Stock
Af
Nina Azoulay, journalist

Hvad er et aktieindeks?

Når man læser og hører om investeringer, bliver der ofte talt om aktieindeks – om stigninger eller fald i de ledende indeks og om Dow Jones og C25. Men hvad er et aktieindeks – og hvad kan det egentlig bruges til?

Aktiemarked
Indsigt
Investorskole

I investor-verdenen bliver der brugt mange fagudtryk, som kan være svære at holde styr på. Nordea Invest Magasinet guider dig igennem. Denne gang ser vi nærmere på begrebet ‘aktieindeks.’

Hvad er et aktieindeks?

Et indeks inddeler aktierne i grupper – det kan være efter markedsværdi eller efter brancher. På den måde kan man se, hvordan eksempelvis amerikanske aktier eller medicinal-aktier har udviklet sig over en bestemt periode. Man kan sige, at indekset tager temperaturen på markedet og giver et fingerpeg om, hvordan det går med eksempelvis dansk eller europæisk økonomi, og dermed kan den enkelte investor få en idé om, hvorvidt det er et godt tidspunkt at investere i it-industrien, i tech-aktier eller andre markeder.

Hvordan bruger man et aktieindeks? 

Aktieindekset viser gennemsnittet for alle aktier i indekset og er derfor et udtryk for aktiehandlen. Det viser med andre ord om virksomhederne i indekset er blevet mere eller mindre værd. Når et indeks stiger, er det, fordi den samlede værdi af de aktier, der er i indekset, er steget.

Der skelnes mellem prisindeks og afkastindeks. Prisindekset måler, hvordan de enkelte aktier udvikler sig på børsen. Afkastindekset måler både, hvordan den enkelte aktiekurs udvikler sig, men derudover bliver også virksomhedens uddeling af udbytter medregnet.

C25 og de øvrige nordiske elite-indeks

Alle lande har et aktieindeks, og i nogle lande er der mere end et. Alene på Fondsbørsen i København er der 25 forskellige aktieindeks og 110 brancheindeks. I Danmark er OMX C25 det, man kan kalde det danske elite-indeks. I daglig tale kaldes det også C25 (tidligere hed det C20), og det er et aktieindeks over de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs. Indekset revideres to gange om året, hvor der laves udskiftninger, hvis andre virksomheder i mellemtiden har opnået større omsætning.

Store virksomheder som Novo Nordisk, Carlsberg og A.P Møller-Mærsk udgør typisk en stor del af indekset. Derfor har det større indflydelse på indekset, når de største virksomheder stiger eller falder, end hvis mindre virksomheder oplever udsving.

hatundglasses
Alle lande har et aktieindeks, og i nogle lande er der mere end et. Alene på Fondsbørsen i København er der 25 forskellige aktieindeks og 110 brancheindeks.
Image text

Der findes tilsvarende indeks på de øvrige nordiske børser: Den svenske pendant hedder OMX S30 og viser udviklingen i de 30 mest omsatte aktier på Stockholms Fondsbørs. Og i Finland er det OMX H25, der viser de 25 mest omsatte aktier på fondsbørsen i Helsinki.

USA’s ældste og største indeks

Dow Jones Industrial Average – eller i daglig tale bare Dow Jones – blev skabt i 1896 af Charles Dow og er verdens ældste aktieindeks. Indekset rummer de 30 største aktieselskaber i USA. Aktierne i indekset er ikke vægtet i forhold til selskabernes størrelse, og derfor har det lige stor påvirkning på indekset, når de små virksomheder stiger eller falder, som når klassens tunge drenge oplever udsving.

I det andet, store amerikanske indeks – S&P 500 – bliver virksomhedens størrelse målt på omsætning i aktien. S&P blev oprettet i 1957 og er et indeks over 500 store amerikanske virksomheder.

DAX, FTSE 100 og andre udenlandske indeks

I Tyskland er det førende indeks Deutscher Aktieindex (DAX). Det består af de 30 mest handlede aktier på fondsbørsen i Frankfurt og minder om det danske C25.

I Storbritannien er det toneangivende indeks FTSE 100 – eller ‘Footsie’, som briterne kalder det. Det består af de 100 børsnoterede virksomheder på London Stock Exchange, som har den største markedsværdi. På Tokyo Stock Exchange i Japan hedder det dominerende indeks Nikkei 225 og indeholder 225 af de største selskaber. Det afspejler – ligesom det amerikanske S&P 500 – den generelle økonomiske situation i landet.


 

Omtale af selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?