Bæredygtig opsparing
Af
Nina Azoulay, journalist

Hvad er en bæredygtig aktie? Få ekspertens forklaring her

Etik, sociale hensyn og klimabevidsthed er blevet en del af aktiemarkedet, og vi hører igen og igen om ansvarlige investeringer. Men hvad er en bæredygtig aktie, og hvad skal man som investor holde øje med, hvis man gerne vil investere sine penge ansvarligt?

Jane Jagd
Jane Thostrup Jagd
Leder, Center for ESG Research

Virksomheder, der bekæmper madspild og arbejder aktivt på at mindske CO2-udledningen, selskaber, der skifter plastik ud med grønne alternativer og søsætter sociale initiativer i udviklingslande. Det lyder umiddelbart godt, hvis man drømmer om en portefølje, hvor bæredygtighed er i højsædet. Men hvornår er en aktie bæredygtig, og hvad skal man som investor holde øje med, hvis man vil investere ansvarligt? Vi har spurgt Jane Thostrup Jagd, Ph.d. og leder af tænketanken Center for ESG Research, som forsker i og formidler viden om bæredygtige investeringer og finansielle markeder.

Hvad er en bæredygtig aktie?

- Det kommer lidt an på, hvem man er, hvordan man opfatter bæredygtige aktier. For nogle er en bæredygtig investering, at man ikke investerer i bestemte brancher. Men vi ved fra forskningen, at det ofte er en dyr måde at investere bæredygtigt, idet man snævrer investeringsuniverset ind – ofte i relation til relativt profitable virksomheder. En anden og bedre løsning kan derfor være at vælge noget til – det kan være en grøn virksomhed eller et selskab med et særligt socialt fokus. Men hvis en virksomhed er god på det her parameter, ved markedet det som regel godt, og det kan derfor være svært at opnå et merafkast, selv om man på denne måde kan have god samvittighed med sin investering. En tredje løsning er der, hvor man bruger ESG data i sine investeringsanalyser – altså environmental-, social- og governance-data – til at identificere virksomheder, som er på vej op, og som derfor har en skjult skat i sig. De kan betragtes som morgendagens stjerner, men det er dem, der er svære at finde. Så for hr og fru Hansen, der selv investerer, vil bæredygtige aktier typisk være positiv screening, hvor man vælger en virksomhed til, som præsterer godt både økonomisk og ikke-finansielt. Hvis man er lidt mere avanceret, vil jeg anbefale at integrere ESG data i investeringsanalysen – også fordi det understøtter virksomheder, som er på vej op.

Hvad skal man være opmærksom på, når man gerne vil investere bæredygtigt?

- Der er en meget spredt forståelse af, hvad bæredygtige investeringer er. Især når man taler om negativ screening, er det ofte meget tilfældigt, hvad der bliver udvalgt, og ofte får det også et lidt mærkeligt religiøst præg over sig. For eksempel i Sydeuropa, hvor der kan være en meget katolsk orientering, og hvor man derfor eksempelvis er imod prævention og GMO. Det betyder, at der vil være en del farmaceutiske virksomheder, man ikke sætter penge i, hvis man følger deres screening. Så det kommer an på, hvor i verden man befinder sig, hvad der opfattes som bæredygtigt, og det bør man som investor være opmærksom på. Hvis man investerer gennem en fond eller et indeks, bør man derfor gå ned i kriterierne og se, om man er enig. For det er meget forskelligt, hvad der vurderes som bæredygtigt. Der findes ikke én måde at måle det på.

”Det kommer an på, hvor i verden man befinder sig, hvad der opfattes som bæredygtigt, og det bør man som investor være opmærksom på”
Jane Thostrup Jagd, leder af tænketanken Center for ESG Research

Bæredygtige investeringer fylder meget mere i billedet i dag end for eksempelvis 10 år siden. Har betydningen af det her ændret sig?

- Begrebet ‘bæredygtige investeringer’ har udviklet sig meget. For 10 år siden var der ikke andet end SRI-fonde – altså Social Responsible Investments – hvor man helt klassisk valgte ikke at investere i for eksempel bomber, porno og alkohol. Det er en måde at undgå visse risici. Men i dansk kontekst kan nogle af screeningerne virke mærkelige. Det skyldes, at de laves af store, internationale bureauer, og også skal passe til eksempelvis Indre Mission i USA. Så der skal man som investor også holde øjnene åbne.

Tænketanken Center for ESG Research

Center for ESG Research er en uafhængig tænketank, der forsker og formidler viden indenfor ESG og finansielle markeder.

ESG står for Environmental (miljøhensyn), Social (sociale forhold) & Governance (god selskabsledelse).

Centret har blandt andet lavet en gratis integreret nøgletalsvejledning, som investorer kan bruge, hvis de vil i dybden med data og metoder til at måle bæredygtighed i virksomheder. Du kan finde guidelinen her.

Det lyder jo godt, hvis en virksomhed sænker sit CO2-forbrug eller arbejder for at mindske madspild og plastikaffald. Men hvad skal man som investor holde øje med, hvis man vil se, om en investering rent faktisk er bæredygtig?

- Hvis man kigger på individuelle virksomheder, skal man kigge på selskabets data i deres CSR-rapport og sammenligne med konkurrenterne. Men det kan være svært. Mange af de store virksomheder er gode til at lave datatabeller, men vi skal ikke længere ned end til mid-cap, før det begynder at blive svært at finde data. Hvis man har investeret i en virksomhed, kan man på generalforsamlingen spørge, hvis man gerne vil vide mere om CO2-udledning eller kvinder i lederstillinger. Det er man i sin gode ret til som aktionær. Det kaldes aktivt ejerskab, som man også taler meget om i forbindelse med bæredygtige investeringer, og det er en måde at fremme alt det her på. For nogle gange er virksomhederne simpelthen ikke opmærksomme på, at investorerne gerne vil vide noget om de her ting. Så det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke vil sige det, men måske fordi de ikke er opmærksomme på det.

Hvordan kan man som investor følge en virksomheds performance og udvikling på bæredygtighed?

- Som det er lige nu, er der ikke ret mange værktøjer for private investorer. Nasdaq Nordic har netop lanceret en ESG-portal, hvor man mod betaling kan få adgang til noget af det her data. Mit gæt er, at indenfor ganske kort tid vil bestemte nøgletal blive så mainstream, at vi snart vil få adgang til en masse af de her data. Men lige nu er det stadig svært, og der er man som privat investor nødt at lave lidt fodarbejde og læse ned i rapporterne, mens de institutionelle investorer kan købe data fra bureauer.

 

Omtale af lande, selskaber og/eller fonde i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?