Investor
Af
Anneline Højrup

Ny lovgivning giver investorer nye fordele

Et nyt EU-direktiv skal skabe større gennemsigtighed omkring investeringer og beskytter bankkunder bedre. Selvom de nye regler er ressourcekrævende, bliver de godt modtaget af finansbranchen, der ser dem som en fordel for kunderne.

Jens jørgen holm
Jens Jørgen Holm Møller
Kapitalforvaltningschef, FinansDanmark

Nytårsklokkerne ringede ikke kun et nyt år ind, men også en ny virkelighed for de europæiske børser, banker og kapitalforvaltere. 1. januar trådte EU-direktivet MiFID2 i kraft, og det opsætter nye regler for, hvordan markedet for værdipapirer i Europa skal fungere.

Formålet med direktivet er at styrke beskyttelsen af investorer og øge konkurrencen på investeringsmarkedet. Det skal blandt andet ske gennem større gennemsigtighed.

- Helt overordnet er hensigten med MiFID2 at fremme tilgængeligheden af relevante oplysninger for både små og store investorer. Dermed bliver det nemmere for kunderne at få overblik over deres omkostninger, og hvad de får for pengene. Det fremmer konkurrencen både på pris og kvalitet, forklarer Jens Jørgen Holm Møller, kapitalforvaltningschef i brancheforeningen FinansDanmark, som varetager interesser for banker, kapitalforvaltere og investeringsfonde.

 

Anne Buchardt
Chef for investering og opsparing, Nordea

Omfattende omstilling for bankerne

Det første fælles EU-regelsæt, MiFID1, blev vedtaget tilbage i 2004, men efter finanskrisen stod det klart, at der var behov for at opdatere direktivet. I 2014 blev MiFID2 vedtaget af Europa-Parlamentet og Europarådet, men er altså først trådt i kraft her ved årsskiftet. Det har givet banker og kapitalforvaltere mulighed for at forberede sig på de nye regler, som blandt andet har krævet en omstilling af it-systemerne.

- Arbejdet med at implementere de nye, internationale regler har været et rigtig stort projekt, som 200 medarbejdere på tværs af de nordiske lande har været involveret i, fortæller Anne Buchardt, chef for investering og opsparing i Nordea.

- I den forbindelse har det været en fordel for os at være en stor nordisk bank, fordi det har givet os mulighed for at afsætte de nødvendige ressourcer for at finde de bedste løsninger, uddyber hun.

 

Overblik over omkostninger

Et af de krav, MiFID2 medfører, er, at bankerne skal udlevere en oversigt over de forventede samlede omkostninger, inden man som kunde køber et investeringsprodukt.

- De forventede omkostninger skal fremlægges i både procent og kroner. Og det hele skal tælles med. Men hvad er det hele? Det er ikke så enkelt, og det er ikke klart defineret fra EU’s side, siger Jens Jørgen Holm Møller.

Efter man har købt et investeringsprodukt, vil man så hvert år modtage en opgørelse over, hvad ens service- og produktomkostninger har været i det forløbne år. Også dette skal opgives i både procent og kroner.

Betydning for porteføljeplejeaftaler

En anden ting, MiFID2 ændrer på, er relevant for de mange private investorer, som har en porteføljeplejeaftale. Aftalen betyder, at de selv kan slippe tøjlerne og lade bankens professionelle porteføljeforvaltere varetage deres investering.
Inden MiFID2 blev porteføljeforvalterens arbejde betalt af investeringsforeningerne, men det går ikke med de nye regler.

- Nogle kunder kan have troet, at aftalen var gratis og har ikke vidst, at den blev betalt af investeringsforeningerne. Banken har selvfølgelig oplyst om betalingen, men det er ikke sikkert, at kunderne har kendt den samlede pris i kroner for deres aftale. For at sikre større gennemsigtighed kræver MiFID2 derfor, at investeringskunder selv skal betale banken for deres porteføljeplejeaftale, forklarer Jens Jørgen Holm Møller og uddyber:

- I de fleste porteføljeplejeaftaler benytter bankerne fonde, som ikke har betalt for rådgivning af kunderne. De kan umiddelbart se billigere ud, men der følger så en særskilt regning fra banken for rådgivning. På investering.dk har vi derfor nu gjort det muligt at sammenligne investeringsforeninger med eller uden rådgivning, så man nemmere kan se, om de fonde, man har, er konkurrencedygtige i forhold til sammenlignelige fonde.

 

MIFID2 – helt kort

• MIFID2 står for Markets in Financial Instruments Directive 2 og er et EU-direktiv, som omhandler markeder for finansielle instrumenter.

• MIFID2 består af et direktiv og en forordning (MIFIR), som tilsammen erstatter de eksisterende regler i MIFID 1.

• MIFID2 blev vedtaget i maj 2014, blev implementeret i dansk ret i juli 2016 og trådte i kraft 1. januar 2018.

 

 

"Vi ser allerede tegn på, at konkurrencen er øget, og det hilser vi velkommen, for det sikrer i sidste ende kunderne bedre priser og højere kvalitet på deres investeringsprodukter"
Jens Jørgen Holm Møller, kapitalforvaltningschef i brancheforeningen FinansDanmark

Nye regler giver bedre rådgivning

Med MiFID2 er det heller ikke længere kundernes opgave at undersøge, hvilken service banken tilbyder – det er nemlig et krav, at banken gør sine kunder opmærksom på de kvalitetsforbedrende services, de har mulighed for.

- Kvalitetsforbedrende services kan både dække over rådgivning, et bredt udbud af investeringsprodukter og it-systemer, der kan hjælpe med at udvælge den rette investering,” siger kapitalforvaltningschefen.

Hos Nordea forklarer Anne Buchardt, at kunderne vil mærke forskellen ved, at de vil få stillet flere spørgsmål, når de er i banken, og at de vil modtage mere information og løbende opdateringer.

- Den ekstra information kan måske virke overvældende for nogle, men vi gør det så klart og tydeligt som muligt, og vores medarbejdere har tilsammen modtaget over 40.000 timers ekstra rådgiveruddannelse til gavn for kunderne, fortæller hun.

 

Større konkurrence

De nye krav til bankerne og den øgede gennemsigtighed for kunderne skal være med til at skabe større konkurrence, og ifølge FinansDanmarks kapitalforvaltningschef er det allerede ved at ske.

- Vi ser allerede tegn på, at konkurrencen er øget, og det hilser vi velkommen, for det sikrer i sidste ende kunderne bedre priser og højere kvalitet på deres investeringsprodukter, siger Jens Jørgen Holm Møller.

Den stigende konkurrence blandt bankerne skræmmer dog ikke Nordea. Tværtimod.

- Jeg tror, at de øgede krav er med til at styrke hele finanssektorens omdømme og troværdighed. MiFID2 er et meget omfattende regelsæt, der skal sørge for, at vi alle sammen kan være sikre på at få en solid rådgivning om vores opsparing og investering. Samtidig skaber reglerne større gennemskuelighed om, hvad man betaler, og hvad man får for sine penge. Det ser vi som en fordel både for bankerne og vores kunder, fastslår Anne Buchardt.