tager tid at omstrukturere forretningen. Men nu er man endelig klar til at udfordre konkurrenterne. Retail Week Indicator rangerede fx i 2019 H&M blandt de bedste detailhandlere indenfor mode til at give kunderne gode digitale købsoplevelser.

Spørgsmål om fremtiden

Olena, hvad talte I med H&M om i Hongkong?

- I øjeblikket er kun 1,4% af materialerne i H&M’s produkter genbrugsmaterialer. Formålet med vores besøg var at se nærmere på, hvordan man kan øge den andel. H&M investerer sammen med andre i innovative start-ups – i øjeblikket drejer det sig om seks, bl.a. Re:newcell, der arbejder med genanvendelse af bomuldstekstiler. Herudover støtter H&M Foundation forskning i teknologier til genanvendelse af materialer.  Om fem til ti år kan vi forvente at se en stor kommercielt levedygtig produktion baseret på genbrugsmaterialer. I mellemtiden vil selskaberne også bruge ressourcer på at fortælle forbrugerne om bæredygtighed, og at tøj produceret af genbrugsmaterialer i dag ser bedre ud og føles anderledes end tidligere.

Vej i Beijing
Beijing, Kina: Nordiske entreprenørvirksomheder har i mange år nydt godt af Kinas massive udvidelse af lufthavne, vejnet og elforsyning.

Filippa, vil denne udvikling skabe værdi ud fra et investorsynspunkt?

- Mødet handlede meget om at sikre værdikæden, og hvordan man garanterer adgangen til råmaterialer til rimelige priser i en verden med færre og færre ressourcer. Som langsigtet investor er det vigtigt for os, at de selskaber, vi investerer i, tænker langsigtet i forhold til deres forretningsudvikling. Og det gør H&M.

- Som tidligere nævnt opererer H&M i en branche med store udfordringer. Vi forventer ikke i samme omfang som i tidligere år at se omkostningsbesparelser via en større produktion i andre lavtlønslande.   Og da lønomkostningerne og priserne på råmaterialer stiger, skal selskabet have et stærkt tilbud til kunderne for at få dem til at betale de højere omkostninger. Efter vores mening har H&M foretaget de helt rigtige investeringer og tiltag.  Det er også vigtigt, at H&M fortæller kunderne om forskellige ESG-relaterede aspekter, så kunderne forstår, at det hele ikke kun handler om pris. Dermed kan H&M også styrke sit brand yderligere.

Henrika, hvad tænker du som forbruger, nu efter at I har haft møderne og besøgt innovationscentre?

- Jeg synes, at det var rigtig interessant at se, hvad selskabet har gjort for at håndtere de udfordringer, som branchen står overfor, fx mangel på ressourcer, en hurtigere forbrugscyklus og klimaforandringer. H&M synes at have klare mål for at forbedre cirkulær anvendelse af materialer, og selskabets samarbejde med udviklere af forskellige innovative teknologier viser klart, at de bidrager aktivt til at skabe levedygtige løsninger på disse problemer.

"Det er efter vores vurdering en klar risiko for modebranchen, at negative nyheder fx om arbejdsforhold hurtigt kan sprede sig via de sociale medier og påvirke forbrugernes købelyst"

Filippa Gerstädt, Porteføljeforvalter i Nordea Asset Management

Dialog for at grave dybere

Filippa, hvordan har den viden og forståelse, som besøget har givet dig, påvirket dit syn som investor på H&M?

- For mig var det værdifuldt at se, at H&M kan sikre sin værdikæde på længere sigt. Det er vigtigt, at selskaberne har klare mål for arbejdsforhold, vandforbrug og cirkulær anvendelse af materialer. Ud fra hvad vi hørte under besøget, mener vi, at H&M’s mål er ambitiøse. Og selvom vi kan forvente øgede omkostninger som følge af højere lønninger og priser på materialer, tror vi, at det vil ske på en kontrolleret måde.

- Det er efter vores vurdering en klar risiko for modebranchen, at negative nyheder fx om arbejdsforhold hurtigt kan sprede sig via de sociale medier og påvirke forbrugernes købelyst. Det er vigtigt, at selskaberne i branchen har robuste strukturer på plads for at mindske den risiko.

Olena, Du har i mange år været i dialog med H&M. Hvad fik du ud af mødet, som du ikke ville have fået, hvis du ikke var taget af sted?

- Vi mødte H&M’s globale miljøansvarlige, som er ekspert netop i tekstiler, og som dagligt arbejder med disse spørgsmål og derfor kan give os vigtig viden. Herudover brugte vi i en halv dag i selskab med den administrerende direktør for HKRITA, som gav os en bredere orientering om forskningen og udviklingen indenfor genbrugstekstiler og nye tekstiler. Efter besøget forstår vi bedre de forskellige teknologier til genanvendelse, deres begrænsninger og de udfordringer, de giver. Den viden kan vi bruge i dialogen med selskaberne i branchen.

Henrika, var der noget, der overraskede dig under besøget, og som fik dig til at ændre syn på selskabet?

- Som investor synes jeg, at det var meget inspirerende med mine egne øjne at se, hvor mange innovative projekter, selskabet bidrager til. Det nye for mig var, at vi faktisk er ved at nærme os det tidspunkt, hvor nogle af disse teknologier er klar til at blive testet og anvendt kommercielt. Det her var mit første feltbesøg, og mit indtryk er, at vi har en god og åben dialog selv med selskaber, der opererer globalt. Jeg er glad for at se, at der bliver taget så godt hånd om vores fonde af meget dygtige eksperter indenfor såvel investering som CSR (virksomheders samfundsansvar).

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer. 

 

Kilder: UNFCCC, About Organic Cotton og Inditex