På virksomhedsbesøg hos fødevaregiganten Nestlé

Frederik Weber Frederik Weber, Analytiker

I december 2015 rejste Nordea Asset Management Dan Wejse og Frederik Weber to dage til Schweiz for at besøge en række forbrugs­relaterede selskaber.

Turen gik blandt andet forbi den schweiziske fødevaregigant Nestlé, og sådanne fysiske besøg har stor værdi, når det kommer til at forstå en virksomhed.

- For os er det en væsentlig del af det daglige arbejde at have en løbende dialog med de selskaber, vi investerer i. Og i vores bestræbelser på at forstå alle aspekter omkring et selskab er besøg på stedet af stor værdi, da de giver en indsigt i det pågældende selskabs drift, som vi ikke kan få alene ved at analysere selskabet og regnskabs­tallene, siger Frederik Weber.


Solid vækst og stigende marginer

Nestlé er det største forbrugsrelaterede selskab i Europa målt på markedsværdi.

Det schweiziske selskab fremstiller og markedsfører en lang række globale og lokale varemærker på fødevareområdet, fx Nespresso, Nescafe, Pellegrino, KitKat og Smarties. Selskabet har i en årrække vist solid vækst og stigende marginer drevet af innovation inden for nye, attraktive varekategorier og ekspansion i Emerging Markets.

Nestlé er desuden kendt for ”Nestlé-modellen”, som indebærer et mål om at skabe langsigtet organisk vækst på 5-6% og indtjeningsvækst.

Ny direktør styrker tilliden

Under besøget mødte Nordea Assets Management team blandt andet Nestlés finansdirektør Francois-Xavier Roger.

- Han kom for nylig til Nestlé, og det var derfor interessant at høre hans mening om strategien og kulturen som relativt ny i selskabet. På mødet fik vi styrket tilliden til Nestlés evne til fortsat at levere i forhold til de finansielle mål, og vi fik bekræftet vores investeringscase og vurdering af Nestlé som et meget solidt selskab.
 

Dan Wejse, Leder af Research Dan Wejse, Leder af Research

På guidet tur

Efter mødet med finansdirektøren fik Nordea Asset Management udsendte en guidet tur rundt i hovedkvarteret. En tur der endte i den imponerende Nestlé-butik, som i realiteten er et mellemstort supermarked, hvor lokale og medarbej­dere kan handle.

- Varesortimentet i denne spe­cielle butik består alene af Nestlés egne produkter, og som besøgende får man en god fornemmelse af, hvor stor produktporteføljen egentlig er.

- Som forbruger kan du få stort set alle de dagligvarer, du har behov for i butikken, og selvom vi måske kunne opnå meget af den viden, vi fik fra besøget, ved skrivebordsanalyse, så giver et fysisk besøg hos selskabet altid en bedre forståelse af selskabets drift og filosofi, fortæller Frederik Weber, og bliver straks bakket op af Dan Wejse.

- Ved at rejse på virksomhedsbesøg rundt i verden får vi indblik i de reelle forskelle, der kan være mellem sammen­lignelige selskaber, og som de kan forsøge at nedtone. Og det vil alt andet lige gøre os bedre til at udvælge de bedste selskaber til porteføljen.

Omtale af selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.