hero image
Af
Nina Azoulay, journalist

Streaming i vild udvikling: “Det bliver endnu mere dramatisk i de kommende år”

Kampen om streaming-brugere er gået ind i en ny fase, hvor streamingtjenester bruger flere penge end nogensinde før på at skabe unikt indhold, og tv-stationerne også kæmper for at få en større bid af kagen. Eksperter forventer, at kampen om streamerne snart bevæger sig ind på nye jagtmarker.

Læs mere om:
Indsigt
IT
Claus Bülow Christensen
Claus Bülow Christensen
Ekspert i digital medieudvikling

Flere skrotter de gamle tv-pakker og streamer i stedet både tv-serier, nyheder og fredagsunderholdning. Verden over strømmer brugerne til streamingtjenester som Netflix og HBO, som samtidig skruer markant op for budgetterne for at lokke flere abonnenter til med unikt indhold.

Streamingmarkedet har udviklet sig i rivende fart de seneste fem år, og kampen er skærpet yderligere i år, lyder det fra ekspert i digital medieudvikling Claus Bülow Christensen, der har fulgt mediemarkedet tæt gennem 30 år.

– Det er helt klart, at væksten vil fortsætte, og det bliver endnu mere dramatisk de kommende år, siger han.

Netflix har i år rundet 100 millioner abonnenter fordelt på 190 lande og har planer om at bruge otte milliarder dollars (cirka 50 milliarder kroner) i 2018 kun på at producere nye tv-serier. Samtidig har Disney annonceret, at man fra 2019 ikke længere vil levere indhold til Netflix, men i stedet lancere sin egen streamingtjeneste. Og det sætter Netflix under pres, mener Claus Bülow Christensen og peger på, at Netflix har disruptet tv-markedet og ødelagt gamle forretningsmodeller ved at tilbyde en kreativ løsning til seerne, som både var billigere og nemmere.

– Den succes, Netflix selv har skabt, bider dem i halen nu, når vi ser, hvad Disney gør. Hele udviklingen handler om at kortslutte værdikæder og overflødiggøre unødvendige led. Det er tydeligt, at hvis Disney løser de teknologiske krav, behøver de ikke bruge andre aktører. Og de mener det alvorligt, for de har opkøbt et teknologifirma, der er eksperter i at behandle videomateriale, forklarer han.

 

image norskov
Politidramaet ‘Norskov’ satte rekord på TV 2 Play, da første afsnit havde premiere, og en ny sæson har netop fået premiere.

Kampen mellem det lokale og globale

På de nordiske breddegrader ses samme udvikling, hvor broadcasterne løsriver sig fra kabel-tv-markedet og i højere grad satser på egne streamingtjenester. Både DR, TV 2 og Viaplay satser på mere egenproduceret fiktion til deres streamingtjenester.

TV 2 oplever en heftig vækst på sin streamingtjeneste Play, fortæller kanalchef Sune Roland.

– Vi kan se, at folk generelt øger tidsforbruget på levende billeder, og mange streamer til store skærme som smart-tv’et derhjemme. Der er flere, der lige snupper et afsnit mere, når de ser en tv-serie som ‘Rita’ eller ‘Norskov’ på stor skærm i stedet for eksempelvis telefonen, og så øges tidsforbruget på Play, fortæller Sune Roland.

TV 2 har en ambition om at vise ny, dansk fiktion 50 uger om året.

– Fiktion bliver ved med at være vigtig og er noget af det, vi satser mest på i 2018. Men vi satser også på nyheder og aktualitet. En af vores unikke styrker er live-tv, som stiger i takt med, at flere dropper kabel-tv. Det ser vi på blandt andet sport og senest også på kommunalvalget, siger han.

 

Julie Nygaard
Chef for analysevirksomheden Wilkes medieafdeling

Sport bliver en ny kamparena

Og det er netop på indholdssiden, at kampen bliver kæmpet nu, for de teknologiske udfordringer er på plads, fastslår Claus Bülow Christensen.

Han ser klare tegn på, at konkurrencen om indholdet fremover ikke kun vil handle om tv-serier og film, men at særligt sportsbegivenheder kommer til at fylde meget.

– Det næste store, der kan ske, er, at sportsbegivenheder som Champions League gør som Disney og går uden om tv-stationerne og laver deres egne tjenester og apps. I USA kan du allerede købe adgang til gode apps, der har alt om eksempelvis baseball, siger han.

Julie Nygaard, chef for analysevirksomheden Wilkes medieafdeling, mener også, at sport vil spille en stor rolle i de næste slag om streamerne.

– Der er to ting, der holder danskerne til tv-pakken i dag. Den ene er nyheder, den anden er sport. Nyhederne kan du få andre steder, men sporten ligger stadig i tv-pakken. Men jeg tror ikke, der går lang tid, før du selv kan sammenstykke et sportsunivers ud fra, om du går op i golf, tennis eller fodbold, ligesom du kan med underholdning i dag, siger hun.

Sune Roland tror også, at sport bliver det næste sted, kampen om streamerne vil udfolde sig.

– Det kan godt ske, at sporten laver deres egne tjenester, men det er jeg ikke så bekymret for. Lige nu spredes indholdet ud, men jeg tror, at vi når et tidspunkt, hvor forbrugerne gerne vil begrænse antallet af tjenester, de abonnerer på, og så har de brug for få samlet så meget som muligt et sted. Og en af vores fordele er, at vi kun har dansk indhold, siger han.
 

"Det er helt klart, at væksten vil fortsætte, og det bliver endnu mere dramatisk de kommende år"
Claus Bülow Christensen, ekspert i digital medieudvikling

Den største trussel

Netflix og HBO fylder godt i billedet, men der er en helt anden spiller, man bør holde godt øje med, mener Julie Nygaard og peger på shoppingportalen Amazon.

– De bliver farlige på sigt, for de vil ikke konkurrere på indhold. Alligevel har de formået at positionere sig stærkt på netop indholdet, siger hun.

Amazon har for nyligt købt rettighederne til at lave Tolkiens populære bøger ‘Hobbitten’ og ‘Ringenes Herre’ til en fire sæsoners tv-serie. Prisen er hemmelig, men analytikerer estimerer, at serien bliver den dyreste nogensinde med et samlet budget på cirka 6 milliarder dollars (cirka 38 milliarder kroner).

– Kun otte procent af Amazons kunder bruger dem på grund af videoindhold. Resten er der for at shoppe. Amazon samler alt under et tag, så når du går ind for at handle, bliver du eksponeret for deres videoindhold på deres egen tjeneste, og den kan fastholde dem længere med skræddersyet indhold, siger Julie Nygaard.

Internationale aktører betragter allerede Amazon som den største potentielle trussel, påpeger Claus Bülow Christensen.

– De har en helt anden omfattende økonomisk skala, fordi de lever af, at folk køber varer, og de kender deres kunders købevaner endnu bedre end streamingtjenesterne. De kommer garanteret også til Norden, og mit gæt er, at det sker snart med en dansk portal, som vi kender modellen fra Tyskland. For vi er en lavthængende frugt med god netforbindelse og stærk købekraft, siger han.

Omtale af selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

 

Mere streaming, mindre tv

Ifølge Julie Nygaard, chef for medieafdelingen i analysevirksomheden Wilke, har cirka 500.000 af danskerne i dag ikke adgang til en tv-pakke, og tallet er stigende. Samtidig er andelen af danskere, der streamer, steget markant. Ifølge Wilkes målinger var det sidste år 42 procent af danskerne, som ikke brugte streamingtjenester. Det tal er i år faldet til 16 procent.