Loading

0:00/0:00

Af
Charlotte Holst, journalist (fotos: Thomas Jensen)

Svensk startup satser på elektrisk surfing til action-elskere

Også i actionsport-verdenen er elektrificeringen ved at få fat. Nordea Invest Magasinet har mødt en svensk startup, der vil tilfredsstille adrenalin-hungrende surfere med deres elektriske board, som de mener på sigt også kan nå andre kundegrupper. Dansk investor har skudt penge i Limhamn-firmaet.

Indsigt
Sverige
Daniel Aronsson
Daniel Aronsson
COO og medstifter, Awake

Følelsen af frihed og adrenalin, der pumper rundt i kroppen. Det er det ‘rush,’ startup-virksomheden Awake vil give sine kunder og helst gøre så mange som muligt afhængige af. I august 2018 sendte den Limhamn-baserede virksomhed produktet ‘Awake RÄVIK’ på markedet. Et surfboard, som med sit 15 kilo tunge batteri, gør det muligt at dyrke sin passion uanset vejret. Boardet kan sende surfere af sted over havoverfladen med helt op til 56 kilometer i timen, men kan omvendt også indstilles til at bevæge sig i bedstemor-tempo. Farten styres med en trådløs controller. De første eldrevne boards er netop kommet til havs.

- Vi satte et ganske lavt produktionsmål for 2018 og besluttede at holde os på 30 enheder i alt. Det er ikke mange, men vi gjorde det, fordi vi ved, hvor svært det er at tage et produkt fra en fungerende produktion og køre det op til at være et produkt til et massemarked, fortæller COO og medstifter, Daniel Aronsson.

Det er ham der, sammen med Philip Werner og Mikael Kajbring, har grundlagt Awake. Selv er han business-uddannet, mens eksempelvis Mikael Kajbring er maskiningeniør.

Deres startup står nu på tærsklen til at skulle skalere op og sende boardet til 18.900 euro ud til sports- og teknologi-glade mennesker både i og uden for Europa.

- Indtil nu har vi først og fremmest leveret til Europa. Vi har ønsket at være nær vores kunder og forstå markederne, fremfor blot at være hurtige. Derfor har vi valgt et antal strategiske markeder ud, hvor vi ser stort potentiale. Men vi tager et skridt ad gangen for helt enkelt at kunne håndtere efterspørgslen, som vi ved er der, siger Daniel Aronsson.

Awake
Den svenske startup Awake vil tilfredsstille action-hungrende surfere med det elektriske board Awake RÄVIK, som netop er kommet på markedet.
Image text

Elektrificering til havs

Indtil videre kan produktionen af boardet håndteres i Limhamn, hvor virksomheden holder til i et større kontorlokale og et produktionslokale i et råt og mangfoldigt industrikvarter på Limhamsvägen. Alle tre grundlæggere af Awake er selv drevet af forkærlighed for actionsport.

- Vi er alle glade for ekstrem- og actionsport. Vi elsker følelsen af frihed og adrenalin, så det er det, der driver os - og så det at udforske nye grænser. Vores kunder er i dag også spændingssøgende på forskellig vis, men det er samtidig mennesker, der kan lide teknologi og afsøger, hvad man kan med teknologien, siger Daniel Aronsson og peger på, at den generelle elektrificering af samfundet har været en inspirationskilde.

- Der har jo været en enorm udvikling med el i transportindustrien. Den har vi ikke rigtig set på samme måde i bådindustrien, som halter lidt efter. Så vi ser en mulighed for at være på forkant. Jeg tror, det her er noget, der vil udvikle sig langt mere inden for det maritime felt, og der håber vi at kunne være førende og vise vejen, siger han.

Om Awake RÄVIK

• Det elektriske surfboard vejer i alt 35 kilo
• Batteriet vejer 15 kilo
• Boardet, der er lavet af kulfiber, kan komme op på 56 kilometer i timen
• Man kan surfe (afhængigt af brugen) i 40 minutter på én batteriopladning (afhængigt af brugen)
• Surferen styrer farten med en trådløs controller
• Boardet kan accelerere op til 50 km timen på kun fire sekunder
• Prisen er 18.900 euro

En vision er at Awake ikke kun skal være at finde på markedet for ekstremsportsudstyr, men også på sigt vil kunne bibringe andet og mere.

- Vores branche er elektriske surfboards. Det er vores hovedprodukt, og det vi satser 100 procent på, men samtidig har vi haft en lidt større vision fra begyndelsen om også at skabe et transportmiddel, der kan bruges på andre måder. Det kan være i situationer, hvor man skal hurtigt og smidigt frem på vand - eksempelvis i en redningssituation. Eller det kan være i fabriksindustrien, hvor man har brug for et fartøj til at transportere varer på den ene eller anden måde.

Awake
To af grundlæggerne af Awake: Mikael Kajbring (th.) og Daniel Aronsson i produktionslokalet. Kajbring er uddannet maskiningeniør, mens Aronsson er business-uddannet.
Image text

Stærk investor

Awake har den danske entreprenør og milliardær, Tais Clausen, i ryggen som investor. Han har foreløbig skudt 2,5 millioner euro i Awake. Tais Clausen var med til at stifte virksomheden 3Shape Holdings, der leverer 3d-scannere og software til tandlæge- og høreapparatsektoren, og som har haft store vækstrater de seneste år. Selv har han en fortid fra DTU og har derfor indsigt i den tekniske del. Det har været en stor hjælp, siger Daniel Aronsson.

- Vi har fået en privat investor, som er stærk kapitalmæssigt, men som også har været en stor support gennem hele udviklingsfasen. Det er en kæmpe fordel, at han også har kompetence inden for det her felt. Han har kunnet guide os rigtigt i svære beslutninger og prioriteringer.

Om virksomheden

• Stiftet af Daniel Aronsson, Philip Werner og Mikael Kajbring
• Sendte de første elektriske boards ud til kunder i september 2018

• Baseret i Limhamn, Sverige, hvor produktionen også foregår
• Har investor Tais Clausen med om bord

En af hovedudfordringerne for en nystartet innovativ virksomhed er som regel at finde det rette team. Det er også noget, der er blevet lagt energi i hos Awake, som netop har ansat medarbejder nummer 16.

- Vi har brugt tid på at finde dygtige personer, som har det rette drive. Folk, som brænder for både produktet og forretningen og er skarpe på deres felt. Så rekruttering har vi meget fokus på, siger Daniel Aronsson.

Ingeniører har fyldt en del i medarbejderstaben i startfasen.

- Vi har jo brugt meget energi på innovation og den tekniske del for at få skabt det rette unikke produkt. Man skal ikke begynde for tidligt med markedsføring. Vi har holdt os til virksomhedens kerneprodukt og forsøgt ikke at lade os distrahere af andre ting, siger han.

Awake
Alle tre stiftere af Awake er selv glade for ekstrem- og actionsport.
Image text

Så længe det er sjovt ...

Næste skridt for Awake bliver at opskalere produktionen og gå globalt. Det kræver meget på både produktions- og markedsføringssiden. I det hele taget bliver der lagt mange arbejdstimer i lokalerne i Limhamn, men glæden ved at se noget blive til er med til at drive en, siger Daniel Aronsson.

- For mig personligt, der kommer med en business-baggrund, er det fantastisk sjovt at få mulighed for at skabe nye produkter og kombinere forretningskendskab med den stærkt kreative udviklingsproces. Og så er det bare sjovt at lave noget, som ingen har lavet tidligere og satse på sin drøm.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt