Loading

0:00/0:00

Journalist
Nina Azoulay

Slut med billetter – her bliver bus og tog gratis

I Luxembourg vil man både trængsel og CO2-udledning til livs ved at gøre al offentlig transport i landet gratis. Vi har været på gaden i Luxembourg for at høre, om det er den rigtige vej at gå.  

Bæredygtig opsparing
Europa
Indsigt

Stil bilen og hop på bussen – det koster ikke en krone. I Luxembourg bliver både billetautomater, klippekort og zonesystemer snart skrottet.

- Vi vil gøre offentlig transport mere attraktiv og gøre busser, sporvogne og tog i hele Luxembourg gratis fra 2020.

Sådan lød det fra Xavier Bettel, da han kort før årsskiftet tiltrådte sin anden periode som premierminister i det europæiske hertugdømme. Første fase er sat i gang med gratis transport for unge og studerende. Efter planen skal det være gratis for alle at køre med offentlig transport i starten af 2020.

Ifølge Xavier Bettel er formålet med at fjerne billetter og betaling at komme den massive trængsel på landets veje til livs og samtidig reducere CO2-udledningen fra de mange biler. For køerne med pendlere er lange på store dele af Luxembourgs vejnet. 

Cirka 400.000 mennesker pendler dagligt ind til Luxembourg City hver dag. En meget stor del tager i dag bilen, men dem vil premierministeren have flyttet over i bus, tog og sporvogn.
Cirka 400.000 mennesker pendler dagligt ind til Luxembourg City hver dag. En meget stor del tager i dag bilen, men dem vil premierministeren have flyttet over i bus, tog og sporvogn.

I Luxembourg City bor der cirka 110.000 mennesker, men tæt på 400.000 personer pendler dagligt ind til byen for at arbejde. Cirka halvdelen af dem krydser grænsen fra nabolandene Belgien, Tyskland og Frankrig for at arbejde i det velhavende hertugdømme, hvor gennemsnitslønnen er væsentligt højere end i de omkringliggende lande.

Antallet af internationale pendlere steget markant over de seneste år. I perioder har trængslen på vejene mod Luxembourg City været så tæt, at køretiden fra grænsen til hovedstaden i myldretiden har været fordoblet. Det har fået flere pendlere til at se sig om efter andre grænseovergange – og det har fået bilkøerne til at sprede sig fra hovedvejene ud på små veje og mindre grænsebyer. Blandt andet til Schengen – den lille by ved den franske grænse, som ude i verden er kendt for netop at lægge navn til aftalen om fri bevægelighed i EU, men som på grund af massiv trængsel sidste år paradoksalt nok besluttede fast at lukke sin grænseovergang til Frankrig i myldretiden for at skåne sine indbyggere.

Bekymrende antal biler

En af udfordringerne for Luxembourg er antallet af biler per indbygger. Det er det højeste i EU – 662 biler per 1000 indbyggere. På det felt er Luxembourg ifølge New York Times det land i Europa, der kommer tættest på amerikanske tilstande, hvor der er cirka 800 biler per 1000 indbyggere.

"Det tager en evighed med bussen"

19-årige Dennis Rassel, der bor i Luxembourg, mener, det er en god idé med gratis bus og tog.

- Jeg synes, det er en virkelig god idé, for vi er nødt til at begynde at bruge mere offentlig transport. Det er mere miljøvenligt end at tage sin egen bil alle steder hen. Vi har mange trafikpropper her i Luxembourg, for der er for mange biler på vejene. Men nogle gange er jeg nødt til at vente mere end en halv time på min bus, og så tager det en evighed at komme hjem, hvorimod det på de rigtige tidspunkter af dagen går enormt hurtigt og er meget mere bekvemt at tage bilen, siger han.

Hans kammerat, Kristoff Kayser, er enig. Men også han ser udfordringer i det nuværende bus- og tognet.

- Det er en god idé og et skridt i den rigtige retning med gratis offentlig transport. Jeg kører med offentlig transport, når jeg kan, men jeg bor på landet og skal ofte vente i en halv time på bussen, så det er nemmere og mere fleksibelt at tage bilen. Der er mange situationer, hvor toget er forsinket eller slet ikke kører. Det er svært, når den offentlige transport ikke er til at regne med, siger Kristoff Kayser. 

Kristoff Kayser og Dennis Rassel, begge 19 år, mener, at gratis offentlig transport er en god idé, men der skal investeres mere i busser og tog, hvis de skal lade bilen stå i fremtiden.
Kristoff Kayser og Dennis Rassel, begge 19 år, mener, at gratis offentlig transport er en god idé, men der skal investeres mere i busser og tog, hvis de skal lade bilen stå i fremtiden.

Svært at flytte bilister

En del af premierminister Xavier Bettels plan er også at investere i den offentlige transport ved blandt andet at udvide sporvognsnettet i byen, sænke afgifterne på elbiler og i samarbejde med nabolandene gøre det økonomisk mere attraktivt for pendlere at krydse grænsen med tog, når de skal på arbejde i Luxembourg. 

Men det kan alligevel blive svært at flytte pendlerne fra bilen over i bus og tog, lyder det fra Kåre Press-Kristensen, civilingeniør, ph.d og seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd, som blandt andet arbejder for at reducere luftforurening og klimabelastning fra transport. Det er ikke den mest oplagte vej frem at gøre offentlig transport gratis, hvis man både vil trængslen til livs og reducere CO2-udledningen.

– Det er ikke fald ikke løsningen i de store byer. Hvis man vil af med bilkøerne og have renere luft, er der primært to ting, der virker: At gøre det dyrere at parkere og dyrere at køre i på vejen. Det kan for eksempel være med indførelse af roadpricing, siger Kåre Press-Kristensen.

Selv om billetter og betaling snart er fortid i Luxembourg, er det ikke sikkert, at bilisterne flytter over i sporvogn, tog eller bus.
Selv om billetter og betaling snart er fortid i Luxembourg, er det ikke sikkert, at bilisterne flytter over i sporvogn, tog eller bus.

I nogle byer kan gratis kollektiv transport være med til at flytte nogle pendlere ud af bilen, men det kan ikke stå alene, understreger han.

- Der er to typer bilister: Dem, der virkelig har brug for bilen – og dem får man ikke ud, lige gyldig hvad man gør – og dem, der er på nippet til at skifte til kollektiv trafik. De bilister, hvor kollektiv trafik er et reelt alternativ, kan man hjælpe ud af bilen med blandt andet gode parkeringsarealer udenfor byerne og hyppige, hurtige tog ind til byen. Men det, der virkelig virker, er roadpricing. Erfaringen viser, at når der indføres roadpricing, opstår der automatisk samkørsel i bilerne, fordi det bliver dyrt at køre. Ofte er der kun 20 procent belægning i biler i myldretiden, fordi folk kører alene i bilen på arbejde. Det er et skræmmende lavt tal, og det bør helt klart optimeres, siger han. 

For Priya Pizay, der bor og arbejder i Luxembourg, gør udsigten til gratis transport med bus og tog ingen forskel.

- Jeg sætter pris på fleksibiliteten ved at have min egen bil, når jeg for eksempel skal handle eller hente børn. Offentlig transport kører kun fra ét punkt til et andet og ikke nødvendigvis til børnenes skole. Når jeg har et ærinde, foretrækker jeg at køre i min egen bil, siger hun.


Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.
 

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt