pinduoduo
Af
Lasse Karner, journalist

Internethandel på kinesisk: Her er app’en, der har taget Kina med storm

Pinduoduo er navnet på Kinas hurtigst voksende internetfænomen. Flere end 300 millioner brugere er allerede fanget ind af app’en, der kombinerer gruppeindkøb og jagten på slagtilbud med sociale medier. Selskabet bag er netop gået på børsen i USA.

Læs mere om:
IT
Kina
Telekom

Da Huang Zhuang besluttede sig for at lancere Pinduoduo for tre år siden, var Kinas marked for internethandel allerede klodens største. Kampen om de kinesiske onlineforbrugere stod mellem giganterne Alibaba og JD.com. Men der var et hul i markedet, vurderede den dengang 35-årige iværksætter. I dag er han god for 60 mia. kr. og dermed blandt Kinas rigeste. Hvad Huang Zhuang indså tilbage i 2015 var potentialet i at kombinere lave forbrugspriser med underholdning.

Resultatet blev app’en Pinduoduo, der under sloganet Sammen sparer vi mere og har det sjovere til dato har tiltrukket omkring 350 millioner brugere. Det har gjort Pinduoduo til den hurtigst voksende app i det kinesiske internets historie. Konceptet er simpelt og har gruppeindkøb som udgangspunkt. Ved at gå sammen kan brugerne gå direkte til producenten og derved få mængderabat på varen. Jo flere købere, desto lavere en pris. Så inde i app’en har alle produkter en startpris og en gruppepris. Og udbuddet er enormt. Det inkluderer alt fra fødevarer og mode til skønhedsprodukter og elektronik. Mange af produkterne er i den billige ende af prisskalaen og i kategorien for dagligvarer som vaskemiddel eller toiletpapir. 

"Når jeg skal købe ind til min virksomhed eller til mig selv, og kvalitet ikke er det vigtigste parameter, finder jeg venner eller kolleger, og så køber vi sammen"
Zhang Kai, 29 år, Pinduoduo-bruger

- Over halvdelen af brugerne på Pinduoduo finder deres produkter ved se på, hvilke tilbud der bliver reklameret for, hvorefter de slår til. Kun 45 procent søger på et bestemt produkt. Til sammenligning går 93 procent af brugerne hos Alibaba og JD.com efter et bestemt produkt. Så på Pinduoduo er tilbuddene altafgørende, siger Thomas Graziani, stifter af analyse- og konsulentfirmaet WalkTheChat, der med base i Beijing rådgiver om internethandel og sociale medier i Kina.

Han beskriver, hvordan selskabet har haft stort held med at nå ud til brugere i Kinas provinser, der også handler på nettet, men er mere prisbevidste end den mere velhavende middelklasse i de største byer. For mange kinesiske forbrugere kan en prisforskel på et par kroner gøre en forskel. Den gennemsnitlige bruger på Pinduoduo bruger under 40 kr. per indkøb, hvor brugerne hos Alibaba i snit køber ind for seks gange så meget.

pinduoduo phone
Over 300 millioner brugere er allerede fanget ind af app’en Pinduoduo, der kombinerer gruppeindkøb og jagten på slagtilbud med sociale medier

- Forskellen mellem rig og fattig er stor i Kina, og det er langt fra alle egne der er økonomisk veludviklede. Så markedet for at sælge billige produkter i store mængder er stadig stort. Men egentlig tror jeg, at Pinduoduo kan tiltrække alle slags kunder, så længe de er på udkig efter billige produkter. Når jeg skal købe ind til min virksomhed eller til mig selv, og kvalitet ikke er det vigtigste parameter, finder jeg venner eller kolleger, og så køber vi sammen,« fortæller 29-årige Zhang Kai, der har brugt Pinduoduo siden begyndelsen i 2015.

Lotterier og pengegaver

Men prisen er kun en del af forklaringen på Pinduoduos succes. Underholdningsfaktoren er også vigtig. Konkurrencer og dygtig brug af sociale medier spreder hver dag budskabet om Pinduoduos slagtilbud til millioner af eksisterende og potentielle kunder. Ved at dele et link til et tilbud på sociale medier, kan en bruger få afslag i prisen på en vare alt efter, hvor mange af brugerens følgere, der klikker på linket. Bonussen er endnu større, hvis nogle af dem downloader app’en og opretter en konto. Hjælper en bruger med at skaffe mange nye kunder, venter der belønninger i form af gratis produkter. Derudover lokker Pinduoduo med lotterier og mindre pengegaver. Samtidig gøres der et nummer ud af at fremhæve de brugere, der har gjort særligt gode køb eller fået særligt mange rabatter for derved at skabe konkurrence brugerne imellem.

Men den hurtige vækst har ikke været problemfri. Mængden af varer på Pinduoduos platform er på få år eksploderet. Det samme kan siges om antallet af sager om kopiprodukter og kvalitetsproblemer. Sidste år var Pinduoduo nødsaget til at fjerne ti millioner produkter, der blev stemplet som problematiske, hvilket blev fulgt op af en ny oprydningskampagne i august rettet mod fire millioner produkter. Selskabet har oprettet en fond på 150 mio. kr., der skal bruges til at kompensere kunder og virksomheder. Kritikkere peger på, at selskabets forretningsmodel er med til at skabe et marked for varer af tvivlsom kvalitet. Pinduoduos stifter, Huang Zhuang, kalder arbejdet med at sikre en højere grad af kvalitetskontrol for en naturlig proces alle virksomheder i branchen har været igennem.

Til trods for sin forholdsvis unge alder har Huang Zhuang i efterhånden mange år været en del af den kinesiske tech-scene. Han har flere startups på samvittigheden og arbejdede i en periode for Google i Kina, før den amerikanske søgemaske blev blokeret af de kinesiske myndigheder. I begyndelsen udgjorde hans eget netværk i den kinesiske internetsektor det finansielle fundament for virksomheden. Blandt de første af Pinduoduos investorer var kendte navne fra nogle af Kinas etablerede it-mastodonter. Den helt store udbetaling fandt dog først sted i juli måned i år, da Pinduoduo gik på børsen i New York og indkasserede 10,2 mia. kr.

Fakta: Pinduoduo

• Serieiværksætteren og den tidligere Google-medarbejder Huang Zheng begyndte i 2014 forarbejdet med at lancere Pinduouo. Det skete året efter i september, hvor en række investorer samtidig skød penge i projektet. På under et halvt år havde ti millioner brugere downloadet app’en.

• Et år efter opstarten havde Pinduoduo 100 millioner brugere og indsamlede over 700 mio. kr. ved en ny investeringsrunde. Blandt investorerne var den kinesiske techgigant Tencent, der bl.a. ejer Kinas mest populær sociale medie, der er afgørende for Pinduoduos forretningsmodel.

• Den 26. juli i år gik Pinduoduo på NASDAQ-børsen i New York. Børsnoteringen blev en succes, men aktiekursen faldt efterfølgende på grund af adskillige sager om problemer med kopivarer og produkter af ringe kvalitet.

• I dag har Pinduoduo omkring 350 millioner brugere og tæt ved 200 millioner månedlige brugere.

Selv var Huang Zhuang hjemme i Kina, da Pinduoduo blev fejret på NASDAQ i New York. Han ville hellere være sammen med de ansatte og udvalgte investorer i hovedkvarteret i Shanghai. I modsætning til andre af Kinas tech-bosser holder han sig helst i baggrunden. Han blev født i den østkinesiske storby Hangzhou og voksede op i et hjem, hvor begge forældre var fabriksarbejdere. I dag vurderes hans selskab at have en samlet markedsværdi på 152 mia. kr. Til kinesiske medier har han beskrevet sin vision for Pinduoduo som en blanding mellem varehusgiganten Costco og Disneyland.

Men endnu har selskabet meget at bevise. For selvom brugerne strømmer til Pinduoduo, er bundlinjen stadig rød. Indtjeningen er vokset markant, men det er udgifterne også i takt med at enorme summer bliver brugt på branding og marketing for at tiltrække nye kunder. Samtidig har kritikere peget på, at en børsnotering efter kun tre år virkede forhastet og kunne være et dårligt tegn. Et kritikpunkt Huang Zhuang adresserede i et brev til investorerne:

thomas_graziani
Thomas Graziani
Stifter af analyse- og konsulentfirmaet WalkTheChat

- Vi tror på vores platforms enorme potentiale. Så hvis vi ser langsigtet på tingene, gør det ikke nogen forskel, om vores notering sker efter tre år, fem år eller længere. Tværtimod kan vi med offentlighedens kontrol og tilsyn vokse os bedre og stærkere.

Og selvom Pinduoduo allerede har rundet 300 millioner brugere er potentialet stadig stort i et land, der tæller omkring 800 millioner internetbrugere.

- Pinduoduos historie viser, at det kinesiske onlinemarked har ændret sig og vokset i en grad, så der i dag er plads til flere forskellige koncepter. Det tog JD.com ti år at nå op på at sælge produkter for 100 milliarder yuan (94 mia. kr.) på deres platform på et år. Det tog fem år for Alibaba, men kun et par år for Pinduoduo. Den digitale infrastruktur er på plads nu, så man kan dele og betale uden problemer, og det er hvad Pinduoduo udnytter, siger Thomas Graziani fra WalkTheChat. Han forventer dog ikke, at konceptet er på vej til Europa eller USA.

- Konceptet er afhængig af en meget stor og meget prisbevidst kundebase. Det er mere sandsynligt at se noget lignende i udviklingslande end på allerede udviklede og modne markeder, siger han.

 

Omtale af lande og selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.