
På fem år har de lavet 140 % i afkast
Nordea Invests afdeling Danske aktier fokus slår gang på gang markedet og sikrer investorerne rigtig gode afkast. Vi taler med chefen for det succesfulde aktieteam om, hvordan de har skabt succes’en.
Der sidder tre aktieeksperter i Nordea på Christianshavn, og – nu bruger vi en formulering, man ellers ikke bruger på skrift – sparker r**, når det kommer til at handle med danske aktier.
De gør det så godt, at de Nordea Invest-kunder, der for fem år siden satte 100.000 i aktieafdelingen Danske aktier fokus i dag står med 240.000 i hånden. Til oplysning ville de, der havde sat de samme penge i sammenlignelige afdelinger (det såkaldte benchmark), ’blot’ stå med 165.000 i hånden for samme periode.
Og nu vil vi ikke skrive, at vi her i artiklen vil ’gå bagom’ eller ’afsløre’ aktieeksperternes hemmeligheder, for det kan man naturligvis ikke. Der er ikke så mange andre hemmeligheder end, at teamet står ved deres forcer og ikke mindst knokler med at følge de danske virksomheder så tæt som muligt.
Carsten Leth, der er chef for det lille team, har specifikt bedt om, at interviewet med ham skal fremrykkes, så han dagen efter kan koncentrere sig om den danske regnskabssæson, der bliver skudt i gang med Novozymes’ regnskab. For netop regnskabssæsonen hører til de perioder, hvor teamet har allermest travl, og hvor de kan lave afkast.
Ingen udskiftninger på holdet
Det tre mand store team består af Carsten Leth, Kenneth Leiling og Thomas Østergaard, og det har det gjort i mange år.
- Vi har siden 2007, hvor jeg blev chef for teamet, kun haft en udskiftning. Med den måde vi arbejder på, hvor vi er helt nede i materien i de enkelte danske selskaber, er det en meget intens proces, og derfor er det helt afgørende, at vi har en sammentømret gruppe, forklarer Carsten Leth.
De har alle tre lang erfaring med vurdering af aktier, og Carsten Leth selv begyndte at arbejde med danske aktier i 1987. Før han kom til Nordea var han i 12 ½ år aktieanalytiker på danske aktier i Carnegie, hvor han lærte håndværket, og hvad han er god til.
God til tal
Ifølge Carsten Leth er det meget vigtigt at finde frem til, hvad det er, man er god til, og så bruge det.
- Jeg ved, at jeg er god til tal, altså hvordan man ved hjælp af tal analyserer sig frem til, hvordan en aktie skal værdiansættes, siger Carsten Leth.
Hans team har op til 50 forskellige beregningsmodeller i spil, når de vurderer aktierne. Desuden mener Carsten Leth også, at han og de andre i teamet med deres lange erfaring har fået bygget en god fornemmelse op for, om det, han har regnet sig frem til, er noget, han kan tro på, eller om det er noget tilfældigt, der er kommet ud af tallene.
- Det handler om at nå frem til, at man tænker ’Aha, her sidder jeg med en god ide’. Men du kan sige, at alt det forarbejde til at få den god fornemmelse for, at her sidder jeg med noget godt, har noget at gøre med at have bearbejdet tal grundigt. Det er det, vi som team er gode til, og det er det, vi prøver at udnytte, forklarer Carsten Leth.
Mødes igen og igen med virksomhederne
Carsten Leth og hans to kollegaer gør sig stor umage med at være så tæt på virksomhederne som muligt for at kunne vurdere risikoen i dem. På årlig basis har de 125-150 møder på enmandshånd med de virksomheder, de følger tæt, og som oftest er det topcheferne, de mødes med.
- Det betyder utrolig meget for os, at vi har en fornemmelse af, at der er en god ledelse i det pågældende firma, vi vil investere i. Er det en ledelse, der kan eksekvere, eller snakker de bare om at gøre det. Det er jo de mennesker, vi lægger vores penge i hænderne af, siger Carsten Leth.
Et andet område, teamet studerer grundigt, er, hvordan virksomheden er struktureret. Er det meget svært at overskue virksomhedens omfang, sker der ofte ændringer i det, og er det svært at gennemskue, hvor de tjener pengene, så holder Carsten Leths team sig langt væk.
Det sidste område, der har Carsten Leth og kollegaernes opmærksomhed, er en virksomheds marked. Hvordan er det struktureret konkurrencemæssigt, er der nogle leverandører, der sidder på magten, og er der stor politisk indflydelse. Det er alle ting, der har stor betydning, når de vurderer risikoen i en virksomhed.
Nordea Invest Danske aktier fokus
I Danske aktier fokus er der typisk 25-30 aktier i porteføljen. Der er stor udskiftning i sammensætningen, hvor teamet på daglig basis vurderer, hvilke aktier, de skal være investeret i.
I sådan en situation investerer vi voldsomt
Når Carsten Leth og hans team har regnet sig frem til, hvad de mener, er den korrekte værdiansættelse af en aktie, og de har vurderet risikoen, så kigger de endelig – og det er her tidspunktet for interviewet kommer ind i billedet, for Novozymes faldt med mere end 5 % på en dag – på, hvad der sker med selskabet på den korte bane. Det kan være, at der er udsigt til et godt regnskab, at firmaet har en øget ordreindgang, eller at der er nye produkter på trapperne. Og hvis nyhederne på den korte bane passer med de to andre parametre, slår teamet til.
- Hvis vi føler, at her er der lav risiko, fordi vi kan godt lide ledelsen, selskabet og markedet, og at der er høj upside i den (altså at kursen er i øjeblikket lavere, end Carsten Leths team ved hjælp af deres beregninger vurderer den skal være), og endelig at tingene peger i den rigtige retning på den korte bane, så har du tre ting, der tæller i den rigtige retning, og det er i den situation, vi typisk vil være investeret rigtig voldsomt i et selskab, slutter Carsten Leth af.
Tre eksempler på aktier, som Carsten Leth og hans team har fået gode afkast på:
Brødrene A&O Johansen (92 pct. i afkast i 2016):
- Det var lidt tilfældigt, at vi fik øje på den mindre aktie Brødrene A&O Johansen. Vi henvendte os til selskabet for at få noget indsigt i grossistbranchen (firmaet er en grossistvirksomhed for håndværkere og har 49 butikker i Danmark, red). Men da vi så mødte virksomheden tænkte vi, at det var da bare et rigtig godt selskab. Det har taget os et stykke tid at få fat i aktierne, fordi der ikke er så mange til salg, men alene sidste år fordoblede aktien næsten sin værdi, siger Carsten Leth, der samtidig understreger, at han ikke vil anbefale specifikke aktier, og at de nævnte selskaber derfor blot skal ses som eksempler på gode afkast hidtil.
Royal Unibrew (400 pct. i afkast på syv år):
- Royal Unibrew var et selskab, som vi vidste var mindre godt ledet. Men da de så fik en ny ledelse, og efter der havde været en periode med usikkerhed, om bankerne skulle overtage selskabet, har vi været med i aktien. Vi købte de første aktier for omkring syv år siden, og de er steget omkring 400%, forklarer Carsten Leth.
Lundbeck (22 pct. i afkast i 2016)
- Vi mente, at markedet undervurderede pengestømmen, som selskabet ville komme til at generere, og at man senere ville komme til at få en fornemmelse for det, og det var der ingen børsanalytikere, der fokuserede på, så den købte vi meget voldsomt ind i sidste år, og den er steget ganske pænt, forklarer Carsten Leth.