hero image
Af
Nina Azoulay, journalist

Fremtidens modetøj er lavet af æble, sukker og gær

Nye tekstiler, der tager mere hensyn til miljø og klima, vinder frem i modebranchen, og der arbejdes i dag med stof, der er udviklet i laboratorier eller fremstillet af madrester. Efterspørgslen er stor, og det er ikke utænkeligt, at vi i fremtiden vil gå klædt i tøj lavet af frugt og fiskeaffald, fortæller ekspert i bæredygtige tekstiler.

Læs mere om:
Klima og Miljø

Glem alt om silke og bomuld. I fremtiden kan din garderobe i høj grad komme til at bestå af tøj fremstillet af madaffald fra æbler og mælk eller spundet af gær, sukker og vand i et laboratorium.

Bæredygtighed har længe stået højt på dagsordenen i modebranchen, og efterspørgslen på tekstiler, der er fremstillet med tanke på miljø, klima og socialt ansvar, vinder tydeligt frem, fortæller ekspert i bæredygtige tekstiler Suzi Christoffersen.

– Virksomhederne kan godt se, at de er nødt til at investere i ny teknologi eller hente materialer andre steder fra, hvis modebranchen også skal være en ‘smart business’ om 50 år, siger Suzi Christoffersen.

Hun har grundlagt konsulentvirksomheden Closed Loop, som blandt andet rådgiver nationale og internationale virksomheder i bæredygtige materialer. Derudover er hun indehaver af The Fabric Source, som er Nordens største bæredygtige materialebibliotek. Hun mærker, at virksomhederne i dag i høj grad ser på, hvilke fodaftryk deres valg af materialer sætter på miljø og klima.

– De to mest brugte materialegrupper i modeindustrien er bomuld og polyester. Polyester dur ikke, for det fremstilles af olie, som er en ikke-fornybar ressource, og bomuld kræver både meget plads og mange ressourcer at fremstille, og det er ikke holdbart, når der kommer flere og flere mennesker på Jorden, som skal brødfødes. Vi er nødt til at finde nye og smartere materialer, der bruger færre ressourcer, og det er virksomhederne klar over, siger hun.

 

image nike flyleather
Nike har udviklet materialet flyleather, der består af genbrugslæder, og som ‘koster’ langt mindre i CO2-udledning og vandforbrug at producere end konventionelt læder.

Silke og læder skabt i laboratorier

De seneste år er det piblet frem med bæredygtige initiativer i modebranchen. Den tyske skogigant Adidas og den hollandske jeansproducent G Star Raw er blandt de modehuse, der har produceret løbesko og jeans af flasker, fiskenet og andet plastikaffald fra verdenshavene, mens det italienske modehus Salvatore Ferragamo har produceret en kollektion af overskydende citrusskaller fra juiceproduktion.

Udviklingen med de nye tekstiler går ifølge Suzi Christoffersen i flere retninger. Der arbejdes både i laboratorier, hvor man efterligner eksisterende materialer og udvikler nye tekstiler. Og der arbejdes på at udnytte overskudsproduktion fra andre industrier som fiskeriet. Samtidig arbejdes der også med genanvendelse.

Den amerikanske sportsgigant Nike er en af de modevirksomheder, der har en ambition om at halvere sine miljømæssige fodspor og finde nye løsninger. De har opfundet materialet flyleather, der fremstilles af genbrugslæder og laves til en form for pasta, som kan smøres ud til nye former og rulles op som en læderrulle, man kan skære nye ‘stofstykker’ af.

– Det er et nyt materiale, som er helt genialt. Her reducerer Nike sine fodaftryk helt vildt, både på CO2, vandforbrug og andre ressourcer. Det er her, det virkelig batter, siger Suzi Christoffersen.

Hun ser en tendens til, at særligt de helt store spillere bruger kræfter på at udvikle nye teknologier og materialer.

– Mange får lavet en materialestrategi for at ændre deres miljømæssige fodaftryk. De, der har musklerne til det, får udviklet nye materialer, hvor de starter fra scratch med at skabe et kendt materiale med færre ressourcer – ligesom Nike har gjort med læder, eller som Stella McCartney gør med silke, siger Suzie Christoffersen.

Britiske Stella McCartney har i samarbejde med biotek-virksomheden Bolt Threads udviklet en laboratorieskabt silke, som er inspireret af edderkoppespind og baseret på blandt andet gær. Dermed tager den nye silke både hensyn til dyrevelfærd og miljø.

 

Profile Hannah Michaud
Hannah Michaud
Founder af innovationsvirksomheden The Apple Girl

Nyt tøj af madaffald

Et af de steder, modebranchen også finder nye materialer, er i fødevareindustrien, hvor der øjnes store muligheder i restmaterialer eller overskydende produkter. Både tekstilproducenter og modehuse arbejder med materialer fremstillet af blandt andet banan, sojabønner, skaldyr, kokosnød, majs og mælk.

Nogle af materialerne har været brugt som råvarer i mindre skala gennem mange år. Andre er først nu ved at blive klar til brug i tøjproduktion.

Et af de materialer, der er under udvikling er det såkaldte æblelæder. Hannah Michaud, der studerer på Københavns Erhvervsakademi, står bag innovationsvirksomheden The Apple Girl, hvor hun forvandler overskydende frugtkød fra produktionen af æblemost og æblecider til et læderlignende produkt.

Hun har produceret armbånd og en taske af æblelæderet, men på sigt skal det nye materiale kunne bruges til både tøj, legetøj og emballage.

 

Æblelæderet er 100 procent biologisk nedbrydeligt og i princippet også spiseligt. Det testes i øjeblikket på Teknologisk Institut, hvor der blandt andet arbejdes med at løse den udfordring, at læderet ikke kan tåle at blive vådt.

– Når vi er helt færdige, skal æblelæderet kunne måle sig med animalsk læder, siger Hannah Michaud, der i november vandt legatet Innovativ Business for sin opfindelse.

– Jeg forventer, at vi kan få æblelæderet ud på markedet i midten af næste år. Lige nu samarbejder jeg med designere, som tester mine materialeprøver og ser, hvordan det kan bruges i modeverdenen, siger hun.

Der er stort potentiale i en opfindelse som æblelæderet, vurderer Suzi Christoffersen.

– Læder er et materiale, der har et meget stort fodaftryk på miljøet. Samtidig er der også et dyreetisk aspekt i det. Det er afsindigt spændende, hvis de får løst udfordringen med at gøre æblelæderet i stand til at tåle vand, så det kan erstatte animalsk læder, siger hun.

Nogle af fremtidens innovative og bæredygtige materialer er allerede i fuld brug i modeindustrien, mens andre stadig langt fra. Men det er ikke utænkeligt, at vores garderobe i fremtiden i høj grad vil være skabt af æbler eller eller laboratorieskabt silke.

– Det er et meget godt bud, at vi kommer til at gå klædt i det her fremover. Vi skal bruge materialerne anderledes, det er helt sikkert. Men hvilke former, der giver mest mening, vil fremtiden vise, siger Suzi Christoffersen.

Omtale af selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

bracelet image
The Apple Girls armbånd lavet af æblelæder er 100 procent biologisk nedbrydeligt.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?