Af:
Thomas Jensen

3D-print kan gøre bilindustriens produktion mere bæredygtig

Erick Thürmer tester sine produkter i samarbejde med helt store europæiske virksomheder som Folkevogn og Audi. Hans firma har patent på en opfindelse, der potentielt kan revolutionere og gøre bilindustriens produktion mere bæredygtig. 

Erick Thürmer

I 2011 stod Erick Thürmer, der er fjerdegenerations direktør i Thürmer Tools, i lidt af et vadested. Virksomheden, som både hans far, farfar og oldefar havde ledet før ham, havde i 113 år kørt godt og stabilt, men det var, som om de skulle lave noget mere og andet, end de altid havde gjort. Ericks oldefar, Fritz C. Thürmer, var en af pionererne i industrialiseringen i Danmark, da han som den første tog patent på et gevind og på fremstillingen af det. Siden har virksomheden specialiseret sig i at producere maskiner og værktøjer til at lave gevind og senere også bor, som blandt andet bruges på bilfabrikker over hele verden og i offshore-olieindustrien.

Ved allermest i Europa

Erick Thürmer brugte noget tid på at finde ud af, i hvilken ny retning virksomheden skulle gå. Han besluttede sig for, at det skulle være 3D-printning. For hvorfor skulle en virksomhed, der vidste alt om at lave gevind og bor og ikke mindst om det jern og metal, de arbejdede i, ikke også kunne finde ud af at håndtere et metal-pulvermateriale, der bliver lagt i små lag oven på hinanden, så der til sidst dukker et 3D-printet produkt op?

- I 2013 tog vi det første patent på 3D-print af værktøjer i metal. Og i dag er vi nogen af dem, der ved allermest om 3D-print i Europa, forklarer Erick Thürmer.

Efterfølgende er 3D-printning blevet lagt ud i datterselskabet TwentySeven.

Erick Thürmer

Erick Thürmer

Direktør i Thürmer Tools

98 procent cirkulære økosystemer

En meget stor fordel ved 3D-printning er, at det på sigt kan bidrage til en cirkulær produktion, hvor der ikke skal tilføres nye materialer. I dag smider en Thürmer Tools-kunde – det kan være en stor bilfabrik – de bor ud, de har brugt til deres produktion, når de er slidt ned. Men sådan behøver det ikke at være i fremtiden. TwentySeven er med i et større forskningsprojekt, hvor de skal bevise, at de kan lave 100 procent cirkulære økosystemer inden for industrielle produkter. For eksempel på en bilfabrik.

- Lad os tage et simpelt produkt som et bor til at bore huller med. Der skal vi mestre hele processen fra, at det bliver 3D-printet ude hos vores kunder, de bruger det i deres industriproduktion, de slider det ned, og endelig fræser de det ned til pulver igen for til sidst at printe et nyt produkt. Man regner med at kunne opnå 98 procents cirkulær økonomi i det. Det er meget interessant, fordi hvis vi kan det med et bor, så kan vi også overføre det til bremseskiver, motorer, gearkasser og så videre. Det er ret interessant, siger Erick Thürmer.

Store penge i 3D-print

Den opmærksomme læser har nok bemærket, at Erick Thürmer er ved at save den gren over, han selv sidder på. For hvis kunderne selv 3D-printer deres nye bor, så køber de dem ikke længere hos Thürmer Tools. Det kommer ikke til at ske i morgen eller i overmorgen, men Erick Thürmer tør godt spå om, at markedet bliver stort, og at det kommer til at gå ud over underleverandører, og dermed kommer udviklingen til at modellere om på hele landskabet af industrivirksomheder.

Airbus køber normalt de forskellige komponenter til flyene hos underleverandører i hele Europa. Men de har nu meldt ud, at de vil til at 3D-printe op til 40 procent af ikke-kritiske dele selv. BMW købte sidste år dele til sine biler for mere en halv milliard kroner i Danmark, men de vil også til at printe selv. Og fra 2025 vil Renault selv printe kofangere.

- Jeg regner med, at mere end 10 procent af al produktion i verden bliver 3D-printet i 2027, så det kommer til at flytte meget rundt på tingene, forklarer Erick Thúrmer.

Og han er overbevist om, at han ikke kommer til at save den gren over, han selv sidder på, fordi forretningsmodellen i fremtiden vil blive à la App-store. Så når en kunde har brug for at printe et nyt bor, vil de gå på nettet for at finde tegningerne og betale for dem hos TwentySeven.

TwentySeven
Erick Thürmers firma, TwentySeven, har patent på en opfindelse, der potentielt kan gøre bilindustriens produktion mere bæredygtig. Han tester sine produkter i samarbejde med helt store virksomheder som Folkevogn og Audi.

540.000 huller i en Airbus

De fleste tænker nok ikke over det, men markedet for at bore og fræse i forbindelse med industriproduktion er enormt, og kostbart. Et af Erick Thürmers yndlingseksempler er containerskibet Emma Mærsk, hvor det kostede 53 millioner kroner bare at skære huller i jernpladerne for, at de kunne sættes sammen til et skrog. Et andet eksempel er en Airbus A320. Her bliver der boret 540.000 huller med gevind for at kunne skrue det sammen. Eller en Skoda Octavia. Her skal der mellem 30.000 og 40.000 gevind og huller til.

Vores vigtigste patent

TwentySevens vigtigste patent er et 3D-printet bor, der kan reducere omkostningerne inden for eksempelvis bilindustrien markant. I VW-koncernen udgør bore- og fræseprocessen af metaldele mere end 10 procent af produktionsomkostningerne for en bil. Det er kostbart og meget forurenende at køle i forbindelse med, at der bores og fræses. TwentySeven har udviklet et 3D-printet bor, der er langt mere holdbart og mere præcist i sit forbrug af kølevæske. I dag holder et bor til 3.000 huller, men TwentySevens kan klare 50.000, før det skal udskiftes. Virksomheden har desuden udviklet et kølingssystem med små dyser helt ude ved borehovedet, så mængden af kølevæske, der skal bruges, reduceres betragteligt. VW-koncernen har målt på boret og fundet frem til, at de kan halvere forbruget af kølevæsker.

- Markedet i Europa for produkter, der skal skæres, slibes eller laves et gevind på, er på 130 milliarder kroner om året. Hvad sker der så med markedet, hvis vi kommer med et produkt, der laver 50.000 huller, kun koster 10 procent mere end de almindelige, og er næsten 100 procent cirkulært? Det er spændende. Det kan potentielt disrupte hele markedet, siger Erick Thürmer.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.