Fra bil-ejer til bil-lejer på minuttakst
Af
Thomas Jensen

Fra bil-ejer til bil-lejer på minuttakst

I mange europæiske storbyer tager indbyggerne de nye dele-bybil-tjenester til sig i højt tempo. En spansk tjeneste fik angiveligt 100.000 nye brugere på blot 100 dage. Nordea Invest Magasinet ser nærmere på det nye fænomen, som kan have stor betydning for jordens klima.

Læs mere om:
Danmark
Indsigt
Adam Ernst-Sunne
Adam Ernst-Sunne
Flittig bruger af GreenMobility

Når Adam Ernst-Sunne skal ud at køre, tager han ikke sin bilnøgle, men sin mobiltelefon. Han åbner en app og tjekker, om der står en af de 400 biler fra dele-bybil-tjenesten GreenMobility i nærheden. Da Nordea Invest Magasinet møder ham på Skt. Hans Torv på Nørrebro i København, tager det ham 30 sekunder at lokalisere og reservere en bil.

- Jeg synes oftest, at det fungerer godt. Der er mange biler i området, men jeg kunne også mærke her i weekenden, at der var det faktisk lidt besværligt at finde en, så jeg måtte gå rundt i 20 minutter for at lede efter en, forklarer han.

Der er mere end 11.000 københavnere, der har gjort ligesom Adam. De har tilmeldt sig GreenMobility og betaler 3,50 kroner i minuttet, mens de kører rundt i bilen i byen. De er ikke forpligtet til at bruge tjenesten, men de kan blot reservere og bruge en bil, når det passer dem. Den typiske bruger kører i bilen godt 20 minutter og tilbagelægger en distance på syv kilometer inden for den tilladte zone, som dækker København og de nære forstæder.

 

 

Megatrends sætter dagsordenen

Hos GreenMobility er administrerende direktør Torben Andersen overbevist om, at dele-bybil-tjenesterne passer godt ind i tre store tendenser, som er over os for øjeblikket. De tre megatrends er den globale urbanisering, bæredygtighed og deleøkonomi. Ifølge GreenMobility-direktøren ligger nøglen til forbrugerne i, at det hele tiden skal være nemt at være bæredygtig og deleøkonomisk.

- Det er jo ikke os, der har opfundet delebilen, men det vi har gjort, som er specielt, er, at vi har meget fokus på at sikre, at det er tilgængeligt og simpelt. Vi sørger for, at elbilerne hele tiden er ladet op, og den strøm vi putter på er CO2-neutral, forklarer Torben Andersen.

Adam er nået ned til bilen, som han fik at vide stod 466 meter fra, hvor han befandt sig, da han reserverede den. Via app’en kan han åbne bilen. Da han sætter sig ind, kan man ikke se, at bilen har været brugt flere gange i løbet af dagen. Den fremstår ren og pæn. Adam skal, som så mange andre hverdagsaftener, ud til sine forældre i Hellerup for at spise. Tidligere ville han have taget det offentlige eller cyklet, men de sidste ni måneder har han og kæresten oftest brugt en af de små elbiler fra GreenMobility.

- Det føles som om, jeg har en bil til rådighed, når jeg har lyst og så kun betaler, når jeg bruger den, og ikke har alle de udgifter, når jeg ikke bruger den, siger Adam Ernst-Sunne.

 

- Jeg har selvfølgelig haft tanker om, at jeg selv skulle have en bil, men pt kan det simpelthen ikke betale sig for mig i forhold til det forbrug, jeg har, siger Adam Ernst-Sunne, der er flittig bruger af GreenMobility.
"Jeg har selvfølgelig haft tanker om, at jeg selv skulle have en bil, men pt kan det simpelthen ikke betale sig for mig i forhold til det forbrug, jeg har", siger Adam Ernst-Sunne.

 

Bilens CO2-aftryk starter i produktionen

Hos den grønne tænketank Concito har de godt lagt mærke til dele-bybils-tjenester som GreenMobility og DriveNow i det københavnske bybillede.

- Jeg opfatter det som et interessant eksperiment og i den grad som noget positivt, fordi der er behov for eksperimenter. Både for at gøre elbiler mere udbredte og for at gøre nye ejerskabsmodeller tilgængelig for folk, der gerne vil køre, men som ikke har behov for at eje deres biler, siger Henrik Gudmundsson, der er chefrådgiver i Concito.

Han er stor tilhænger af, at vi ikke alle sammen ejer en bil, for en stor del af forureningen fra en bil kommer fra produktionen af den. Helt op til 30 procent af bilens såkaldte CO2-aftryk kan være sat allerede i produktionen, før den kommer ud på vejene.

- Vi bruger enormt mange produkter, som vi smider ud, og det fodaftryk er meget massivt fra en bil, fordi en bil er et meget stort produkt. Så hvis alle mennesker skal have deres eget produkt – her en bil – så har vi et meget stort fodaftryk. Men hvis vi kan dele sådan noget som en bil, så kan vi nedsætte vores fodaftryk. Og især når man tænker på, at mange af os ikke engang bruger vores bil en time ud af døgnets 24 timer, forklarer Henrik Gudmonsson.

En undersøgelse om dele-bybiler viser, at én dele-bybil på gaden betyder mellem 7 og 11 færre privatbiler på gaden. GreenMobility-bruger Adam Ernst-Sunne tror, der kommer til at gå lang tid, før han anskaffer sig sin egen bil.

- Jeg har selvfølgelig haft tanker om, at jeg selv skulle have en bil, men pt kan det simpelthen ikke betale sig for mig i forhold til det forbrug, jeg har, siger han.

 

GreenMobility har 400 elbiler på gaden i København
GreenMobility har 400 elbiler på gaden i København.

Ikke helt begejstret

Når Concito ikke er 100 procent begejstret for dele-bybil-tjenesterne er det, fordi de stjæler passagerer fra den kollektive transport eller fra den tohjulede.

- Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning for København. Selv om det er elbiler, er det mere ressource- og energikrævende at køre i sin egen bil end at tage det offentlige eller cyklen. I København er der stærke alternativer til biler. Lige nu er dele-bybilerne stærkt afgrænset til inde i byen, måske kunne det være mere spændende at have lignende transportløsninger i forstæderne, hvor de kunne bruges til at bringe folk hen til togstationerne, siger Henrik Gudmonsson fra Concito.

Stort i Europa

Dele-bybil-tjenesterne vokser kraftigt i Europa. Alene i Tyskland er der 1,2 millioner brugere af delebiler, og spanske Emov meldte for nyligt ud, at 100.000 brugere havde skrevet sig op til deres Madrid-tjeneste på blot 100 dage. Danske GreenMobility tror på, at de kan udbrede deres koncept via franchisetagere til 20 byer i Europa inden 2021, fordi næste generation af bilejere i stedet bliver billejere.

- Det kommer ikke til at eksplodere, men vi vil se det som en bølge, der kommer rigtig hårdt, fordi der er en stor gruppe af unge, der kommer op i den alder, hvor de normalt ville købe en bil selv. De siger nu, hvorfor betale 4.000-5.000 kroner om måneden for at have noget metal stående nede på gaden, som for 25 procents vedkommende ikke bliver flyttet fra mandag morgen til fredag eftermiddag, siger Torben Andersen fra GreenMobility.

GreenMobility-bruger Adam Ernst-Sunne er i hvert fald begejstret for dele-bybil-tjenester, og han vil blive ved med at bruge det.

- Jeg tror, alle bilejere drømmer om det her, fordi det er jo utrolig dyrt at have bil. Jeg synes, det er optimalt for mig.