glad tjej i solstol
Af
Cecilia Blomberg

Sådan påvirker vejret dine investeringer

I Norden blev flere vejrrekorder slået i maj. Ved de fleste målestationer blev der målt rekordhøje middeltemperaturer. Visse steder blev de tidligere varmerekorder slået med hele to grader. Mange har nydt foråret med højsommervarme, men spørgsmålet er, om disse ekstreme vejrforhold påvirker dine investeringer?

Allerede fra begyndelsen af maj ramte højsommmervarmen Norden med rekordhøje temperaturer mange steder. Samtidig var det koldere end normalt i det sydlige Europa, og andre steder i verden var der ekstrem nedbør og store oversvømmelser i maj. Det er svært at sige, om de ekstreme vejrforhold skyldes klimaforandringer eller normale vejrudsving. Med de fleste forskere er sikre på, at vores livsstil påvirker klimaudviklingen.

Der er ingen tvivl om, at vejret påvirker os mennesker. Nogle gange positivt, som når vi kan holde badeferie hjemme i maj, men ofte negativt. I Norden er brandfaren stor på grund af den manglende nedbør, og andre steder i verden har oversvømmelserne ramt mange fattige, som har mistet deres hjem og alle deres ejendele.

Påvirker vejret vores investeringsbeslutninger?

Der er forsket en del i, om vi som investorer agerer forskelligt, afhængigt af om det er varmt, og solen skinner, eller om det er mørkt og regnfuldt. Der er undersøgelser, som viser, at vejret kan påvirke den generelle trend i markedskurserne.

Professor William Goetzmann påstod fx i en rapport, at professionelle kapitalforvaltere og investorer er mere tilbøjelige til at synes, at aktier er overvurderede, og dermed også mere tilbøjelige til at sælge, hvis vejret udenfor er dårligt. Hvis det er rigtigt, skulle det vel også betyde, at investorer ser mere positivt på virksomhedernes fremtidsudsigter og gerne køber aktier, hvis solen skinner.

For at teste denne teori har vi set nærmere på udviklingen på børsen i Stockholm over den seneste måned.  I betragtning af hvor smukt vejret har været, skulle man tro, at udviklingen var enormt positiv.  Faktisk steg kurserne i begyndelsen af måneden, men da varmebølgen havde indtaget hele Sverige, faldt kurserne igen.

Påvirker vejret værdien af vores investeringer?

Ser vi på, hvordan vejret påvirker værdien af vores investeringer, er der en tydeligere sammenhæng. Det er ingen nyhed, at ekstremt vejr kan lamme en helt økonomi og gældsætte et helt land, men omfanget af konsekvenserne er steget dramatisk de seneste årtier.

Ifølge WWF var de økonomiske følger af naturkatastrofer 5-6 gange større i det første årti af dette århundrede end i 1970’erne. Det kan man læse i WMO’s rapport Atlas of Mortality and Economic Losses from weather, climate and water extremes (1970-2012). De høje omkostninger skyldes især oversvømmelser.

Både stater, virksomheder og privatpersoner skal være forberedt på, at antallet af ekstreme vejrsituationer vil stige. Derfor er det vigtigt at sikre, at mennesker og deres ejendom og virksomhederne er beskyttet.

Vandmangel

Den seneste tids varme og solrige vejr i Norden har medført, at brandrisikoen er steget markant, og at der flere steder er indført vandrationering. Det har mindet os om, hvor hurtigt vi kan få problemer, hvis regnen udebliver. Men mange andre steder i verden er der konstant mangel på vand, og da mange virksomheder er helt afhængige af adgang til vand i deres produktion, er det en stor trussel mod virksomhedernes fremtidige udvikling.

I Nordea Invest har vi længe været klar over denne risiko. Analyser af, hvordan vandmangel påvirker de virksomheder, vi har investeret i eller fremover vil investere i, er derfor et væsentlig led i vores udvælgelsesproces.  Eksempelvis gennemførte Nordea Asset Management sammen med Swedish Water House og Stockholm International Water Institute i 2014 en undersøgelse af risikoen for vandmangel blandt svenske virksomheder (Water Risks for Swedish Businesses).

Undersøgelsen mundede ud i en rapport, hvor man bl.a. kan læse følgende:

– Med uændret vækst i vandforbruget og uden yderligere effektivitetsgevinster skønnes det, at den globale efterspørgsel efter vand stiger fra 4,5 bio. kubikmeter i dag til 6,9 bio. kubikmeter inden 2030. Det skønnede tal ligger 40 procent over den nuværende tilgængelige og pålidelige vandforsyning.

Undersøgelsen viser med al ønskelig tydelighed, at de virksomheder, som er gode til at minimere forbruget af vand i deres produktion, og som har en klar plan for, hvordan de sikrer vandtilførsel, kan være dem, der også er lønsomme i fremtiden.

Kan du påvirke vejret med din opsparing?

Konklusionen er, at vejret og ikke mindst ekstreme vejrforhold, som vi kommer til at se mere og mere af, i allerhøjeste grad kan påvirke dine investeringer. Har du derfor investeret din opsparing i fx en aktiefond, er det vigtigt at sikre dig, at dine penge investeres i virksomheder, som har kontrol over de risici, som ekstreme vejrforhold og vandmangel fører med sig.

Det gode er, at du faktisk med dine investeringer kan være med til at påvirke vejr- og klimaudviklingen på lang sigt. Vælger du at spare op på en bæredygtig måde, kan du reducere dit personlige CO2-aftryk markant og dermed den CO2-udledning, som du er ansvarlig for i dit liv. Vælger du derudover at investere i virksomheder, der har som mission at finde løsninger for at sikre en klimavenlig fremtid, bidrager dine sparepenge til at modvirke den globale opvarmning.