Emerging Markets

Derfor er investeringer i Emerging Markets interessante

Efter et par års stilstand er der igen kommet gang i vækstmarkederne, som i dag rækker langt ud over BRIK-landene. Det åbner op for helt nye investeringsmuligheder.

Læs mere om:
Indien
Kina
Vækstmarkeder
Anders Svendsen, chefanalytiker og Emerging Markets-økonom hos Nordea.
Anders Svendsen
Chefanalytiker og Emerging Markets-økonom hos Nordea

Det er ikke længe siden, at verdens økonomer tvivlede på potentialet i Emerging Markets, men nu er der igen kommet gang i hjulene, og ifølge en ny analyse fra Dansk Industri står vækstnationerne i dag for halvdelen af den økonomiske aktivitet i verden. 

Typisk leder Emerging Markets tankerne hen på BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), men vækstmarkederne dækker faktisk over et stort antal lande, der tilsammen huser over halvdelen af verdens befolkning og udgør et stort og for de fleste et uudforsket investeringsunivers.

- For 20 år siden var interessen for vækstmarkeder som Kina og Østeuropa relateret til muligheden for udflytning af produktion. Nu er interessen i langt højere grad salg af danske produkter til den hastigt voksende middelklasse, forklarer Anders Svendsen, chefanalytiker og Emerging Markets-økonom hos Nordea.

Udflytningen af produktion var med til at skabe arbejdspladser og øge det generelle uddannelsesniveau. Det fik en stor, ny middelklasse med købekraft til at vokse frem, og det er den, investorer bør rette blikket mod nu.

 

Kina vil have ny global status

Med over en milliard indbyggere i både Indien og Kina er det især disse lande, der er interessante.

- Kina og Indien er klart de tungeste spillere inden for Emerging Markets. De to lande er ved at udvikle enorme middelklasser med nye forbrugsvaner, som skaber stigende efterspørgsel efter vestlige produkter, siger Anders Svendsen.

Igennem 30 år har Kina præsteret en gennemsnitlig årlig vækst i BNP på omkring 10 procent. De seneste år er væksten dog faldet, og i 2017 vil den kinesiske økonomi ifølge Verdensbankens (IMF) estimat vokse med 6,8 procent. Ifølge Christina Boutrup, erhvervsjournalist med speciale i Kina og forfatter til flere bøger om landets udvikling, skyldes det blandt andet, at Kina er i gang med at ændre status i den globale produktionskæde.

- Lønniveauet i Kina er steget markant, og kineserne sparer mere op end noget andet folkeslag. Men det gælder mest den ældre generation, og der bliver gjort meget for at booste forbruget. De unge er født ind i en fantastisk vækstperiode, og det afspejler deres forbrug, forklarer Christina Boutrup.

 

Christina Boutrup
Christina Boutrup
Forfatter og erhvervsjournalist med speciale i Kina

’Made in China’ er fortid

Det stigende lønniveau betyder samtidig, at virksomheder ikke længere flytter arbejdspladser til Kina, fordi det er billigt. Men landet råder stadig over verdens største produktionsapparat, og for at udnytte det, har det kinesiske styre iværksat en plan, der skal øge produktiviteten, automatisere processerne og gøre produktionen langt mere avanceret.

”Kina vil rykke sig fra ’Made in China’ til ’Made by China’, hvor de selv udvikler avancerede produkter. Et af målene er at blive verdensførende indenfor kunstig intelligens inden 2025,” siger Christina Boutrup og pointerer:

”Mange mener, det er urealistisk, men min erfaring siger, at når Kina sætter sig et mål, så når de det! Fordi de kan ansætte de dygtigste folk, opkøbe de nødvendige virksomheder og i det hele taget investere det, der skal til.”

For investorer betyder det, at de med fordel kan se på Kina med et helt nyt blik.

Forventer stor vækst

I forhold til udviklingen i det kinesiske markeder kan danske virksomheder især byde ind med fødevarer, grøn teknologi og bæredygtige løsninger. Men det betyder ikke, at det er en nem opgave at slå igennem på det kinesiske marked.

- Selv store, anerkendte danske virksomheder kan have det svært på det kinesiske marked, fordi Kina har en meget protektionistisk industripolitik og helst støtter deres egne virksomheder, siger Christina Boutrup.

Netop på grund af de særlige forhold i Kina kan det være risikabelt at investere i et enkelt selskab, selv om der er store forventninger til, at det vil klare sig godt i landet. Når det gælder investeringer i Emerging Markets, anbefaler Nordea derfor, at man spreder sin risiko ved at investere i en bred portefølje frem for i enkelte selskaber.

- Man skal bruge ekstremt meget tid, hvis man som privat investor vil investere i specifikke selskaber eller lande i Emerging Markets. Det er kendetegnende, at når økonomien går godt, strømmer der udenlandsk kapital ind i landene, men så snart det går dårligt, er det også det første sted, udenlandske investorer forlader, forklarer Anders Svendsen og fortsætter:

- Derfor kan udsvingene være større, fordi både lande og selskaber er mindre udviklede, og de udenlandske investorer er mindre loyale.

Anders Svendsen understreger, at det er vigtigt at investere bredt for at sprede risikoen.

- Hos Nordea har vi blandt andet fonden Emerging Stars, der investerer i udvalgte virksomheder, som udmærker sig ved at handle ansvarligt over for miljø og mennesker. Netop i Emerging Markets kan der være en ekstra fordel ved at investere i dem, der opfører sig ordentligt, fordi det minimerer den langsigtede risiko, lyder det fra chefanalytikeren.

Ifølge OECD’s indikatorer forventes den globale vækst at stige i 2018 – og det største vækstbidrag forventes at komme fra netop Emerging Markets.