Loading

0:00/0:00

Af
Nina Azoulay, journalist

Nu kommer FN’s verdensmål i børnehøjde

Sult, fattigdom og klimaudfordringer er nogle af temaerne i FN’s 17 verdensmål – og nu også i en bogserie for børn. Med den letlæselige ‘Victoria & Verdensmålene’ giver forfatter Jesper Tornbjerg børn og voksne et godt redskab til at forstå og tale om verdensmålene. For alle skal være med, hvis de skal realiseres, påpeger han.

Hvornår er man fattig? Hvad betyder fairtrade-klistermærket på varer fra supermarkedet? Hvorfor er der børn, der sulter, og hvorfor bliver deres maver store og runde?

Spørgsmålene er komplekse, og det samme er svarene. Ikke desto mindre tager forfatter Jesper Tornbjerg dem op i en ny børnebogsserie, ‘Victoria & Verdensmålene’. Serien består af 17 bind – et for hvert af FN’s verdensmål. For selv om det ikke altid er helt nemt at forklare verdensmålene for børn, er det vigtigt, at det bliver gjort, mener han.

- I 2015 vedtog FN en række nye mål, og de er rettet mod alle, ikke kun udviklingslandene. Hvis vi skal nå dem inden 2030, kræver det en indsats af os alle – også børn og deres familier, siger Jesper Tornbjerg, der som mangeårig energi-, miljø- og klimajournalist har beskæftiget sig indgående med flere af verdensmålenes temaer og formidlet dem til voksne.

Han påpeger, at størstedelen af befolkningen på verdensplan i dag er børn og unge. Og de fleste vil i deres hverdag komme til at møde nogle af de udfordringer, der er verdensmålenes dagsorden. Derfor vil han gerne give børnene nogle redskaber til at kunne forstå og tale om verdensmålene.

- Folk, der bliver syge eller dør, er en del af livet, og det skal vi selvfølgelig ikke gemme væk for børn. Men det kan fortælles på en positiv og konstruktiv måde, og det forsøger jeg at gøre gennem hovedpersonen Victoria, så de svære spørgsmål bliver nærværende for børnene, forklarer han.

Bøgerne er skrevet til børn i alderen 9-12 år og handler om den 12-årige Victoria, som kommer ud for en masse oplevelser over hele verden. Nogle børn vil selv kunne læse dem, andre kan få dem læst højt.

Jesper Tornbjerg
Jesper Tornbjerg (bill.) har skrevet bogen 'Victoria & Verdensmålene’, der giver børn og voksne et godt redskab til at forstå og tale om FN's verdensmål.

Lærerigt for børn – og deres forældre

De to første bøger i serien er netop udkommet, og de første tilbagemeldinger har overrasket Jesper Tornbjerg.

- Flere forældre og bedsteforældre er overraskede over, hvor meget børnene allerede ved om det her, mens forældrene selv opdager, at der er meget de ikke selv ved. Så de lærer om verdensmålene af at læse bøgerne for deres børn. Det overrasker mig – på en positiv måde, for det viser, at skolerne er godt i gang med at arbejde med de her spørgsmål med børnene, siger han og tilføjer, at børnene også tager godt imod bøgerne:

- Jeg hører, at også de 14-årige læser med. Måske vil de gerne læse om de her emner i skønlitterært univers i stedet for en fagtekst.

Hvad er FN’s verdensmål?

I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere 17 verdensmål, som frem til 2030 skal skabe en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og for Jorden.

Verdensmålene handler blandt andet om at afskaffe fattigdom og sult, reducere ulighed og fremme ligestilling, skabe anstændige jobs og mere bæredygtig vækst samt sikre god uddannelse og sundhed til alle.

Læs mere om de 17 verdensmål her

Selv om mange af verdensmålene udspringer af negative tendenser og tal, er der også opløftende stof at tage fat på i børnebøgerne, lyder det fra Jesper Tornbjerg.

- Der er også masser af positive nyheder at fortælle om. Der er for eksempel færre, der dør af aids og malaria. Vi finder løsninger på mange af de her udfordringer med myggenet og medicin, vi har vacciner mod farlige børnesygdomme og viden om, hvordan vi bekæmper energifrås. Så der følger også optimistiske budskaber med en del af de problemer, som verdensmålene tager fat på, siger han.

I de første to bøger besøger Victoria Uganda og Etiopien. Og Jesper Tornbjerg har også planlagt en tur for den 12-årige hovedperson til Nepal. Men det er ikke kun udviklingslande, der lægger kulisse til bøgerne.

Burger, pizza og corndogs

I øjeblikket arbejder Jesper Tornbjerg på tredje bog i serien, som handler om verdensmålet ‘sundhed og trivsel’. Her kommer Victoria blandt andet til Houston i USA. Den amerikanske by er nemlig flere gange blevet kåret til ‘den fedeste by’ i USA, og det siger ikke så lidt i et land, hvor en stor del af befolkningen er overvægtig, påpeger Jesper Tornbjerg.

- I USA får børnene serveret mad på skolen, og frokosten består ofte af burger, pizza og såkaldte corndogs med sodavand til. Det er for mange fattige børn det eneste rigtige måltid, de får i løbet af dagen, siger han og tilføjer:

- En ting, som Victoria også lægger mærke til, er, at mange børn i USA bliver kørt til skole i bil – også selv om der kun er få hundrede meter. Herhjemme ville vi jo nok vælge at cykle.

Bøgerne er skrevet til at kunne læses i fritiden af børn og deres familier. Men Jesper Tornbjerg håber, at også skolerne vil kunne få glæde af dem, ligesom han håber på sigt også at få dem oversat, så børn i andre lande kan læse med.

De første to bind i serien – ‘Den magiske kjole’ og ‘Geden med fipskægget’ – er udkommet, og tredje bind – ‘Kong Gulerod’ – udkommer til jul.

Bøgerne er udgivet blandt andet med støtte fra Nordea Invest og andre virksomheder der aktivt selv arbejder med FNs Verdensmål.

Nordea Invest arbejder med FN’s verdensmål

I Nordea Invest arbejder vi aktivt med verdensmålene. Det gør vi med investeringer i bæredygtige virksomheder, der tager hensyn til miljø, sociale aspekter og god selskabsledelse, og som er med til at forebygge, afhjælpe og tilpasse os de udfordringer verdenssamfundet står over for.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?