Hero
Af
Nina Azoulay, journalist

Vi gør det muligt at vinde med både lav og middel risiko

Porteføljemanager i Nordea Asset Management Carsten Leth fortæller om de strategier, han og hans team arbejder efter, for at nå de imponerende resultater, der år efter år slår markedet.

Læs mere om:
Danmark
Nordea Invest
Risiko

Lav risiko giver lavt afkast, lyder teorien i de fleste lærebøger. Men sådan behøver virkeligheden langtfra se ud, når du investerer i danske aktier. For inden for kategorien lav risiko er der forskel på, om et afkast er højt eller lavt. En aktiefond med lav risiko kan give tre procent i afkast om året, mens en anden med samme lave risiko kan give fem procent. 

Nordea Invest Danske Aktier Fokus har de seneste år slået markedet og sendt høje afkast videre til investorerne i både ‘lav risiko’- og 'middel risiko’-kategorierne.

Da Dansk Aktionærforening i marts kårede årets bedste investeringsfonde, blev den præstation belønnet. Nordea Invest vandt i to ud af tre kategorier for aktier – og for første gang nogensinde vandt samme forvalterteam to af kategorierne.

- Vi har to porteføljer, som på skift over de seneste tre år har vundet inden for kategorierne ‘middel risiko’ og ‘lav risiko’, og i år har vi vist, at du som investor kan vinde i begge kategorier på samme tid. Det er meget usædvanligt, siger Carsten Leth, der er porteføljemanager for de to vinderfonde – Nordea Invest Danmark og Nordea Invest Danske Aktier Fokus, der handler med danske aktier.
 

Carsten leth
Carsten Leth
Porteføljemanager, Nordea Invest Danmark og Nordea Invest Danske Aktier Fokus

Høj konkurrencedygtighed for to risikogrupper

De to fonde vinder på både at levere høje afkast og have lave omkostninger. Nordea Invest Danmark har de seneste fem år i gennemsnit leveret et afkast på 17,3 procent, mens Nordea Invest Danske Aktier Fokus i samme periode har givet et afkast på 21,6 procent pr. år (ultimo maj 2018).

- Når man laver justeringer for udsving er det to lige gode produkter – og det er superspændende. Det lyder måske meget teoretisk, men for den enkelte investor er det enormt interessant, at de to porteføljer begge er konkurrencedygtige, så det man så skal gøre op med sig selv er, hvor høj risiko man vil køre med, siger Carsten Leth.

Samme filosofi til forskellige investeringer

Begge investeringsfonde arbejder på samme måde men i forskellige risikoklasser. Danmark er et lille ‘aktieland’ med et begrænset antal selskaber på børsen, så det betyder, at de samme selskaber både er at finde i Nordea Invest Danmark med lav risiko og i Danske Aktier Fokus med middel risiko, men med forskellig vægtning. Hvis Carsten Leth og hans team for eksempel vurderer, at der i en bestemt aktie både kan være en stor kursgevinst, men også risiko for kursfald, vil den udgøre en større del i Danske Aktier Fokus, som har en højere risikoprofil, og den ville udgøre en mindre del i Nordea Invest Danmark.

- Det betyder, at det ikke er et spørgsmål om, hvilke aktier vi skal vælge, men snarere et spørgsmål om, hvor meget vi skal have af hver af de 25-30 største, danske selskaber. Vi handler meget mere, end man gør i andre aktiefonde. Vi har lavet nogle beregninger, der viser, at vi vinder ret meget på at arbejde på den måde – altså at omlægge fonden. Det går meget imod, hvad almindelig teori siger, men her viser det sig, at det kan godt lade sig gøre. Og det er fordi vi netop har en særlig vinkel på det, nemlig den grundlæggende risiko, tilføjer han.

Samme aktier handles igen og igen

Hvor en global fond med mere end 50 virksomheder typisk vil have en omsætningshastighed på 50 procent, har Fokus-fonden til sammenligning en omsætningshastighed på ca. 150 procent. Det er ikke et mål at omsætte så meget, men tallet ligger ifølge Carsten Leth forbavsende stabilt år efter år. Størstedelen af handlerne i de to fonde er de samme aktier, der købes og sælges igen og igen. 

- Det kan være et regnskab, der kommer om en uge, som vi har en stor position i, men som vi tror, der er en stor risiko i. Så sælger vi, og hvis regnskabet så er fint, så køber vi tilbage bagefter, forklarer Carsten Leth.

Aktieteamet er utroligt aktiv, når det kommer til at mødes med virksomhederne. De har mere end 150 møder om året med de 50 virksomheder, de holder øje med og analyserer i Danmark. De gør det for at have bedst mulig fornemmelse for, hvordan tingene går både på den lange og ikke mindste den korte bane. I følge Carsten Leth er det for langsigtet at se på, hvordan en given virksomhed og aktiemarkedet vil udvikle sig de næste to, tre eller fem år.

- Vi skal koge det ned til at tage nogle ‘bets’ på noget, der sker i overskuelig fremtid. Et af de bedste eksempler er Pandora, der gik frem med raketfart, da de fik styr på det hele efter deres IPO. Der var vi med på hele opturen men spottede forskellige faresignaler i USA, der tydede på at væksten ville gå ned. Det troede analytikerne ikke på, men vi solgte vores aktier, og derefter faldt den markant. Nu tyder det så på, at der kommer gang i den igen, forklarer Carsten Leth.

Vi handler meget mere, end man gør i andre aktiefonde. Vi har lavet nogle beregninger, der viser, at vi vinder ret meget på at arbejde på den måde
Carsten Leth, porteføljemanager, Nordea Invest Danmark og Nordea Invest Danske Aktier Fokus

Når fokus i højere grad er rettet mod, hvad der sker i nære fremtid fremfor det langsigtede potentiale for markedet, er der naturligt flere udskiftninger i porteføljen.

Det kan være, at der op til et A.P. Møller Mærsk-regnskab er bevægelser i containerraterne, som analytikerne ikke har fanget – så kan der være grund til at sælge aktierne. Eller bare nogle af dem.

- I tilfældet med A.P. Møller vil vi måske vælge at have fire i stedet for otte procent – eller omvendt, hvis det ser rigtig stærkt ud. Det er sjældent, at vi skifter aktier helt ud af porteføljerne. Det er som med lodder på en vægt, vi arbejder, siger Carsten Leth.

Det er fjerde år i træk, at Dansk Aktionærforening har kåret Nordea Invest Danske Aktier Fokus som vinder i kategorien ’Aktier – mellem risiko’. Og det er første gang nogensinde, at det samme forvalterteam vinder i to kategorier, som Carsten Leth og hans hold nu har gjort med både lav og middel risiko.

- Vi har brugt meget tid på at prøve at lave en ordentlig differentiering mellem de her to produkter, og derfor er det jo også superspændende, at vi nu har vist, at man kan vinde, både når man kører med middel og med lav risiko, siger Carsten Leth.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?