Brexit
Af
Outi Rönnqvist

Fem vigtige spørgsmål – og svar – om Brexit

Flere har vurderet, at Brexit vil underminere Londons rolle som et førende finansielt centrum i Europa, men hvordan vil Brexit i praksis påvirke den finansielle sektor og investorer i de nordiske lande?

Europa
Indsigt
Investorskole
Jarkko Syyrilä
Jarkko Syyrilä
Leder, Public Affairs i Nordea Wealth Management

Nordea Invest Magasinet har talt med Jarkko Syyrilä, leder af Public Affairs i Nordea Wealth Management, som i lang tid har fulgt udviklingen i den europæiske finansielle sektor. Vi stillede ham fem vigtige spørgsmål om Brexit.

Hvordan tror du, at Brexit kommer til at påvirke Nordea og den finansielle sektor?

Nordea er en nordisk bank, hvis hjemmemarkeder omfatter Finland, Sverige, Danmark og Norge. Storbritannien er en vigtig handelspartner for alle disse lande. Det bedste vil være, hvis Brexit sker på en måde, der ikke skaber væsentlige handelsbarrierer mellem landene og samtidig begrænser de økonomiske konsekvenser for både Storbritannien og EU.

Storbritanniens og ikke mindst Londons rolle som centrum for det europæiske engrosmarked er uomtvistelig. Som det ser ud nu, betyder Brexit, at Storbritannien ikke længere vil være en del af det europæiske fællesmarked enten fra marts 2019, hvis Brexit finder sted uden en skilsmisseaftale, eller fra udgangen af 2020, hvis aftaleudkastet og den aftalte overgangsperiode vedtages. Dermed bliver Nordea og banker i hele den europæiske finansielle sektor nødt til at omlægge en betydelig del af deres internationale funding.

 

Juridisk kan dette løses, hvis de britiske serviceudbydere opnår licens fra et EU-land. Men der kan ikke på samme måde skabes løsninger for den vigtige rolle, som engrosmarkedet i London spiller fx i forbindelse med clearing af rentederivater inden udgangen af marts. Heldigvis har EU-Kommissionen meddelt, at man indtil videre søger at sikre kontinuitet via tidsbegrænsede licenser, selv hvis der ikke opnås enighed om en Brexit-aftale. 

Men hvis EU og Storbritannien indgår en aftale om vilkårene for Storbritanniens udtræden, vil der i praksis ikke ske ændringer i overgangsperioden, dvs. frem til udgangen af 2020 ifølge den nuværende tidsplan.

Er Nordea godt forberedt på Brexit?

I Nordea begyndte vi allerede før folkeafstemningen i 2016 at analysere konsekvenserne af Brexit. Vi tog konkrete initiativer i marts 2017, da Storbritannien annoncerede sin udtræden. Myndighederne forventer, at vi er forberedt på alle mulige scenarier, og fra begyndelsen har vi derfor også forberedt os på en situation, hvor Storbritannien 29. marts 2019 forlader EU uden at have en aftale på plads.

Hvordan påvirker Brexit Nordeas kunder?

Hvordan Brexit påvirker kunderne afhænger helt af, om der vedtages en aftale eller ej. Hvis EU og Storbritannien indgår en aftale om vilkårene for Storbritanniens udtræden, vil situationen i praksis, ud fra hvad vi ved nu, være uændret i hele aftalens overgangsperiode frem til ultimo 2020.

I vores forberedelser til Brexit forsøger vi i videst muligt omfang at minimere en direkte påvirkning for vores nordiske kunder. I værste fald kan Brexit skabe hindringer for aktiviteterne på de europæiske engrosmarkeder, hvilket igen kan svække likviditeten i markederne og fx øge omkostningerne i forbindelse med handel med værdipapirer og afviklingen af handlerne. Brexit uden en aftale kan endvidere dæmpe væksten i Europa og dermed påvirke afkastet på kundernes investeringer.

London
Flere har vurderet, at Brexit vil underminere Londons rolle som et førende finansielt centrum i Europa.

Hvilke kunder vil blive påvirket mest af Brexit?

Den direkte påvirkning vil mest være knyttet til aktiviteterne på engrosmarkederne. Det betyder, at store kunder som fx virksomheder, der handler med Storbritannien, vil blive påvirket mest. Vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan, for at minimere konsekvenserne for vores erhvervskunder så meget som muligt.

Hvor bekymret er Nordea for Brexit og konsekvenserne af Brexit?

Brexit er en af de mange væsentlige faktorer, som påvirker markederne, og vi er naturligvis godt forberedt på den situation. I et europæisk perspektiv kan Brexit resultere i et fragmenteret fællesmarked og gøre det mere besværligt at handle med Storbritannien. Jeg håber, at EU og Storbritannien kan enes om vilkårene for Storbritanniens udtræden, så det kan ske på en kontrolleret måde og som planlagt efter en passende overgangsperiode. Det er vigtigt at bevare stabile og driftssikre handelsrelationer mellem EU-landene og Storbritannien under alle omstændigheder.

Såvel markedsdeltagerne som tilsynsmyndighederne i hele Europa er fuldt ud opmærksomme på de risici, som kan opstå, hvis ikke det britiske parlament godkender Brexit-aftalen. Vi er også godt forberedt på disse risici, hvis den situation opstår.

Magasinet har sin egen app – hent den her!

MyInvest er udviklet af Nordea Invest og indeholder alt indhold fra Nordea Invest Magasinet samt mulighed for at følge dine favorit Nordea Invest fonde.

Download nu og bliv automatisk opdateret hver gang der kommer nyt