Obligationer
Af
Nordea Invest

Derfor skal du stadig investere i obligationer

Mange private investorer ryster på hovedet over de nærmest ikke-eksisterende afkast på obligationer. Men der er stadig god grund til at have obligationer i sin portefølje, lyder det fra Nordeas seniorstrateg. Få hans bedste råd til obligationsinvestering lige nu.

I disse lavrentetider kan det være svært at se fidusen ved obligationer. Og det er da heller ikke lige nu, investorer høster værdien af obligationer i deres portefølje. Men investeringer er en langsigtet proces, og obligationer spiller en vigtig rolle i det lange løb.

”Helt overordnet er det fornuftigt at have både aktier og obligationer i sin portefølje, fordi det sikrer stabilitet og samtidig reducerer risikoen. Aktier og obligationer agerer typisk modsatrettet, så når den ene falder i kurs, stiger den anden. Med begge dele i porteføljen er risikoen for tab mindre,” forklarer Nordeas seniorstrateg Morten Hessner, der råder over nogle af Danmarks dygtigste obligationsanalytikere. Nordea Invest vandt nemlig Morningstar Fund Awards 2017 i kategorien ”Bedst til obligationer” ved investeringsanalysebureauets prisuddeling i marts.

Obligationer falder, når renten stiger

Når verdens centralbanker hæver eller sænker renten, forplanter det sig direkte til obligationsmarkedet. Nu, hvor den globale økonomi har det godt, er der større chance for, at virksomhederne oplever voksende efterspørgsel, klarer sig godt og at værdien af deres aktier stiger. Den øgede efterspørgsel får priserne i samfundet til at stige og giver øget inflation. Når det sker, vil centralbankerne ofte hæve renten, og det får kursen på obligationer til at falde.

”Vi mærker stadig efterveerne fra finanskrisen, hvor centralbankerne sænkede renten til et ekstremt lavt niveau. Det betyder, at renten stadig er så lav, at den nærmest kun kan stige. Der er i hvert fald væsentlig større sandsynlighed for, at renten stiger, end at den falder. Dermed er der større risiko for, at kursen på obligationer falder,” siger Morten Hessner og uddyber:

”Men man skal ikke helt opgive obligationerne, fordi de som sagt fungerer som et sikkerhedsnet mod uforudsete verdensøkonomiske hændelser. Men man kan godt skrue ned for andelen af obligationer og op for andelen af aktier i sin portefølje.”

Morten Hessner
Nordeas chefstrateg Morten Hessner har gode forventninger til statsobligationer fra vækstlandene på grund af det globale økonomiske opsving.

Farvel til statsobligationer
Kort sagt er obligationer gældsbreve, der udstedes af stater, realkreditselskaber, organisationer eller virksomheder, som har brug for at låne kapital fra investorer. Statsobligationer er altså udstedt af staten, realkreditobligationer af realkreditselskaber og erhvervsobligationer af virksomheder.

Internationale kreditvurderingsinstitutter giver obligationerne en rating fra den laveste vurdering D til den højeste AAA med cirka 50 trin indimellem. Investeringsanalytikere bruger de internationale kreditvurderingsinstitutters ratings til at få et overblik over kreditrisikoen og vurdere sandsynligheden for, om man som investor får sine penge igen.

”Danske statsobligationer er noget af det allersikreste i verden, og de har en AAA-vurdering, hvilket kun er givet til ni lande i verden, så det er ret unikt,” siger Morten Hessner.

Som det typisk er for investeringer følges risiko og rente, og den ekstremt lave risiko medfører, at renten på danske statsobligationer er exceptionelt lav. Lige nu giver de et forventeligt årligt afkast på imellem -1 og 1 procent.

”Derfor har vi i Nordea ingen danske statsobligationer i vores portefølje på nuværende tidspunkt. Renten er simpelthen for lav. Vi har til gengæld en overvægt af danske realkreditobligationer, fordi vi vurderer, at forholdet mellem risiko og rente er bedre. Her er der et forventeligt afkast på 0-2 procent om året, og danske realkreditobligationer har også en AAA-kreditvurdering.”