Novo Nordisk
Af
Charlotte Holst, journalist

Novo Nordisk kæmper for at knække fedmekoden: “Hvis vi lykkes, kan vi hjælpe millioner”

Fedme og relaterede sygdomme rammer stadig større dele af befolkningen globalt. Hos Novo Nordisk arbejder man på flere planer for at sikre behandling til alle og understøtter dermed verdensmål 3. Det handler om nye medicinske produkter, men også om at sikre så mange som muligt adgang til lægehjælp og få fedme anerkendt som sygdom.

sdg

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.

Serie: Nordea Invest Magasinet sætter fokus på FN’s verdensmål og fortæller i en række artikler om hvert af de 17 mål.

sdg

Type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, slidgigt, blodpropper. Listen over følgesygdomme af fedme er lang, for slet ikke at tale om de psykiske lidelser og sociale stigma, der følger af at være overvægtig. Chefen for Novo Nordisks afdeling for fedmeforskning, Mads Tang-Christensen, skriver i en artikel om fedme på selskabets eget site: “Folk, der lever med overvægt, kæmper for at tabe sig. Men et komplekst system i vores krop arbejder imod dem.”

Det er den tilgang til fedmeproblemet, Novo Nordisk ønsker at udbrede: At overvægt ikke bare kommer af slap viljestyrke, men er en konsekvens af en række fysiologiske, psykologiske, genetiske, og miljømæssige faktorer.

Det danske selskab, der har en førerposition inden for diabetesbehandling, arbejder på at udvikle lægemidler mod fedme. Statistikkerne er overvældende: Fedme har ramt intet mindre end 13 procent af verdens voksne befolkning og får sundhedsudgifterne til at eksplodere.

- Det er en enorm udfordring, som har konsekvenser, ikke bare for den enkeltes helbred og livskvalitet, men også i et samfundsøkonomisk perspektiv, siger bæredygtighedschef hos Novo Nordisk, Susanne Stormer.

Hun peger på, at en af barriererne er, at de færreste får behandling.

- Det er ganske enkelt ikke prioriteret i sundhedssektoren, og fordi det også ofte er forbundet med stigma, går de færreste til lægen for at få hjælp.

Susanne Stormer
Susanne Stormer, bæredygtighedschef hos Novo Nordisk.

Fedme og diabetes

  • Fedme er en altoverskyggende årsag til type-2 diabetes: Cirka 80 procent af dem, der udvikler type-2 diabetes er overvægtige.
  • I dag lever omkring 13 procent af verdens voksne befolkning med fedme. Mindre end 2 procent af dem får medicinsk behandling.

Kilder: Diabetesforeningen og Novo Nordisk

Den hellige gral

Novo Nordisk arbejder på flere planer for at bekæmpe fedmeepidemien. Helt konkret forsøger forskerne at udvikle effektive lægemidler til behandling. De koncentrerer sig om hjernen, som er den slagmark, hvor naturens lyst til at mæske sig i kalorier kæmper mod vores rationelle forsøg på at opretholde en sund vægt. For at forstå fedme, må man forstå, hvad der sker i hjernen.

Mads Tang-Christensen udtrykker det sådan, at man søger efter den hellige gral i regulering af kropsvægten: “Hvorfor er det for eksempel, at en person kan være i stand til at tabe sig, men inden for et par uger kryber vægten tilbage, selvom kalorieindtaget ikke er steget? [ ... ] Det er, som om der er en ‘kontakt’, der tilpasser personens energiforbrug til, at de tabte kilo fra slankekuren genvindes.”

Teamet i forskningsafdelingen forsøger at nå frem til, præcis hvor i hjernen denne ‘kontakt’ sidder og undersøger, om det er noget, der kan løses med medicin: “Hvis det er, vil vi måske en dag kunne hjælpe folk med fedme til ‘at nulstille’ deres vægt til et nyt og sundere udgangspunkt. Hvis vi lykkes, kan vi hjælpe millioner af mennesker, der lever med fedme,” skriver Mads Tang-Christensen.

Fedme-epidemi

  • På verdensplan er fedme næsten tredoblet siden 1975.
  • Størstedelen af verdens befolkning lever i lande, hvor overvægt og fedme slår flere mennesker ihjel end undervægt.
  • 41 millioner børn under fem år var overvægtige eller fede i 2016.
  • Over 340 millioner børn og unge mellem 5-19 år var overvægtige eller fede i 2016.

Kilde: WHO

Diabetes eksploderer i byer

Men at knække fedmeepidemien er ikke så ligetil. Blandt andet på grund af de stigma, Susanne Stormer nævnte tidligere. Der er skepsis over for at betragte fedme som en sygdom og en opfattelse af, at fedme falder tilbage på personen selv. For at få fokus på forebyggelse og årsagerne til fedme, lancerede Novo Nordisk i starten af i år initiativet ‘Cities Changing Diabetes’, hvor 19 byer på fem kontinenter fokuserer på de grundlæggende årsager til diabetes: med fedme som den altoverskyggende.

- Vi samarbejder med bystyrer og andre lokale interessenter om at gøre byer til steder, der fremmer sundhed, i stedet for – som vi ser det flere og flere steder – at gøre det sværere for indbyggerne at leve sundt, for eksempel når det gælder trafik, adgang til motion og adgang til sunde fødevarer, siger Susanne Stormer.

Antallet af diabetestilfælde stiger især i byerne, som ikke er indrettet til, at man kan bevæge sig. Folk kører rundt i biler og fastfood er let tilgængeligt alle steder.

FN’s verdensmål

I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere 17 verdensmål, som frem til 2030 skal skabe en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og for jorden. De globale mål kaldes også for Sustainable Development Goals – eller helt enkelt ’SDG’. Verdensmålene handler blandt andet om at afskaffe fattigdom og sult, reducere ulighed og fremme ligestilling, sikre ansvarligt forbrug og produktion, skabe anstændige jobs og mere bæredygtig vækst samt at sikre god uddannelse og sundhed til alle.

Læs mere om de 17 verdensmål her

‘Cities Changing Diabetes’
‘Cities Changing Diabetes’ skal blandt andet sætte gang i bevægelse i storbyerne. Her motionerer borgere fra Tianjin i Kina.

Et langt sejt træk

At arbejde konkret med verdensmålene handler i høj grad om at zoome ind på delmålene og blive konkret i forhold til, hvordan man som virksomhed kan bidrage til hvert enkelt. I forhold til verdensmål 3 fremhæver Susanne Stormer blandt andet delmålet om at sikre, at alle har adgang til sundhedsydelser, de kan betale.

- Det er noget, vi her i landet tager for givet, men som i mange lande enten ikke findes overalt, eller slet ikke. Det kan vi dels bidrage til ved at gøre, hvad vi kan, for at distributionen af vores produkter bliver mere effektiv og når ud til de patienter, der har brug for dem, og ved at tilbyde produkter indenfor forskellige priskategorier, siger Susanne Stormer.

Hun peger også på, at det er et langt sejt træk, hvor man må arbejde på flere planer.

- Det handler også om at advokere for bedre sundhedssystemer, tale patienternes sag, og støtte op om patientforeninger, så de kan få regeringer og sundhedsmyndigheder i tale.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?