India
Af
Lasse Karner

Interessen strømmer mod Indiens digitale underskov

Startup-virksomheder i Indiens teknologisektor står igen højt på ønskelisten hos investorer fra ind- og udland. En blanding af kommercielle interesser og politiske tiltag har på rekordtid sat landet på det digitale verdenskort.   

Læs mere om:
BRIK
Indien
IT
Sanjay Swamy
Sanjay Swamy
Medstifter af Prime Venture

Sanjay Swamy tegner med stor iver løs på kontorets glasvæg. Ord som mindblowing og amazing fylder talestrømmen, mens grafer, procenttal og it-forkortelser breder sig hen ad væggen. Han forsøger at indramme, hvad han beskriver som den perfekte digitale storm. En kombination af faktorer, der på et par år har gjort Indiens milliardstore befolkning klar til internettets tidsalder.

- Vi gennemlever, hvad de udviklede lande var igennem i starten af internettets tidsalder for femten eller tyve år siden. Men det sker på et tidspunkt, hvor mobiltelefonen og cloud-computing har skabt helt nye muligheder. Derudover har vi nogle elementer, der er unikke indiske som vores digitale infrastruktur og vores store it-talentmasse. Når man lægger de ting sammen, går tingene op i en højere enhed netop nu, forklarer han.

Sanjay Swamy er medstifter af Prime Venture, der investerer i indiske startup-virksomheder. Selskabet administrerer en fond på omkring 50 millioner amerikanske dollars og har investeret i 18 foretagender. Kriteriet er, at startupen skal være teknologidreven og med ambition om at omvælte – eller disrupte – det forretningsområde, den opererer i. Alle tre medstiftere af Prime Venture er serieiværksættere, der er flyttet tilbage til Indien efter at have gjort karriere i Silicon Valley i USA. Det unikke indiske islæt, Sanjay Swamy beskriver, drejer sig om en række landsdækkende it-tiltag.

 

En digital motorvej

Indien har aldrig haft et velfungerende personregister for landets mange indbyggere. Uden mulighed for at kunne identificere sig har store dele af befolkningen været afskåret fra at åbne en bankkonto, købe en forsikring – eller betale skatter. I dag er situationen en helt anden. Stort set alle voksne borgere har de seneste år fået et slags digitalt id-kort. Med et tolvcifret personnummer knyttet til den enkeltes fingeraftryk kan 1,2 milliarder indere i dag identificere sig og underskrive juridisk bindende dokumenter digitalt. Og i modsætning til lignende løsninger andre steder i verden, er det ikke en enkelt myndighed eller en udvalgt virksomhed, der står for driften.

- Det her er en digital motorvej, regeringen har bygget. Og den er tilgængelig for alle. Offentlige myndigheder, privatpersoner og selskaber – alle har adgang. For digitale startup-virksomheder, betyder det, at de kan nå ud til 1,2 milliarder potentielle kunder, siger Sanjay Swamy.

 

India
2017 blev et rekordår målt på investeringer i startup-virksomheder i Indiens tech-sektor.

På den baggrund er det ikke overraskende, at investorer fra ind- og udland ser store muligheder. 2017 blev da også et rekordår målt på investeringer i startup-virksomheder i Indiens tech-sektor. 885 investeringer til en værdi af 13,5 milliarder dollars blev der registreret. Et beløb næsten tre gange højere end året før.  

- Lige nu er det et af de bedste eksempler globalt i forhold til, hvordan man integrerer startup-virksomheder med de etablerede aktører, siger russiske Vladislav Solodkiy, der med base i Singapore investerer i startup-virksomheder i Asien med fokus på fintech-området.

- Steder som Singapore og Hongkong har udviklede finanssektorer, men de gør ikke lige så meget som Indien og arbejder i højere grad med de eksisterende banker. Indien bruger ikke lige så mange midler på store konferencer og den slags. Til gengæld har man indset, at de traditionelle banker ikke er i stand til at hamle op med nye spillere, så man har givet iværksætterne muligheden for at komme til, siger han. Samtidig peger han på, at den indiske regering gør meget for at hjælpe landets iværksættere i gang.

 

Fakta: Indiens tech-investeringer

• 2017 blev et rekordår målt på investeringer i startup-virksomheder i Indiens tech-sektor. I alt blev det til 885 investeringer til en værdi af 13,5 milliarder dollars. Et beløb næsten tre gange højere end året før.

• Til gengæld faldt antallet af investeringer, hvilket vidner om at interessen har kredset om færre, men mere udviklede startup-foretagender. Ser man bort fra de tre største investeringer var stigningen fra 2016 til 2017 på 36 procent.

• Fordelt på sektorer tiltrak internethandel flest investeringer efterfulgt af fintech med henholdsvis 4,6 og 3,1 milliarder dollars i investeringer.

• Geografisk fordeler investeringerne sig primært på storbyerne Bangalore, New Dehli, Mumbai, Hyderabad og Chennai. Tech-startups i Bangalore i den sydlige del af Indien tiltrak sidste år over halvdelen af alle investeringer.

Kilde: Indien Tech Startup Funding Report 2017

Stor efterspørgsel og opbakning

En af de nye tech-virksomheder, der nyder godt af støtten er Cognitif.ai.

- Vi er fritaget fra at betale skatter i tre år, det er en kæmpe fordel. Vi har også adgang til juridisk hjælp og mulighed for at sikre patenter og varemærkeregistreringer til en tiendedel af prisen, forklarer Kanishka Nithin, der startede firmaet for et par år siden.

Nordea Invest Magasinet møder ham i en af Bangalores mange tech-industriparker, hvor teknologivirksomheder får stillet lokaler billigt til rådighed. Kaffebarer og pizzarestauranter ligger side om side, og et mylder af fortrinsvis yngre indere har taget plads uden for i eftermiddagssolen. Stemningen er afslappet og international.

- Vi hjælper computere med at se som mennesker gør. Mennesker er biologisk udviklet til at kunne se og forstå sammenhænge, computere ikke kan. Vi laver en platform, der gør computeren i stand til at se nogle af disse sammenhænge, men på en skala, et menneske aldrig ville kunne, fortæller Kanishka Nithin om sin virksomheds forretningskoncept.

Den form for kunstig intelligens er efterspurgt internationalt, og Cognitif.ai har da heller ikke haft svært ved at finde investorer.

Med sine runde designerbriller og perfekte engelsk ville Kanishka Nithin have passet fint ind i iværksættermiljøet i Silicon Valley. I stedet faldt valget på Bangalore. Her er arbejdskraften billigere og ikke nødvendigvis dårligere, forklarer han. Den Sydindiske millionby har længe været Indiens it-hovedstad, hvilket over tid har haft en selvforstærkende effekt og skabt en stærk iværksætterkultur. Tech-startups i byen tiltrak sidste år 7,5 milliarder dollars svarende til over halvdelen af alle investeringer i sektoren.

 

Bangalore
Bangalore.

Lang vej til Kina

At det indiske tech-marked byder på store muligheder, har investorerne haft øje for i et stykke tid. I 2014 og 2015 steg mængden af investeringer i startup-sektoren i et hæsblæsende tempo. Faktisk var iveren efter at ramme den næste store it-jackpot så udtalt, at enorme beløb blev kastet efter selv tvivlsomme projekter. Resultatet viste sig i 2016, hvor et stort antal startup-virksomheder måtte lukke, og nogle af de største udenlandske investorer erkende fejlinvesteringer. I dag er investorerne tilbage, men mange af dem har skiftet strategi. For selvom sidste års samlede investering i sektoren var rekordstort, var beløbet fordelt på færre handler. Ifølge russiske Vladislav Solodkiy er der tale om en anden bølge af interesse for Indien, hvor fokus er på virksomheder med mere erfaring. Han frygter ikke en situation, hvor bunden igen ryger ud af markedet.

- Der er for eksempel stadig lang vej til en situation, som den vi ser i Kina, hvor milliarderne sidder løst. Indien er interessant, fordi der sker enormt meget i startup-miljøet, og fordi mange nye spillere både har øje for det store potentiale hjemme i Indien, mens de samtidig på længere sigt har internationale ambitioner. I Kina er de fleste tiltag udelukkende målrettet det kinesiske marked, siger han.

Det gælder blandt andet for Cognitif.ai, der i dag har otte kunder, hvoraf kun to er i Indien. En af selskabets eneste investorer er kapitalfonden BEENEXT. Partner i fonden, hollandske Dirk van Quaquebeke, har arbejdet med iværksætteri i Asien de sidste ti år og fulgt udviklingen i Indien nøje.

- Jeg var med til at forsøge at starte den første platform for internethandel i Indien i 2009, men dengang var vi for tidligt ude. Tilliden til den slags forretning var lav, så det blev enormt dyrt at uddanne markedet og opbygge den nødvendige tillid. Det er ikke længere en problemstilling. I dag er forbrugernes tillid til digitale løsninger på et helt andet plan, fortæller han.

 

Omtale af fonde og selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.