På el-mountainbike over hele verden
Af
Thomas Jensen

På el-mountainbike over hele verden

Hvis du ikke har besluttet dig for, hvad du skal i din sommerferie, er her en ny mulighed: elcykelferie, tohjulet ferie med hjælp af batteri til at komme frem. - Hurtig nok til at tilbagelægge store afstande, og alligevel langsomt nok til at se, hvad der sker på begge sider af vejen, forklarer Susanne Brüsch, der lever af at køre verden rundt på sin el-mountainbike.

Susanne Brüsch
Susanne Brüsch
har siden 2008 levet af at tage på elcykelekspeditioner

Syd for grænsen – i Tyskland, Schweiz og Østrig - er der ved at udvikle sig en helt ny ferieform, som bliver mere og mere populær.

- Jeg er helt sikker på, at det her bliver meget større. Jeg har i hvert fald opdaget, at kombinationen af mountainbike og batteri er den ideelle rejseform for mig, siger Susanne Brüsch. Hun har siden 2008 levet af at tage på elcykelekspeditioner, hvor sponsorer betaler for at få deres navn på cyklen, og bagefter skriver hun i en lang række cykelmagasiner om sine oplevelser. Oplevelser, der foreløbig har bragt hende til Island, Mongoliet, Sahara og USA.

Optimale rejseform

Susanne Brüsch mener, at elcyklen er et langt mere optimalt transportmiddel end en almindelig cykel eller en bil, når det kommer til ferie.

- På en elcykel bevæger du dig hurtigt nok til, at du kan tilbagelægge store afstande, og det betyder, at du oplever og ser en masse nye ting hver dag. Og på den anden side bevæger du dig langsomt nok til at se alle de små ting, der er på begge sider af vejen, som du ikke ser, når du kører i bil, forklarer hun. Den tyske elcykeleventyrer fra Berlin siger også, at hun normalt kører op til 200 kilometer om dagen, når hun er af sted.

- Det gode er, at man ikke er fuldkommen udmattet, når man kommer frem efter at have været af sted hele dagen. Man har overskud undervejs til at opleve noget, og samtidig er der også kræfter til at lave aftensmad, når man kommer frem, siger Susanne Bürsch, der også pointerer, at man sagtens kan have sin bagage med uden, at det bliver for hårdt at træde i pedalerne.

På rejse rundt i Mongoliet
På tur i Nordafrika med cykelanhængere med solfangere

Alle grinede af os

Hvis vi spoler tiden tilbage til midten af 90’erne, var der ikke mange, der havde hørt om elektriske cykler i Europa. Susanne Brüsch opdagede det lidt ved en tilfældighed, da en ven importerede et af de første eksemplarer til Europa. Susanne Brüsch hjalp ham efterfølgende med at lave reklame for elcykler i et marked, hvor ingen rigtig var klar til det nye transportmiddel.

- Alle grinede af os underlige folk med vores skøre cykler. Men jeg kunne mærke, at jeg syntes, det var rigtig interessant, husker Susanne Brüsch. Hun syntes, det var så interessant, at hun blev ved med at følge med inden for området, og da de første el-mountainbikes blev introduceret i 2008, tog hun skridtet fuldt ud og besluttede sig for at ville leve af sin hobby.

- Det var en stor ting for mig med el-mountainbikes. Det var der, jeg besluttede, at jeg ville opleve verden på en el-mountainbike, jeg skulle bare lige finde på en måde også at tjene penge på det, griner Susanne Brüsch. Det blev så til firmaet Pedelec-Adventures, hvor hun ud over sine ekspeditioner også er konsulent for rejsebureauer, der vil ind på markedet for elcykelferier.

En af fordelene ved at tage på elcykelferie er ifølge Susanne Brüsch, at man kan tage af sted sammen, selv om man ikke nødvendigvis er i samme form.
En af fordelene ved at tage på elcykelferie er ifølge Susanne Brüsch, at man kan tage af sted sammen, selv om man ikke nødvendigvis er i samme form.

Meget hjælp, lidt hjælp

En af fordelene ved at tage på elcykelferie er ifølge Susanne Brüsch, at man kan tage af sted sammen, selv om man ikke nødvendigvis er i samme form. Elcyklen har forskellige indstillinger for, hvor meget hjælp batteriet giver. Det er ret smart, når alle i rejsegruppen ikke har fået trænet lige meget.

- De vi kørte 5.000 kilometer i det vestlige USA fra Californien til Colorado var vi tre meget forskellige ryttere af sted, og vi havde meget forskellige ambitioner for, hvad vi ville opleve undervejs. Den ene var designer og havde lyst til masser af stop undervejs for at tage billeder, og den anden var en tidligere professionel rytter, der ville give den gas, og så var jeg et eller andet sted midt i mellem. Og her gav de forskellige batteri-støtte-indstillinger os mulighed for at tilbagelægge samme afstand og dermed følges ad, forklarer Susanne Brüsch

På tur i Nordafrika med cykelanhængere med solfangere
På tur i Nordafrika med cykelanhængere med solfangere

Gennem Mongoliet med solfangere

Ligesom med elbiler, så skal elcykler lades. Det er ikke noget problem at få ladet, når Susanne Brüsch kommer rundt i Europa. Der får hun lov til at lade på de restauranter, hvor hun gør stop til frokost og på campingpladserne om natten. Men hun har også været ude i situationer, hvor der skulle økonomiseres med batterierne.

På en rejse rundt i Mongoliet var de to ryttere fuldstændig afhængig af at kunne lade deres batterier ved hjælp af solfangere på cykelanhængeren.

- Vi kom derover med vores tyske mentalitet, hvor vi havde planer om at tilbagelægge en masse kilometer hver dag, men vi måtte bare sande, at det kunne vi ikke. Vi måtte begrænse os, fordi vi ikke kunne lade så meget, som vi havde planlagt. Og så blev vi også overrasket over, hvor meget kontakt, vi fik med de lokale. Vi lærte så meget om, hvordan de tænker og lever. Så man lærer virkelig meget, siger Susanne Brüsch, der næste gang skal på ekspedition til Australien. Hun har endnu en ting, hun gerne vil pointere, når det kommer til fordelene ved elcykelferie.

- Jeg er den type, der er helt overbevist om, at de globale klimaforandringer er et stort problem. Og mit budskab er, at du kan sagtens rejse rundt i verden, uden at du behøver forurene den, slutter Susanne Brüsch af