Japan OL 2020
Af
Lasse Karner

OL i Tokyo skal vise verden Japans grønne ambitioner

De Olympiske Lege er en vigtig brik i premierminister Shinzo Abes forsøg på at fremstille Japan som en global klimaleder. Målet er at gennemføre et CO2-neutralt OL. Det er prisværdigt, men regeringen er mere til retorik end handling, siger japansk miljøforkæmper.

Asien
Indsigt

Atleter fra hele verden vil om godt et år indtage den olympiske by i Tokyo. Alle med forhåbninger om at kunne træde op på podiet og få hængt en medalje om halsen. Men for de vindende atleter bliver der ikke tale om en helt almindelig medaljehøst. Guld-, sølv- og bronzemedaljerne ved De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege i Tokyo bliver af en særlig karakter.

- Alt metallet brugt i medaljerne kommer fra genbrug. Vi bad befolkningen i Japan om at donere deres elektronik- og husholdningsapparater og mobiltelefoner. Du vil blive overrasket over, hvor mange gamle og ubrugte telefoner folk har liggende derhjemme. Vi endte med at indsamle flere end fem millioner mobiltelefoner fra 1.500 forskellige kommuner i hele landet, fortæller Tatsuo Ogura fra Komiteen for Organisering af Tokyos Olympiske Lege.

Tatsuo Ogura
Tatsuo Ogura
Chef, Komiteen for Organisering af Tokyos Olympiske Lege

Nordea Invest Magasinet møder ham i komiteens kontorbygning med udsigt over det område, hvor atleternes boliger er ved at blive bygget. Udsigten rummer også et par af de olympiske sportsarenaer, der alle ligger centralt placeret i Tokyos bykerne. Det har været muligt, fordi man i de fleste tilfælde har valgt at bruge eksisterende faciliteter i stedet for at bygge nyt. Enkelte går endda igen fra sidst Japan afholdt OL tilbage i 1964. Miljøhensyn, bæredygtighed og klimabevidsthed er en rød tråd for forberedelserne og afholdelsen af Tokyo 2020. Tiltagene er mange og forskelligartede. Blandt de mest markante er ambitionen om at gennemføre en CO2-neutral olympiade. For eksempel skal al elektricitet brugt på sportsarenaer og i den olympiske by stamme fra vedvarende energikilder, hvilket aldrig er gjort før. Derudover har bystyret i Tokyo og OL-komiteen indgået et samarbejde om CO2-kompensation fra Legene. CO2-kompensation sker ved at støtte klimavenlige projekter og dermed udligne udledningen af drivhusgasser.

- Det her OL kommer til at blive en formidabel rollemodel for fremtidens samfund. De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege er megabegivenheder, der tiltrækker enorm opmærksomhed, og for os er det en stor mulighed for at fremvise den her type initiativer, forklarer Tatsuo Ogura.

Både for Tokyo som by og Japan som land er De Olympiske Lege et udstillingsvindue, der skal vise verden et nyt og grønnere japansk ambitionsniveau.

"De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege er megabegivenheder, der tiltrækker enorm opmærksomhed"
Tatsuo Ogura, chef for Komiteen for Organisering af Tokyos Olympiske Lege

For selvom Japan spillede en vigtig rolle i forbindelse med indgåelsen af Kyoto-aftalen i 1990erne, er det lang tid siden, at ø-nationen har markeret sig som klimafrontløber. Tværtimod har den internationale bevågenhed de sidste mange år været rettet imod landets atomenergi efter katastrofen på Fukushimaværket i 2011 og de store mængder af fossile brændstoffer, der efterfølgende måtte importeres som en følge af energimanglen. Men nu er premierminister Shinzo Abe gået aktivt ind i kampen for at give sit land en mere klimavenlig og progressiv profil. I en kronik i avisen Financial Times sidste efterår roste han sin egen regerings indsats på området og konkluderede, at, "vi bliver nødt til at redde den grønne jord og de blå have". Samme tone slog han an tidligere på året ved World Economic Forum, hvor han understregede, at investeringer i klima og miljø, der engang blev set som dyrt og besværligt, nu er en vækstmotor.

Antallet af japanske virksomheder, der forsker i grønne teknologier, er de seneste år steget markant. Ikke mindst på grund af et nyt energipolitisk fokus efter ulykken på Fukushima. I transportsektoren er japanske bilproducenter kommet langt i udviklingen miljøvenlige køretøjer, mens mængden af elektricitet fra vedvarende energikilder er mere end fordoblet i løbet af de sidste fire år – om end fra et lavt udgangspunkt. Som led i klimaaftalen fra Paris har Japan forpligtet sig til at reducere sine emissioner med 26 procent i 2030 sammenlignet med 2013-niveauet. På længere sigt er målet at reducere udledningen med mindst 80 procent inden 2050 og at være CO2-neutral inden århundredets udgang.

By
Olympisk byggeri i Tokyo.
Image text

Men både blandt interesseorganisationer, NGO’er og nogle af Japans største selskaber bliver regeringen kritiseret for ikke at gøre nok - og i nogle tilfælde direkte at flytte landet i den forkerte retning. Mange havde håbet på mere ambitiøse klimamål i 2030, og at regeringen ville sætte fristen for at opnå CO2-neutralitet i 2050 og ikke helt ved århundredets udgang.

- Den japanske regering kommer med nogle flotte paroler, men de stemmer ikke overens med, hvad regeringen rent faktisk gør. Japan udvikler stadig kulkraftværker, og man har netop valgt ikke at hæve ambitionerne og gå efter CO2-neutralitet i 2050, hvilket er et mål mange europæiske lande allerede har sat. Så Japan er stadig bagefter i forhold til de langsigtede mål og udviklingen af bæredygtig energi. Til trods for det, siger Japan til omverdenen, at man er førende på klimaområdet, lyder det fra Kimiko Hirata, international direktør for den japanske miljø-NGO Kiko Network.

Fakta: OL i Tokyo 2020

  • De næste Olympiske Lege afholdes i den japanske hovedstad Tokyo fra den 24. juli til den 9. august 2020. Det bliver det 32. sommer-OL, fjerde gang at det afholdes i Asien, og anden gang at Tokyo er vært.
  • Det forventes, at atleter fra omkring 206 lande vil deltage i Tokyo, hvor der konkurreres i 33 idrætsgrene – herunder over 300 discipliner. Der vil være fem nye sportsgrene på programmet i forhold til sidste OL i Rio. De fem nye sportsgrene er klatring, surfing, skateboarding, karate og baseball/softball.
  • Tokyo blev udvalgt til værtsby i 2013. Udgifterne har allerede overskredet budgetterne adskillige gange, mens lederen af Japans Olympiske Komite tidligere i år træk sig efter anklager om korruption.
  • Tokyo 2020 har indført en række bæredygtige temaer som rettesnor for forberedelserne og afholdelsen af begivenheden. Det gælder inden for genbrug, energianvendelse, miljøbeskyttelse og biodiversitet.

En stor del af kritikken af den japanske regering tager udgangspunkt i, at kul udgør for meget af energiforsyningen og er udset til at fortsætte med at gøre det. Japan er et af meget få udviklede lande, der fortsat bygger nye kulkraftværker. 17 nye værker er under konstruktion, hvoraf seks forventes at starte produktion næste år. En del af forklaringen skyldes usikkerhed i forhold til fremtidige energileverancer fra atomsektoren, hvor flere reaktorer er udset til at genåbne, men hvor processen adskillige gange er blevet forsinket. Derfor forventer de japanske myndigheder, at kul fortsat vil udgøre en fjerdedel af energimixet i 2030 mod en tredjedel i dag. Miljøorganisationer frygter, at niveauet vil forblive det samme som nu, hvis ikke regeringen indføre nye tiltag.

Kimiko Hirata
Kimiko Hirata
International direktør, Kiko Network

- Japan er en ø-nation og importerer næsten alle de naturressourcer, der er brug for. Klimaspørgsmål er derfor i høj grad også et spørgsmål om national sikkerhed. Samtidig ser vi flere ekstreme vejrforhold i regionen, så flere folk er blevet klar over, at der er noget galt. Derfor er der et potentiale for, at det japanske folk bliver opmærksomme på, at vi er nødt til at ændre nogle ting og politikker, siger Kimiko Hirata.

Hun fremhæver at flere lokalregeringer og virksomheder, er langt mere ambitiøse end regeringen - herunder Tokyos lokalregering - men at fastlåste interesser i industrien og en konservativ regering under Shinzo Abes ledelse gør det svært at skabe et momentum for en grøn omstilling i stil med den, der finder sted mange steder i Europa. Desuden peger hun på, at katastrofen på Fukushima-værket øgede interessen for bæredygtig energiformer, men ikke for klimakampen.

- Klimaspørgsmålet er ikke på den politiske agenda eller et tema under valgkampe. Kun meget få politikere er aktive på området, hvilket desværre afspejler interessen i befolkningen, og det gælder også den yngre generation. Så man ser ikke den samme mobilisering som i Europa, lyder det fra Kimiko Hirata.

Derfor glæder hun sig over, at De Olympiske Lege og forberedelserne til dem har været med til at sætte fokus på grønne og klimavenlige løsninger.

- Jeg håber på, at De Olympiske Lege kan være med til at igangsætte ting, der kan starte en grøn agenda, afslutter hun.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?