Loading

0:00/0:00

Af
Nina Azoulay, journalist

Emballagefri indkøb: ”Det er et kæmpe forretningsområde”

Det bedste affald er det, der aldrig bliver skabt. Ud fra det mantra er der de seneste år åbnet emballagefri butikker over hele Europa. Ambitionen om at reducere mængden af både plastaffald og madspild driver de nye butikker frem. Ekspert i forbrugeradfærd forventer, at det snart spreder sig til detailhandlen. Nordea Invest Magasinet har besøgt to af de nordiske butikker.

En bøtte couscous, et glas pasta og krydderier på bæger. Henrik Schmidt lægger vejen forbi den emballagefri købmandsbutik Gram i Malmö, hver gang køkkenskabene derhjemme skal fyldes med nye forsyninger. Med i rygsækken har han selv genanvendelige beholdere – glas, bøtter, bægere og flasker i alle størrelser – og han fylder dem kun med præcis den mængde, som han ved, at han får spist.

- Når jeg køber ind på denne her måde, køber jeg ikke så meget. Jeg kan nøjes med de mængder, som jeg faktisk har brug for i stedet for supermarkedernes storkøb-portioner, siger Henrik Schmidt.

Han er særligt glad for at kunne have sine egne, genanvendelige beholdere med, når han handler.

- Hvis jeg går i supermarkedet, er de fleste varer pakket i engangsemballage – ofte plastik. Jeg vil gerne støtte tiltag som det her, hvor man skærer ned på emballagen. Selv om der ligger et stort supermarked tættere på, vil jeg hellere komme her og handle, siger han.

Og han er langtfra den eneste. Efter Gram sidste år udvidede og flyttede til et større butikslokale, er kundekredsen også vokset.

- Vi har mange kunder fra nærområdet, men vi har også kunder, der kommer fra Lund og længere væk, som kommer forbi en gang om måneden og får fyldt alle køkkenskabene op. Og så er der mange, der bor i den anden ende af Malmø, som kommer forbi på cykel og køber ind, fortæller Rowan Drury.

 

Henrik Schmidt
I de emballagefri butikker kan Henrik Schmidt (bill.) og andre forbrugere nøjes med at købe de mængder, som de faktisk har brug for, i stedet for supermarkedernes storkøb-portioner.

Overvejer flere butikker

Gram blev i 2017 tildelt Region Skånes miljøpris og prisen for miljø og bæredygtig udvikling af Malmö Stads Näringsliv for sit koncept. Butikken er dog stadig den eneste af sin slags i Sverige, selv om Rowan Drury jævnligt bliver kontaktet af personer, der overvejer at åbne lignende butikker i andre hjørner af Sverige.

- Jeg vil rigtig gerne hjælpe ’zero waste’-bevægelsen med at vokse sig stærkere i Sverige, og jeg håber, at der åbner flere butikker. Jeg har selv overvejet at udvide med en franchise. Interessen er der, og folk er meget indstillet på at leve mere bæredygtigt, siger hun.

- Jeg tror, at en af grundene til, at det endnu ikke er blevet større i Sverige er, at vi har så godt et genbrugssystem, så mange føler, at det er nok. Men der bliver stadig brugt energi og ressourcer på at fremstille emballage, og jeg mener, at man altid skal se, om der findes alternative løsninger. I flere lande omkring os går det meget hurtigere med at få flere emballagefri butikker op at køre, tilføjer Rowan Drury.

Hun er oprindeligt fra England, og her skyder butikker med det emballagefri koncept op på stribe. Særligt efter tv-naturforskeren David Attenborough sidste år sendte en dokumentarserie på BBC om plastikforurening i verdens have er der kommet opbakning til landets anti-plastbevægelse.

En af de englændere, der har fået nok af plastik, er den tidligere Manchester United-fodboldspiller Richard Eckersly. Sammen med sin hustru har han åbnet en emballagefri butik under navnet Earth.Food.Love i Totnes i Devon. Og der er gang i butikken, fortalte han tidligere på året til The Guardian.

- Mange nye kunder kommer ind – folk der ikke nødvendigvis har været involveret i grønne tiltag før. Det føles virkelig, som om bekymringen for plastikaffald er begyndt at bryde ud af miljøboblen. Vi får opkald hver uge fra folk over hele landet, der gerne vil lave noget lignende i deres byer, forklarede Eckersly.

 

Madspild og klimapåvirkning

• 1,3 milliarder tons mad bliver hvert år smidt ud eller går til spilde. Det svarer til cirka en tredjedel af al den mad, der globalt produceres til mennesker. Alene i EU smides der årligt cirka 88 millioner ton mad ud.

• 6,7 procent af de samlede drivhusgasser, der udledes globalt, stammer fra madspild. Omregner man den klimapåvirkning til at være et land, ville det være det tredjemest forurenende land i verden – efter Kina og USA.

Kilde: FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), Europa Kommissionen og University og California.

I dag skal man som forbruger i en specialbutik, hvis man gerne vil skære helt ned på emballagen og bruge sine egne, genanvendelige beholdere, når man køber ind. Selv om det formentlig vil være sådan i en årrække endnu, vil vi snart begynde at se en stor reduktion i plastikemballage, og meget unødvendig emballage vil forsvinde helt fra detailhandlen. Det vurderer Ole Storm Jørgensen, der er lektor ved Erhvervsakademiet Dania og ekspert i forbrugeradfærd.

- Vi ser allerede, at supermarkederne er begyndt at arbejde med de her aspekter, og det vil undre mig meget, hvis vi ikke inden for nær fremtid vil se, at man eksempelvis får rabat, hvis man selv medbringer emballage, eller at supermarkederne på anden måde vil arbejde løbende med en form for ’nudging’. Der er ingen tvivl om, at emballage bliver en del af den fortælling, man som butik skaber overfor forbrugeren – at man gerne vil signalere mindst mulig miljøbelastning, siger Ole Storm Jørgensen.

 

Frédéric Hamburger
Frédéric Hamburger åbnede Løs Market på Vesterbro i København, og ved årsskiftet udvider han med en butik på Nørrebro (foto: Jim Babonneau)

Ambitionen er at ændre adfærd

Også i København er der travlt hos byens emballagefri købmand – ‘Løs Market’ på Vesterbro, som Frédéric Hamburger har drevet siden 2016. Selv i skolesommerferien, hvor store dele af det lokale opland er bortrejst, klemter dørklokken i den lille butik med få minutters mellemrum, og kunder i alle aldre fylder medbragte beholdere med rødkål, peberfrugter, havregryn og mange andre dagligvarer.

- Vi er nødt til at ændre adfærd, ellers går vi til grunde. Det gælder både mængden af emballage og mængden af madspild, og det gælder mere genbrug og mere økologi. Alle parametre er vigtige, og vores mission med Løs Market er at ændre vores adfærd, når vi køber ind, siger Frédéric Hamburger, der ved årsskiftet slår dørene op til endnu en emballagefri butik i København.

Sidste år blev plastikemballagen ellers udråbt til at være agurkens bedste ven, da forskere fra blandt andet DTU (Danmarks Tekniske Universitet) påpegede, at emballage er det mindste problem i fødevareindustriens klima- og miljøbelastning – at madspild udgør et langt større problem.

Og det er muligt, at plastik kan øge en agurks holdbarhed med mange dage, påpeger Frédéric Hamburger, men uddyber straks:

- Men hvorfor skal en agurk kunne holde 10 dage i køleskabet? Vi er nødt til at tænke anderledes, hvis vi skal have ændret vores forbrugsvaner. Det bedste affald er det, vi ikke skaber.

Sidste år udvidede Løs Market sit koncept med cykeludbringning i nærområdet – et tilbud, der skulle gøre det nemmere for flere at handle ansvarligt. Men Frédéric Hamburger måtte hurtigt sætte projektet på standby.

- Efterspørgslen var så stor, at vi ikke kunne følge med. Vores infrastruktur var slet ikke veludviklet nok til den interesse, der var, så det arbejder vi på at udvikle nu, siger han.

Løs Market er nu i gang med at udvikle et it-system og en fragtordning, der gør det muligt at håndtere vask af flasker og beholdere til udbringning i større skala.

 

Gram butik
Hasselnødder, fuldkornspasta, havsalt eller chokoladepastiller – i Gram købes alt i løsvægt og fyldes i genanvendelige beholdere (foto: Thomas Jensen)

"Emballagefri butikker baner vejen"

Jo flere overvejelser, vi som samfund gør os om bæredygtighed og cirkulær økonomi, jo mere øger det fokus på spørgsmål om emballage, genbrug og madspild, påpeger Ole Storm Jørgensen.

Og når der dukker butikker op med emballagefri koncepter og reduktion af madspild, har det den effekt, at vi som samfund begynder at diskutere, hvad der er muligt, og forbrugerne begynder at se kritisk på egne vaner, påpeger han.

- De emballagefri butikker baner vejen og skubber til hastigheden for, at de her ting forandrer sig – som en sneboldeffekt. Der sker utroligt meget på det her område, og hele genbrugstanken lægger op til, at vi bruger genanvendelige beholdere til fødevarer, siger han.

Ole Storm Jørgensen mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før bøtter og bokse bliver designet, så man kan tage dem med i supermarkedet og selv fylde dem med madvarer.

En af de største udfordringer, som han ser det, er, at virksomhederne i dag har fokus på at kunne levere varer hurtigt til forbrugerne, og her skal de kunne håndtere at have emballage med begge veje, når varerne bliver fyldt over i forbrugernes egne glas og bøtter.

- Det kræver en standardisering af emballagebokse, men man skal ikke være blind for, at det er et kæmpe forretningsområde. Ingen har endnu fundet en totalløsning, der både er praktisk, miljøvenlig og økonomisk rentabel. Men det er jeg helt overbevist om, at der bliver fundet en løsning på snart, for der rører sig en masse på det her område, siger han.

Plastik og madspild i dagrenovationen

• Emballage tegner sig hvert år for godt 60 procent af al EU’s plastikaffald.

• Cirka 12,5 procent af al dagrenovation i Danmark består af plastaffald. Madspild og øvrigt madaffald udgør cirka 48 procent af den samlede dagrenovation fra enfamilieboliger.

Kilde: Miljø- og Fødevarestyrelsen og EU-Kommissionen.

 

Omtale af selskaber i denne artikel skal ikke anses som en købsanbefaling fra Nordea Invest. Tal altid med din investeringsrådgiver, før du investerer.

Magasinet har fået sin egen app – hent den her!

MyInvest er en app til danske investorer, som løbende vil følge med i, hvad der rører sig på de globale, finansielle markeder.

Klar til at dykke ned i investeringens fascinerende verden?