smiling man
Af
Charlotte Holst, journalist

Socialøkonomisk virksomhed med succes

Thor Thorøe forlod Paradis, da han så sine værdier visne. Nu skaber han udvikling i Afrika gennem sin socialøkonomiske virksomhed Social Foodies. Han er drevet af et ønske om at skabe vækst, dér hvor behovet er størst.

Læs mere om:
Afrika
Indsigt
Industri
Thor Thorøe
Stifter af Social Foodies

Erhvervseventyr er ligegyldige, hvis ikke de gør nytte. Thor Thorøe, kendt fra is-imperiet Paradis, vil tjene penge. Men de skal yngle med et formål. Hans nye socialøkonomiske virksomhed Social Foodies er derfor bundet op på ønsket om at tage ansvar, og salget af is, nødder, brød og müslibarer skaber job til udsatte danskere og mini-virksomheder i Afrika. Pengene skal cirkulere for at skabe stærkere samfund.

- Der er masser af penge at hente i Afrika for investorer. Men mange tør ikke røre det. Der er så mange faldgruber. Man skal forstå det og kunne hooke op med de rette mennesker, siger Thor Thorøe.

Som garvet backpacker og bosiddende med familien i Sydafrika i en årrække kender han selv til kontinentet og er ikke bange for at tage livtag med det. Thor Thorøe blev ellers mangemillionær på kort tid med Paradis. En blomstrende forretning, men med værdier, der visnede, siger han.

- Vores mission var, at alle skal have ret til at spise frisklavet is hver dag. Uanset hvem de er, og hvor de bor. Når man så vælger at hæve priserne med 26 procent midt i finanskrisen og samtidig degraderer kvaliteten af produkterne, så er man ikke længere tro mod den mission.

 

Hindbærsorbet
Det startede med is for Thor Thorøe, og han tjente millioner med Paradis. Is kan man også få i hans butikker nu, men med Social Foodies vil han mere – både produktmæssigt og menneskeligt.

Penge der ruller rigtigt

Han solgte sin del af Paradis i 2010. I dag driver han flere socialøkonomiske projekter gennem Social Foodies. Herhjemme og i lande som Sydafrika, Mozambique og Uganda. Der produceres råvarerne til de produkter, man kan købe i foreløbig syv butikker i Danmark. Pengene skal rulle ind for at rulle videre i den rigtige retning. Thor Thorøe fortæller om mejeriet i Mozambique, som han åbnede i 2009, hvor flere hundrede familier kom i gang med mælkeproduktion.

- Til at starte med kunne bønderne ikke forstå, at køer skal have vand for at give meget mælk. Men de blev dygtigere. Vi brugte tid på at oplære dem og tidoblede produktionen på kort tid. Vi købte mælken til at producere mejeriprodukter lokalt. Vi ansatte 100 lokale sælgere til at afsætte dem på markedet. Unge arbejdsløse fik job, vi fik hjulet til at dreje rundt. På den måde skaber man en lokal cirkulær økonomi, hvor pengene ruller og skaber bedre forhold.

“De hvide plejer at betale”

46-årige Thor Thorøe er en mand med mange historier, som han fyrer af i hurtigt tempo. En af dem handler om korruption, en af de dybere faldgruber i Afrika.

- En dag kom nogle fine herrer i store limousiner hen til mejeriet. De kørte fingrene hen over nogle flader, hvor der var støv. "Det er ulovligt. Det koster 5.000 dollars," sagde de. "Her er 40 grader, der kommer støv, det kan ikke undgås," sagde jeg. Så fik jeg 2.000 dollars i rabat og skulle pludselig kun betale 3.000. Så sagde jeg: "Ved I hvad, bare luk lortet, så tager jeg hjem." Så løb de efter mig: "De hvide plejer at betale," sagde de. "Nej," sagde jeg. "Det rammer de mange familier, der er beskæftiget her, men jeg betaler ikke." Mejeriet blev ikke lukket. Også herhjemme kan systemet få Thor Thorøe til at fare i flint. Det offentlige har ikke forstået, siger han, at når de køber hans produkter, hjælper de samtidig sig selv.

- Hør her, vi tager som virksomhed socialt udsatte ind, vi giver dem løn. Men nej, kommunerne satser på de billigste leverandører. Virksomheder, som måske har en rådden personalepolitik, hvor folk går ned med stress. Vi hjælper socialt udsatte og sparer systemet for millioner. Pengene kan bruges på veje, skoler og så videre. Men de kan ikke få ind i deres store tykke hoveder, at der er en gevinst ved det. Jeg bliver så harm.

 

Flødebolle
Der er meget af det søde i Social Foodies’ foreløbig syv butikker, men man har også blikket rettet mod nye produkter som frugt og juice, ligesom den sunde og mættende chufa-bolle skal trække kunder til hele dagen.

Interessant for investorer

I Danmark har Thor Thorøe og hans hold, der blandt andet tæller tidligere direktør i Danske Spil Mette Dyhr, skarpt fokus på at gøre butikkerne relevante for kunderne hele dagen, hele året. Det er afgørende, når man skal gøre sig interessant for investorer og vil ekspandere internationalt, siger Thor Thorøe.

- Mange kom ind for at få det søde, men næsten altid sidst på dagen. Derfor udviklede vi chufa-bollen. En næringsrig bolle man kan blive mæt af til frokost, og vi bruger råvarerne i forvejen. Melet til bollerne stammer fra chufa-knolde, der har været kendt og dyrket i Vestafrika gennem 4.000 år. Frugt og juice er et andet udviklingsfokus, fortæller Thor Thorøe.

- Vi har frugterne alligevel, så vi undgår også madspild. Jeg tager til Afrika på søndag for at se på et chiafrø- og frugtprojekt, vi har gang i.

Lige nu ligger der butikker i privilegerede områder som Ordrup, Hellerup og Vedbæk. Hvornår kommer I ud til en bredere kundekreds?

- Når vi har produkter, der egner sig til supermarkederne. Vi laver et samarbejde med Nemlig.com, hvor blandt andet vores müslibarer skal sælges. For vores koncept har brug for at komme bredt ud, og nye socialøkonomiske virksomheder har brug for, at vi bliver mere kendt. Vi skal være bannerførere på det her, siger Thor Thorøe.

 

Social Foodies-projekter i Afrika:

Cocoafair - chokoladefabrik i Cape Town. Stiftet i 2011. Skaber job til mennesker fra Cape Towns slumkvarterer

DanMoz - mejeri i Chimoio, Mozambique. Stiftet i 2009. 1200 småbønder producerer dagligt mælk til mejeriet. Bønderne er blevet trænet i at være mælkeproducenter. De penge, de tjener, betyder blandt andet at de kan sende deres børn i skole.

Biodynamisk landbrug i Uganda er undervejs. Her skal dyrkes vanilje, kakao, bananer, macadamianødder mm. ud fra fra biodynamiske principper. Der etableres en landbrugsskole for børn og unge, som har mistet deres forældre i krig eller ved sygdom. Børnene skal uddannes til dygtige bønder.

Social Foodies-projekter i Danmark:

Thorshøjgaard. Her pakkes ‘Social Foodies’ produkter af unge med særlige behov.

Udsatte i job. Social Foodies ansætter gerne personer med forskellige diagnoser eller handicap.

“Jeg ER på rette sted”

At han selv valgte det rigtige ved at forlade Paradis og bruge alle kræfter på at toptune forretningsmodellen i Social Foodies, er han ikke i tvivl om.

- Jeg giver dig et eksempel. Jeg var i Uganda, hvor jeg havde startet en lille isbutik på det tidspunkt, hvor jeg solgte Paradis fra. Jeg stod og podede vanille. Så kom der en højgravid kvinde, der slæbte på mange varer, ned af bjerget. Nogle timer efter kom hun tilbage igen med sin nyfødte baby. Så havde hun været nede at føde sit barn, sælge varer og købe nye, og går så op af bjerget igen med alle varerne og en nyfødt unge på ryggen. Så tænkte jeg: Jeg ER på rette sted. Jeg skal have gang i at hjælpe de her mennesker.